Det Konservative Folkeparti er Danmarks landshold

Af Mads Holger 57

Efter at have takket ja til at opstille til Folketinget for Det Konservative Folkeparti har jeg oplevet en overvældende interesse fra både medier og befolkningen. Det har både været positivt og negativt, men interessens omfang har indiskutabelt været enorm og langt større, end jeg havde forventet.

Jeg konstaterer, at denne interesse ikke alene knytter an til min person, men også til det kære gamle parti som helhed betragtet, idet der flere gange dagligt kan læses endeløse kommentarer, analyser og gode råd i næsten samtlige medier. Også dette er bestemt en blandet fornøjelse, men atter må jeg anføre, at interessens omfang er massiv.

For mig at se er årsagen åbenlyst den, at hovedparten af den danske befolkning føler et ejerskab og et stærkt tilknytningsforhold til partiet. Min egen generation opvoksede under Poul Schlüter og fik derfor Det Konservative Folkeparti ind med modersmælken. Hjemme hos os på Nørrebro holdt vi ganske vist med Anker, og i folkeskolen fortalte lærerne, at Schlüter ville tage vores skolemælk. Jeg forestillede mig derfor den gode statsminister siddende på et bjerg af Tetrapak med adskillige sugerør i munden, mens han ondskabsfuldt sugede vores mælk. Ikke desto mindre var han og partiet der hele tiden præsent i bevidstheden og således også i dag.

Jeg er fuldt ud bekendt med, at jeg gør mig selv til et oplagt mål for satire, når jeg hævder det følgende, men jeg vil dette til trods insistere på, at det danske folk er konservativt. Ja, jeg har sgu da også set meningsmålingerne, men netop den store medleven vidner om et klart tilknytningsforhold. Partiets forhold til befolkningen bringer næsten mindelser om et ældre ægtepar med dettes had, kærlighed og lange historie.

Historisk set har partiet også været genkendelig med en politik, der befinder sig nogenlunde samme sted som de fleste danskere. Få kan være uenige i, at det skal kunne betale sig at arbejde, at erhvervslivet skal have ordentlige vilkår, at naturen ikke må lide for meget under vores udvikling, at vores børn skal lære noget i skolen, at de svageste skal hjælpes tilbage på fode, at indvandring til Danmark må begrænses, og nok så vigtigt, at vi skal passe på den kultur, vi er overbragt og skal give videre til vores børn. Enkelte vil måske erklære sig uenige, men de er utvivlsomt få og færre, end hvis man foreholder dem andre partiers politik. Det er både partiets styrke og svaghed; den konservative politik er for de fleste indlysende sand, og det kan være svært at sælge sig selv på det indlysende. Jeg er eksempelvis modstander af folkedrab, men det ville nok se lidt fjollet ud på en valgplakat eller som et budskab i en valgkamp, fordi det netop er indlysende og således ville være obskurt at artikulere.

I så henseende minder Det Konservative Folkeparti om det danske fodboldlandshold med dettes enorme interesse fra befolkningen. Der er så uhyre mange mandagstrænere i befolkningen, der alle har en holdning til, at man skal rykke mig ind i boksen eller ud på fløjen, at træneren skal omlægge strategien, eller at der skal skiftes ud. Jeg har selv masser af konkrete bud på strategien, hvilket jeg vil redegøre for senere, men det er ikke det væsentlige her. Det interessante er at konstatere, hvorledes alle følger med i medgang og modgang, og jeg må da også medgive, at Det Konservative Folkeparti gennem de seneste år har haft nogle skuffende hjemmekampe, der blev ved 0-0 mod et skadesramt Albanien.

Senest har jeg mærket den store interesse for partiet ved, at jeg på min ferie er blevet kimet ned af folk, der vil vide, om jeg kan tilslutte mig formandens seneste udmelding om at rykke partiet til højre. Jeg føler unægteligt lidt med manden, der sikkert som jeg selv har oplevet, hvorledes han har overtaget et foretagende, som af mange opleves “fredet i klasse A”. Man skal derfor ikke rykke meget rundt på tingene, før befolkningen straks føler, at der næsten pilles ved deres kulturarv. Alle mener nemlig af have andel i Det Konservative Folkeparti, uanset om de stemmer på partiet eller ej.

Der spekuleres blandt meget andet i, om jeg selv tilhører en særlig fløj, som er mere by- end landkonservativ etc. Hertil kommer alle rygterne, smædehistorierne, gisningerne og karikaturerne. Jeg har eksempelvis oplevet, at jeg efter at være indtrådt i politik nu konstant betegnes som ”farverig”. Det er fint med mig, jeg tager det ikke ilde op, men påminder dog også om, at dansk politik ofte er blevet så kedelig, at man kaldes farverig, hvis man bestiller en danskvand med citrus. Der er sgu noget halløj med det der citrus, som vi ikke er vant til at se.

I bestræbelsen for at aflive disse forespørgsler vil jeg imidlertid, hvad den politiske substans angår, gerne tilkendegive, at jeg som så ofte nævnt mener, at Det Konservative Folkeparti navnlig bør gå til valg på at sænke skatten mærkbart og at stoppe den massive masseindvandring. Jeg har ofte tilføjet, at man kan få begge dele leveret fra andre partier, men at intet andet parti i Danmark leverer begge dele. Dette både-og skal Det Konservative Folkeparti kunne levere efter valget, og det kan vi. Er det så en højredrejning? Jeg aner det ikke, det må alle kommentatorerne på den billige langside vurdere, men sikkert og vist er det, at dette helt overordnede budskab ikke må stå alene. Idet partiet netop med rette opleves som tilhørende hele befolkningen, er det også vigtigt, at man vedbliver at arbejde for at holde sammen på denne. Derfor er en konservativ kulturpolitik, der handler om dannelse, fællesskab, ordentlighed og en anstændig socialpolitik, som sikrer de få, der ikke kan klare sig selv, også uhyre vigtig. Dette må ikke blive glemt, for politik er heldigvis meget andet end blot økonomi, ligesom værdipolitik er meget mere end blot indvandringsspørgsmål. Er det så en venstredrejning af partiet, er det så land- eller bykonservativt? Jeg ved det ikke, det må andre afgøre, og det skal de utvivlsomt nok.

Sikkert er det imidlertid, at alle følger interesseret med, og selv brok og kritik er udtryk for en kærlig interesse, der til fulde modsvarer den, vi alle har til landsholdet, også når de spiller som en pose nødder.

 

57 kommentarer RSS

  1. Af Hans Hansen

    -

    Skal vi tale egentlig parti populisme (kors hvor jeg hader det ord), så er jeg enig med K’s udmelding, at med Pape, så har K sat ord på islamistisk ondskab.

    Den er nazi-islamisme, eller som beskrevet af samme islamistiske ondskab selv, salafisme, wahabisme og andet tilsvarende religiøst betinget politisk psykopati, godt og grundigt repræsenteret af Hizb ut tahrir, Kaldet til Ismam med flere …

    Imens ser befolkningen til på sidelinjen, på fjerde årti, med måbende undren over politikernes ideoti …

  2. Af Niels Andersen

    -

    Landshold !? …. Konservative har til dato været en lang opvisning i langsomt men sikkert selvmord, – Kronen på selvudslettelses værket blev sat, da konservative udnævner en bøsse som formand, – KONSERVATIVE !? … Det er som om Guderne har besluttet sig for, at konservative skal udslettes fra Jordens overflade.

  3. Af Frank A

    -

    @ hh

    Du kan selv være en “ideot” 🙂

  4. Af Helge Nørager

    -

    Det Konservative Folkeparti er Danmarks landshold.

    Og vi kom ikke til VM, eller EM, landsholdet er et tegneserie hold.

    Men godt at kende svar, de var konservative tabere.

  5. Af Erik Larsen

    -

    Jeg ved ikke om jeg egentlig “skammer mig lidt” over engang at have stemt K – på Schlütter.
    Og også da jeg var helt ung syntes egentlig at Poul Møller var OK. Og det var jo dengang hvor jeg som ung skulle have været venstreorienteret. (har aldrig været).
    Men i dag ser jeg personer i K som jeg er direkte imod. Og det er Barfod (der er skyld i de sidste 4 år med Helle&Vestager) , Pape (et blafrende nul), Og i dag flere andre – som absolut ikke er “borgerlige”.
    Men kære Mads Holger – hold da for fand.. det danske landshold udenfor politik. De ligner ikke jer det mindste og Morten Olsen heller ikke – og dog – han forstår heller intet, men bliver ved til sin sidste dag. (Er jo fyret) HAN minder lidt om HelleT.

  6. Af helena Hansen

    -

    Storbrittanien viste atter engang hvorfor de vandt 2. verdenskrig. Sosseradigalisterne led et svidende nederlag ved valget-hahahahahaha måtte det samme ske i Danmark

  7. Af Michael Gregersen

    -

    Kære Mads Holger
    Det handler om resultater. Eller nærmere mangel på samme.
    Skab nogle tunge borgerlige politiske resultater, og kommuniker disse, så jeg forstår det.
    M.v.h.
    den frafaldende konservative vælger

Kommentarer er lukket.