Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til

Af Mads Holger 62

I går aftes kunne vi så se den længe ventede premiere på Ole Bornedals 1864-serie om vort lands tragiske skæbne ved Dybbøl. Mange borgerlige anmeldere, kommentatorer og politikere har allerede været fremme med en aldeles velbegrundet kritik af denne stærkt politiserende og (indtil videre rent dramatisk middelmådige forestilling). Det er selvsagt endnu for tidligt at bedømme serien i dens helhed efter blot en enkelt episode, så jeg vil i det følgende forholde mig mere generelt til denne historisk dyre iscenesættelse og Danmarks Radios rolle som en af de største kulturinstitutioner i landet.

Der er ingen tvivl om, at Ole Bornedals indtil videre stærkt politiserende serie vil revitalisere debatten om Danmarks Radios privatisering. Jeg tilslutter mig som konservativ politiker med en artikuleret specifik interesse for kulturpolitik ikke en sådan, men finder dette til trods alligevel anledning til at udtrykke min forståelse for debattens reaktualisering med udgangspunkt i denne serie.

Et af de væsentlige kritikpunkter, der har været rettet mod 1864, er, at den ikke er historisk korrekt, men tillader sig at tage visse kunstneriske friheder. Her vil jeg gerne rent undtagelsesvist komme Ole Bornedal til undsætning og indvende, at alle nationer gennem tiden har forgyldt kunstnere for at tegne et positivt billede af nationen, og dette under tiden også med visse historieforfalskninger eller – i hvert fald lettere omskrivninger – i brug hertil, så fred være med det. Det ejendommelige ved dagens Danmark er derimod, at staten betaler kunstnere for at forfalske historien mod nationens egen interesse, om end for sammes regning. Der findes utallige eksempler på, at de danske skatteydere og licensbetalere fiansierer kunstnere, som så søger at anskueliggøre, hvor åndeligt lavstammet befolkningen er.

Den danske befolkning og således nation har betalt et trecifret millionbeløb til Danmarks Radio og Ole Bornedal for med Danmarkshistoriens største budget på dette felt at fortælle vores historie. Derfor har vi som finansierende part et indlysende krav på, at vores historie fortælles (om ikke eksakt historisk sandfærdigt) så i hvert fald som minimum i en ramme, der ikke tjener til at anskueliggøre vores land, nation og folk som noget, vi hverken kan genkende endsige vedkende os.

1864 drager stærkt tendentiøse paralleller til Danmarks nuværende krige og gør i første afsnit et stort nummer ud af at portrættere den hjemvendte krigshelt som småpsykopatisk og tilmed udstyret med visse pædofile tilbøjeligheder. En af de største skændsler, vi som samfund har måttet vedkende os gennem de seneste år, er, at vi ikke har evnet at tage ordentligt imod vores hjemvendte krigshelte fra krigene i Irak og Afghanistan. Jeg skal præcisere, at dette kommer fra en skribent, der har udtrykt klar skepsis over for begge krigsdeltagelser, men sender vi vores unge mennesker ud i krig med alt, hvad det implicerer af farer, traumer og i visse tilfælde sågar død og lemlæstelse, så har vi edder sparke mig også bare at modtage dem ordentligt, når de vender hjem. Det har vi ikke gjort.

Danmarks Radio og herunder i særdeleshed institutionens dramaafdeling har gennem årtier satset på en virkelighedsopfattelse, som vi i resten af samfundet deponerede i 1990erne, og 1864-serien vidner indtil videre om, at DR ikke har nogen intentioner om at aflægge sig denne. Fra tid til anden hører man en kritik artikuleret om, at DR repræsenterer en elitær, kulturradikal niche, der ikke har klangbund i den brede befolkning. Det vil jeg gerne benytte denne anledning til at dementere.

Danmarks Radio er, som institutionen tager sig ud i dette tilfælde, snarere et eksempel på en institution, der ikke har fulgt med tiden, hvilket i øvrigt er en kritik, der kan rettes mod meget af dansk kulturliv i øvrigt. Der er således ikke noget galt med, at Ole Bornedal søger at inddigte fortællingen om 1864 i en nutidig ramme. Problemet er blot, at det ikke lykkes ham. Han formår (i hvert fald indtil videre) blot at digte fortællingen ind i en ti-femten år forældet ramme med et verdenssyn, der alene fandtes i 90erne og så i de få tilbageværende og aldeles ånds-provinsielle enklaver, hvori denne perception på offentlig forsørgelse lever videre. Jf eksempelvis også “fortidspensionisten” Klaus Rifbjerg, der med jævne mellemrum stadig dukker op i Politiken og på DR for bl.a. at meddele, hvorledes vi bør nedlægge Danmarks forsvar.

Denne kulturkamp er overstået, den er vundet, men de ideologisk komatøse patienter lever videre i et statsfinansieret Hades, hvorfra deres ekkoer fra tid til anden forplanter sig til de levende. Forestillingen (og navnlig selvforestillingen) om den elitære kulturelle klasse på DR og andetsteds er skudt uhyre langt forbi. Danmarks Radios dramaafdeling er ikke ”med på beatet” ”ung med de unge” ”firstmovers” og ”hippe”. Danmarks Radio fremstår i stigende grad som en samfundsinstitution, der ikke havde formatet til at flytte sig ud af 90erne, da vi andre rykkede videre. Danmarks Radio er ved at blive nationens svar på Aarhus, altid lidt bagefter med langt hår i nakken og en tyrkertro på, at det stadig er drønsmart med oikofobi, sushi og skateboards. Det har vi et ord for her i København, og ordet er bonderøve.

Til de mange borgerlige kritikere, der ligesom jeg i nærværende tekst kritiserer DR og dansk kulturliv, må jeg dog også rette en ciseleret gravering, for hvor ville jeg dog ønske, at disse borgerlige snart begreb, hvorledes borgerlig politik føres på andre felter end den økonomiske politik og i disse prosaiske excelarks sfære alene. Hvis man vil udrette noget for Danmark, bør man også se på de sfærer, hvori fremtidige generationer som kollektiv formes, og netop disse er til stadighed monopoliseret af venstrefløjens fortidige sørgmodighed. Der tænkes her i særdeleshed på kulturen, skole- og undervisningspolitikken samt medierne. Hvis vi skal gøre noget godt for vores fædreland og trække dette videre i en danmarkshistorie, der forhåbentlig ikke er slut endnu, må vi borgerlige lære os at øve på andet end librettoen, men også udmærke os musikalsk.

62 kommentarer RSS

  1. Af T Grue

    -

    Tak til Mads Holger for at gå lige på.
    Ovenikøbet morsomt og velskrevet. Dejligt forfriskende med den ærlige højtråbende afstandstagen til den omsiggribende provinsielle tilgang til kulturen, som DR er storeksponent for og som iøvrigt fylder mere og mere overalt i vores lille samfund.
    For Mads Holger har jo ret i at nutids-beskrivelsen i første afsnit af 1864-serien er helt ved siden af. En rendyrket provinsiel ’90’er fortid serveret som den skinbarlige 2014-virkelighed, som vores unge generation befinder sig i idag. Håbløst forkert og kedsommeligt at kikke på. Ovenikøbet sat iværk for at skabe relevans for de unge, så de kan forstå og forholde sig til fortiden. Vorherrebevares. Er det en gylden mulighed for en vigtig historiefortælling som nu forpasses her, fordi den bygger på en stereotyp og nærmest karikeret nutidsopfattelse og et rædselsfuldt forfejlet ’se hvor er jeg oppe på beatet ‘ kunstgreb fra Bornedals side? Lad os håbe at det ikke er tilfældet og at de næste afsnit vil vise det.

    Men i det hele taget har store dele af den danske kulturformidling længe været på vej ned i et dybt sort iltfattigt provensielt mørkt hul. Ikke kun mange af de nyere danske film og teaterforestillinger (tænk også på den stendøde revy-tradition som bare fortsætter i det uendelige, uden den mindste fornyelse), men også indenfor litteraturen og musikken. For hvor er det dog også forstemmende at læse mange af de nyere danske krimiforfattere (ingen nævnt ingen glemt), der for en stor dels vedkommende påstås at være social-realistiske, men bevæger sig rundt i gamle provinsielle universer uden på noget tidspunkt at inddrage noget af det der i virkeligheden rør sig omkring dem her og nu. Som at høre Steffen Brandt og Tina Dikow synge provinsiel bonderøvs lyrik (før de gav sig til at forsøge at ødelægge Leonard Cohen) eller som at lytte til de mange følelsesfulde jyske mandfolk som f.eks. Poul Krebs, Simon Kvam og Peter Sommer, der i DR P4 alt for ofte bræger håbløst provinsielt ud over det ganske land. Trist at den ægte soul som kommer fra f.eks. Stig Møller, Sort Sol, CV Jørgensen, Jørgen Klubien, Lars Hug er ved at blive glemt i offentligheden. For den kunne dæmme op for det provinsielle og nemt lukke munden på de brægende køer ude fra markerne.

    Ud med provinsen.

    Keep it up Mads Holger. Jeg melder mig sgu’ ind i partiet.

  2. Af Henrik Knage

    -

    Hvad med Tim Christensen, – kan han bræge, eller kan han ikke andet ?
    Om ikke andet er han fra København. men ellers er der noget om snakken – Tina Dicow er sq kedelig.

  3. Af Frode Steinicke

    -

    Tænk sig, hvis alle englændere klynkede og beklagede sig ligeså meget over imperiets fald og dermed tabet af 31 millioner km2, som Mads Holger og DF gør over at lille Danmark tabte Slesvigs og 15.000 km2 i 1864. Kom nu dog for hulen videre dit sølle skvat, Mads Holger og fup & fidus parti DF. Vi danskere gider ikke høre mere på jeres nationalkonservative ynk og klynk.

  4. Af Frode Steinicke

    -

    Jer er enig i alt dette, bortset fra ægtheden af CV. Jørgensen, som i stedet er det mest provinsielle dans musik nogensinde har frembragt. “Som at høre Steffen Brandt og Tina Dikow synge provinsiel bonderøvs lyrik (før de gav sig til at forsøge at ødelægge Leonard Cohen) eller som at lytte til de mange følelsesfulde jyske mandfolk som f.eks. Poul Krebs, Simon Kvam og Peter Sommer, der i DR P4 alt for ofte bræger håbløst provinsielt ud over det ganske land. Trist at den ægte soul som kommer fra f.eks. Stig Møller, Sort Sol, CV Jørgensen, Jørgen Klubien, Lars Hug er ved at blive glemt i offentligheden. For den kunne dæmme op for det provinsielle og nemt lukke munden på de brægende køer ude fra markerne.”

  5. Af Frode Steinicke

    -

    Mht. bonderøve har du ret, Mads. De er over alt i Danmark (DK). De har gjort DK til en bundløs sump af opportunisme og røvslikkeri, umuligt at ånde i. I bonderøve har dog et lille territorium, hvor i kan hygge jer lidt endnu. Vær glad for det. For snart er DK kun en region i det store farlige EU. Her vil I ikke kunne lide at være, for her er det ikke nok, at bilde sig selv ind, at verden gik i stå år engang i 1800 tallet. Den afløstes nemlig af realismen og senere af det såkaldte moderne osv. Hvor vi er nu er svært at sige. Hertil mangler lidt afstand. Afstand er det redskab der giver bagudrettet overblik. Og at tro som dig, at du i stedet kan se 300 år frem i tiden fra din romantiske 1800 tals position er urealistisk og indbildt. Du må lade dig nøje med, at studere oplysningstiden lidt og det der kom før den.

  6. Af Torben Glock

    -

    Kære Mads. Du har et godt sprog men ikke noget relevant på sinde. Altså ikke som ‘tomme tønder buldrer mest’ men snarere som ‘fulde tønder artikulerer slesk’. Lad mig blot følge dig helt til dørs og tro dig blindt på din erkendelsesvej – hele vejen (for nu er jeg din fan!)! Hvad mon jeg finder for enden?
    1. Aarhus er en bonderøv (JA DA!)
    2. I modsætning til København, som er hip (Jeps!)
    3. Som Aarhus er DR bondsk (Sådan!)
    4. Som Aarhus tror DR fejlagtigt at de er hippe (Lige Netop!)
    5. Derfor hyrer de Bornedal, af alle! (Ja Mærkeligt)
    6. Og resultatet er et levn fra 90’erne (OK? – IKKE FEDT!)
    7. 1864 er en politiserende serie som beskriver vores land på en forkert måde (LOL)
    8. Så man skulle tro at Aarhus havde lavet serien (JA?)
    9. Men det har de ikke! (nej!)
    10. Så Ole Bornedal er egentlig fra Aarhus! (OK?)
    11. Uanset hvad, så er de danske borgere ført bag lyset! (Mørkt!)
    12. Og det er for dårligt!!!! (Ja Faneme)
    13. Men kulturkampen er jo overstået! (Ja – det er den da!)
    14. Men det har de ikke fattet i Aarhus og i DR (Jeg fatter 0)
    15. Så……….. (Ja – hvad så?)
    (Øv – nu gik det jo lige så godt – typisk)

  7. Af Henrik Knage

    -

    Steen Jørgensen (Sort Sol) fortolker Lenard Cohen helt forrygende. Der er både saft, kraft og ydmyghed.

    Cæsar fortolker 1864 ligeså smukt – hør bare her : I Holmens Gade, i røvens kælder kan man få ræve – røv og frikadeller, fra 1864 – serveret af Ole der sad på en DR trold og sang : Vi er røde, vi er hvide, men om ikke længe bliver vi alle blå og gule 🙂

    Jeg synes stadig det er dyreplageri, at Nicolas Bro overlades uskyldige små heste i hans varetægt, for ud over at give dem varige skader på sener og bentøj, så giver han også hesteslagtere unødigt meget overarbejde.

  8. Af Ulf Timmermann

    -

    Ja, det gik “fantastisk godt”, især under Fogh. Kulturpolitik? Fandme!

  9. Af Linda Pedersen

    -

    Kære Mads,
    Jeg ser at serien har alle dramaets klassiske værdier. Historiens figurer præsenteres og der arbejdes mod fortællingens klimax. Seerens opmærksomhed holdes intens ved et kontinuerligt clash mellem overklassen (godsejeren) og underklassen (bondestanden). (Upstairs and downstairs) Som hyldest til Danmark og dens befolkning præsenteres de begge som stolte og værdige bærere af den kulturarv, som de fleste af os nok så nødigt vil miste. Banalt sagt eller med et touch af romantisk gentagelse er det vel tro, håb og kærlighed. Som i et klassisk drama er der så de gode og de mindre gode.
    Inge (propietærdatter) bliver den indirekte fortæller og hendes historie bæres videre af Ckaudia der gennem et lidt vel fantasifuldt jobtilbud møder godsejeren Severin. Men hvordan skal man ellers møde det blå blod/adelen som middelklasseborger i en nutidig kontekst?
    Den fri historiske fortolkning oplever jeg respektfuld og fint dimensioneret ved et skift i tid og sted.
    Jeg ser bestemt ingen tegn på ‘pædofili’ i mødet mellem Inge og den hjemvendte godsejersøn. Jeg ser hende som repræsentant for et sæt ofte anvendte kvindelige værdier. Hun udtrykker omsorg og empati og han oplever et menneske, der er rart. Det er tilladt at føle…også overfor en ungt barn. Og iøvrigt er Bornedals kvindetyper stærke og direkte. De virker ikke til at have tabt mælet.
    Heldigvis byder serien på andre skuespillere end den kendte ‘klan’ hvilket er forfriskende. Jeg er optimist og ser frem til at se serien til ende. Gidder ikke høre på mediehysteri over prisen! Hallo medier, opfind andet end middelmådig forargelse bare her op til den søde juletid!

  10. Af Mikkel Nielsen

    -

    Prut 🙂

  11. Af Mikkel Nielsen

    -

    PRUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUT c:

  12. Af Halalalalalala Selvmordsangreb

    -

    KA-BOOOOOM

Kommentarer er lukket.