Jeg savner den besværlige verden

Af Mads Holger 14

Jeg tager ofte mig selv i at savne nogle af de besværligheder, som knyttede an til tilværelsen, dengang jeg voksede op. Næsten enhver generation vil kunne se tilbage på tidligere tider og konstatere, at tilværelsens ydre forhold siden da er blevet forenklet og forsimplet, så det er der ikke noget videre spektakulært i, men graden og hastigheden heraf er utvivlsomt tiltaget dramatisk i min generations levetid.

Et oplagt eksempel herpå er kommunikation. Jeg opvoksede som stort set alle andre i min generation i et hjem med drejeskive og ledning på telefonen. Skulle man ringe over længere afstande, var det bedst at gøre det efter kl. 20, da prisen herpå dalede. Sidstnævnte var måske mindre væsentligt, men førstnævnte rummede en del konsekvenser, som gennem tiden er gledet umærkeligt ud af vores hverdag. Når man eksempelvis havde en aftale med andre mennesker, var man således i højere grad forpligtet til at komme nogenlunde rettidigt, da der ikke var mulighed for at ringe eller sende en SMS for at annoncere eventuelle forsinkelser eller aflysninger. Derfor var aftaler om at mødes langt mere bindende, men til tider også mere spændende. Jeg var eksempelvis engang forelsket i en pige, som det var lykkedes mig at invitere ud til stævnemøde på stranden, men på vejen til vores møde sad jeg i en sejlbåd på Øresund stille på en total vindstille dag. Endskønt dette kun forårsagede en mindre forsinkelse, føltes ventetidens drama uendeligt, og på trods af at der selvsagt skal reguleres for ungdommelig lidenskab, så tjener dette alligevel til at anskueliggøre, hvordan en højere grad af spænding knyttede an til livets gang.

I min barndom var der også kun ganske få tilfælde kreditkort og andre betalingsmidler end kontanter, så havde man ikke lige sådanne på lommen, måtte man gå, hvad enten der derved skal forstås spadsere eller skride. Navnlig som barn og ung var man naturligvis sjældent videre solvent og måtte således også altid kontrollere kontantbeholdningen, før man afgav en bestilling. Det var også besværligt, men ej heller uden charme.

Det bedste eksempel herpå var måske at rejse, herunder i særdeleshed til udlandet. Man skulle huske sit pas, vogte det med sit liv under turen og som regel få det stemplet ved diverse landegrænser. Dette er selvsagt i nogen grad stadig tilfældet, men den vanlige og mestendels udbredte sommerferie i Europa var i langt højere grad et eventyr eller en Odyssé, selv hvis man blot havde bestilt en uge med halvpension på Rhodos. Hjemvendt kunne man sammenligne passets stempler med kammeraters tilsvarende, som var stemplerne frimærker eller samlekort i et hæfte over meritter og minder, mens man ventede en uges tid på at få kameraets billeder fremkaldt nede i Brugsen. Der skulle endvidere veksles til drakmer, pesetas, lire, frank og alverdens eksotiske valutaer, og det forekom hovedløst at begive sig af sted uden en guidebog og måske en parlør, for folk i de varme lande forventedes sjældent at tale engelsk, og det gjorde de da også sjældent ved sammenligning med i dag. Der var også en tiltrængt lille snert af frygt forbundet hermed, for det store udland havde fremmede religioner, skikke og lovgivninger, som man måtte sætte sig blot en anelse ind i. Hertil kom, at det var langt dyrere at flyve, hvorved verden var større.

Der var selvsagt heller ikke noget, der hed hverken internet eller email, og således var det langt vanskeligere at søge informationer. Jeg tilbragte mange stunder på biblioteket med mikrofilm, i hvis indhold jeg søgte informationer til skoleopgaver eller interesser. Som bekendt er internettet i øvrigt også i dag den største kilde til udbredelse af pornografi, som dengang var langt mere grænseoverskridende og forbudt ved sammenligning, idet der naturligvis atter bør reguleres for ungdommelig lidenskab. I dag kan enhver teenager søge indsigt i alverdens obskøne udskejelser med nogle få tryk. Det, tror jeg ikke, er entydigt godt, endskønt jeg ikke gør mig nogen illusioner om, at vi i mærkbar grad kan ændre herpå. Var man tidligere så uskyldigt forelsket, var det om at finpudse håndskriften og udvælge et smukt frimærke til kærestebrevet, mens nutidens unge måske snarere sender en SMS med ordlyden “R du t noget”.

Generelt var den enkeltes afhængighed af andre også større, hvilket stillede større krav til sociale kompetencer, men oven i alt dette skal lægges det altoverskyggende forhold, at vi gennem de seneste årtier er blevet rigere, hvilket selvsagt også tjener til at lette tilværelsen på godt og ondt. Som indledningsvist skal det præciseres, at dette ikke er videre spektakulært eller enestående i en historisk kontekst. Således bør man naturligvis også være sig bevidst, hvorledes ældre generationer kan berette om langt større omvæltninger og udviklinger, da de ældste i vores samfund er vokset op helt uden telefon og for manges tilfælde uden så meget som en enkelt drakmer på lommen, hvilket komparativt til min relativt unge generation selvsagt udvider perspektivet markant.

Som al fremskridt rummer den nyere tids historiske udvikling med andre ord både fordele og ulemper, men i flere tilfælde er de to ting sammenfaldende, idet vi eksempelvis kan glæde os over, at det er blevet nemmere at rejse, men omvendt kan ærgres over, at det eksotiske aspekt heri er aftaget som konsekvens heraf for nu blot at nævne et enkelt eksempel.

Den kulturpessimisme, vi derfor ofte må lægge øren til, tager således ofte kontraintuitivt sit udgangspunkt i, at livet er blevet for let, ansvaret forsvundet, risikoen, fællesskabet og spændingen ligeså, mens evnen og ambitionen følgelig er blevet indstillet på tilsvarende moderat niveau, hvilket vil sige med en større grad af ladhed og apati. Til vidnesbyrd herom kan man efterhånden læse næsten daglige debatindlæg (navnlig i Politiken) om unge, der brokker sig over, at de ikke får nok ”gratis penge” under studieforløbet på deres ”gratis uddannelse”. Til stor borgerlig – og i bemeldte tilfælde nok også almen – forargelse kan vi læse om unge, der lovpriser ikke at lave noget på dagpenge etc. Det forarger navnlig, når vi sammenholder disse såkaldte First world problems med tidligere generationers møje og flid.

Motiveret af enten irritation, nostalgi eller sentimentalisme bør man imidlertid afstå fra at forsøge at rulle udviklingen tilbage. Man kan ikke rent eksistentielt endsige på anden vis fremme tilværelsens vanskeligheder og opstille kunstige udfordringer, men imidlertid er der dog alligevel “håb” for kulturpessimismen, for i disse år oplever vi som konsekvens af vore tilværelsers ulidelige lethed en naturpessimisme. Denne er ikke udslag af vores kulturelle og vedtagne bestræbelse for at reaktualisere alvorens, spændingens og vanskelighedens element i tilværelsen. Nej, disse aspekter er så småt ved at komme helt af sig selv som konsekvens af vor kulturs apati.

Således oplever vi i disse dage, hvordan det pludseligt for mange mennesker er blevet livsnødvendigt at have et pas med de rette stempler. Vi oplever atter, at det gør en forskel, hvilket pas, vi besidder. Hvad det telefoniske eksempel angår, kan vi møde tusindvis af flygtninge og migranter, hvis livsvigtigste ejendel er den mobiltelefon, som de i mange tilfælde ønsker sig opladet i højere grad, end de ønsker sig mad. Også kontanter spiller for disse mennesker ind. Den indeværende europæiske krise er selvsagt en historisk anomali, men dog alligevel symptomatisk for det forhold, at et element af alvor er ved at genindfinde sig i vores liv. På samme vis har de seneste år med klar tydelighed demonstreret, hvorledes ellers tidligere afskrevne fænomener som religion og nationalitet nu atter kan sætte markante skel og det sine steder sågar mellem liv og død. Jeg tror, at pas, papirer og penge sikkert snart atter vil være langt væsentligere størrelser i vores kultur også. Det er også værd at bemærke sig, hvordan den indeværende krise for mange danskere har givet dem en tiltrængt identitet, opgave og et livsindhold. Uanset om dette så er sket i deres bestræbelse for at åbne eller lukke grænserne, må selv den del af befolkningen, der ønsker alverdens grænser nedlagt, som konsekvens af indeværende europæiske krise medgive et nederlag, derved at krisen netop har trukket fronterne markant op.

Med andre ord er vi i vesten per nødvendighed ved at tvinges definitivt ud af postmodernismens drømmeløse søvn. Den verdenshistoriske efterlønsperiode er nu ved at være til ende, ikke qua valg, men qua nødvendighed, og det er på sin bittersøde facon måske meget godt.

14 kommentarer RSS

  1. Af Jan Petersen

    -

    Jeg er årgang 1950 og har oplevet “den kolde krig”, øst / vest spændinger, Cuba krisen (et par minutter fra 3. verdenskrig), osv osv – men aldrig følt større afmagt og usikkerhed om verdens gang, END lige pt.

    Mine forældre fortalte mig om det europæiske kaos i 1920-1940 og bedyrede, at det aldrig vil gentage sig.

    Må blankt indrømme – gu’ ved, om mine velmenende forældre tog fejl, i den forudsigelse?

  2. Af Ewan Grem

    -

    Jeg er så ufattelig træt at disse “skribenter” som higer efter opmærksomhed. Se bare på overskriften her. Den ligesom skriger “Se på mig. mig mig mig.”. Øv hvor er det hult og tomt og selvcentreret og ulitterært.

  3. Af p jensen

    -

    Livet var utvivlsomt spændende under 1. og 2. verdenskrig, og dengang atomkrigen hang som en trussel over alle pga. konflikten mellem Sovjetunionen og Vesten. Så har der været en lang periode i Europa hvor der ikke var udsigt til krig i bred almindelighed, men nu begynder det at blive spændende igen. For at en invasion af Europa er i gang, er jo soleklart. Og med de politikere vi har, kan det hele ende med en katastrofe værre end 1. og 2. verdenskrig tilsammen. Den 3. verdenskrig er måske ved at begynde, og både terror- og atomtruslen er ved at vokse sig stor. Men find selv div. netaviser.

  4. Af Frank A

    -

    Fat det nu jenzen.

    Div netaviser, er for mestendels vedkommende skrevet af fantaster, som du selv.

  5. Af Virkeligheden er bare en drøm

    -

    Ja, frank, overfaldene, skyderierne, knivstikkene, de brændende biler/huse og bombeeksplosionerne i Malmø og andre svenske byer er selvfølgelig ren fantasi. Og rædslerne i Nordirak og Uganda/Nigeria er fri fantasi. Og IS-IS og boko-haram er bare noget vi drømmer.

  6. Af p jensen

    -

    Der er chokerende sandheder at finde om den røde feminisering af Sverige og Danmark, og om flodbølgen mod Europa, hvis man læser ha kon ro ssels, jal vings og uhr skovs debatter samt 180 grader ang. “Frankrig i flammer” og “terror i Malmø”.

  7. Af preben jensen

    -

    Ja, man kan savne den besværlige og lidt mere gammeldags verden uden tvangsdigitalisering, uden statslig omklamring af børnene, uden kommunistisk familiepolitik, uden rabiat mandsfjendsk feminisme, uden bureaukratisk tyranni, uden skandaler i hundredvis, uden skatteplyndring, uden EU-fjernstyring, uden DR hjernevask, uden stormfloden sydfra og uden terrortrusler osv.

  8. Af Susanne Jensen

    -

    Berlingske har vist et journalistisk problem, når i hellere vil slette indlæg end svare på dem?

    I er jo ikke tvunget til at have debat blogs.

  9. Af preben jensen

    -

    Noget man også kan komme til at savne, er det relativt fredelige og trygge samfund som vi endnu lever i, trods stigende kriminalitet og voksende huller i sundhedssystemet osv. For om kort tid kan freden og trygheden være helt forbi. For Europa er under belejring, Over 100 eller 200 millioner migranter vil snart rejse fra Afrika, Arabien og Asien med Nordeuropa og Skandinavien som mål. Se 180 gra.

  10. Af Thomas Christensen

    -

    Selvsagt 6 gange i en artikel? Jeg forstår ikke, at redaktøren ikke skrider ind. Skrivestilen er så kluntet, at det ikke er til at forholde sig til indholdet. Det ville også være relevant, om der blev ryddet ud i den kluntede brug af rettidigt, ej heller, endskønt og herpå – jeg mener: Det er vel ikke Herman Bang, der skriver?

  11. Af p jensen

    -

    Indlæg 0.18 plus et foregående er i filtret. Begge bedes venligst befriet.

  12. Af p jensen

    -

    Her reddes indlæg vist aldrig ud af robottens klør. (iøvrigt har DR lige reklameret for mere indvandring og “berigelse” og har bagtalt Danmark som et fremmedfjendsk land)

  13. Af Søren Bay - Christensen

    -

    Den besværlige verden kommer af sig selv fra BT/Berlingske hver dag i form af tilbud på mails, så man så iflg. mail kan afmelde ?
    Dette hjælper bare ikke, der kommer stadig flere, og flere dagligt.

    Disse tilbud kommer fra mailadresser som man ikke kan skrive tilbage til, hvorfor jeg har forsøgt, at ringe til det Berlingske hus i dag, for nu gider jeg ikke at afmelde flere, det hjælper jo ikke.

    Disse mails, samt tilbud på aviser der ligger langt under hvad gode gamle abonnenter har betalt i årevis kan man bruge kræfter på.
    Dem der ringer hjælper endda de gamle abonnenter med, at ændre abonnomentet til det billigere.
    I et tilfælde i Charlottenlund til under det halve af hvad kunden havde betalt i mange år.
    Kunden er 78 år .

    Hvorfor gør I dagligdagen så svær for os ?
    Hvorfor ikke bare lave noget folk gider, at læse, købe, og betale prisen for ? , og så lade være med, at støtte disse smart asses ?

    Jeg mener dette indlæg fuldt ud lever op til den etik der er lagt op til.
    Om Berlingskes opførsel gør dette mener jeg man kan sætte spørgsmålstegn ved.

  14. Af georg christensen

    -

    Hallo Holger,, din besværlige verden, på dine egne vilkår?. Det duer bare ikke, og kan kun opretholdes med “illusionsbeskrivelser”.

    Alligevel nyder “jeg” dine egne tosserier, de kan selv ikke ” romaerne og sintierne” ikke klare, (desværre), De tør, i det mindste gå imod, noget, som kræver “mod”, noget ,som i din verden ikke er eksisterende, i dit eget “magtbegær”.

Kommentarer er lukket.