Her er typerne, der kommenterer dit debatindlæg

Af Mads Holger 47

I dag kunne jeg her på bloggen godt tænke mig at træde et skridt tilbage og for en stund rent undtagelsesvist beskæftige mig med selve dette medie. Som det vil være de fleste bekendt, har læserne under dette indlæg mulighed for at kommentere. Det er man som skribent typisk glad for, at de gør, fordi det vidner om en interesse for det skrevne. Omvendt må jeg også være ærlig og tilstå, at ikke alle kommentarer er lige kvalificerede. Det er som så meget andet ofte en pose blandede bolsjer, og der er bestemt også et par dameskrå og hold kæft bolsjer imellem.

Jeg har nu efterhånden gennem mange år bl.a. givet mine meninger til kende via dette blogmedie både her på Berlingske, men også andre steder i danske medier, og hertil kommer så de sociale medier, som jo har en del med blog-mediet til fælles. Det har givet mig et ganske godt indblik i, hvem der kommenterer samt hvordan, og jeg har det i det følgende forsøgt at lave en fortegnelse over de forskellige typer af både kvalificerede og knapt så kvalificerede kommentatorer.

 

Enkeltsagsmanden

Enkeltsagsmanden er en klassiker blandt kommentatorer. Han har én sag, som han brænder inderligt for, og det er ham fuldkommen ligegyldigt, at det skrevne indlæg omhandler noget helt helt andet. Hans sag kan sagtens være både rimelig og legitim, men hans passion for denne enkeltsag nægter ham at tilsidesætte den nogensinde, og så ser han i øvrigt fuldkommen stort på, at dagens tema er et komplet andet. Det kan være en mand, der engang er blevet solgt et hus med et fladt tag og er blevet snøret, eller det kan være en mand, der har stor fidus til skifergas som energikilde. Det er sagen uvedkommende, for uanset om man som skribent skriver om lystfiskeri, selvmord eller Algeriet, så skal han nok få drejet emnet ind på huse med fladt tag, for det sidder end og meget dybt i ham. Han er typisk lidt oppe i årene og har ofte haft det vanskeligt grundet netop sin enkeltsags manglende indfrielse, men han er forvisset om, at han nok skal vinde en dag.

Partisoldaten

Partisoldaten oplever alting som en kamp mellem hans politiske parti (eller fløj) og modstanderne. Hvis man eksempelvis skriver et indlæg med kritik af et undervisningspolitisk forslag, som regeringen har fremsat, så vil partisoldaten hertil straks bemærke, at oppositionen faktisk selv fremsatte noget lignende, dengang de havde regeringsmagten. ”Så hov hov, det man siger er man selv”. Partisoldaten indlæser alting i en konkret politisk virkelighed og er komplet blind for, at mange indlæg er forfattet uden at være tænkt som en strategisk manøvre, der skal skubbe befolkningen i en bestemt partipolitisk retning. Rygtet vil vide, at flere politiske partier på lønningslisten har folk, der netop sidder og monitorerer disse medier for straks at tage til genmæle, hvis deres parti kritiseres. Jeg ved ikke, om dette rygte er sandt, men partisoldaten har i hvert fald ofte et forbløffende godt kendskab til folketingets afstemningsresultater fra eksempelvis årene 1965-66 og samtlige eksemplarer af Statstidende lige ved hånden. Partidoldaten er ofte lidt oppe i årene og måske pensioneret, men endnu  i stand til flexjobbe lidt på denne vis.

Medløberen

Medløberen er din ven, og uanset hvad du skriver, er han umådelig begejstret. Han har besluttet sig for, at alt, hvad der kommer fra din pen, er genialt. Som skribent er man indlysende nok typisk glad for medløberen, men nogle gange kan han også have den modsatte effekt, når eksempelvis man har skrevet et langt, tilstræbt indsigtsfuldt og meget selvhøjtideligt indlæg om Søren Kierkegaards foregriben af senmodernitetens kompleksitet i dennes fravær af transcendensens kulturelle anerkendelse, og medløberen så anerkendende kommenterer dette med replikken ”Spot on, LOL, ROFL” eller ”grineren”. Medløberens karakter afhænger selvsagt meget af skribenten, men han forekommer mig navnlig udbredt blandt unge mænd under uddannelse eller enlige kvinder i sidste del af den fødedygtige periode.

Kannibalen

Kannibalen er ligeglad med skribenten og dennes indlæg. Han er kun til stede i kommentarsporet for at gå løs på sine ærkefjender blandt de øvrige kommentatorer samme sted. Meget ofte hænder det, at de første tre-fire kommentarer knytter sagligt an til indlægget og dets emne, men herpå kommer så kannibalen og kalder en af de øvrige kommentatorer for en stor kraftidiot, og så kan de ellers over 100 kommentarer hygge sig længe frem i tiden, mens alle andre ved, at nu er debatten om det egentlige emne på dette tidlige tidspunkt definitivt forbi. Kannibalerne kender også typisk hinanden fra andre blogs. De har typisk lige haft en batalje over hos Søren Pind eller Eva Selsing, og de ved, at de andre kannibaler er dokumenterede nazisvin eller børnemisbrugere. Det er helt sikkert. Kannibalen er ofte en mand og gerne pensioneret. Han har i hvert fald masser af tid.

På-den-ene-side-og-på-den-anden-side-Ulla

På-den-ene-side-og-på-den-anden-side-Ulla er meget populær, og hendes synspunkter vinder altid stort gehør. På-den-ene-side-og-på-den-anden-side-Ulla findes ikke kun som kommentator, men kan også opleves som meningsdanner andre steder i opinionen. Hendes geniale koncept er at tage ethvert fremført synspunkt for så at moderere det lidt og også at redegøre med moderat sympati for det modsatte synspunkt. På den måde forsøger På-den-ene-side-og-på-den-anden-side-Ulla altid at være syntesen af tese og antitese, og det er uhyre dansk. Hun er typen, der i et dommerembede kunne tænkes at skulle dømme i en sag, hvor en mand (x) mødte frem i retten for at beskylde en anden mand (y) for at have myrdet x, selvom denne var lyslevende til stede i retten. Hvis den anklagende part x forlangte den anklagede part y dømt med ti års fængsel, ville På-den-ene-side-og-på-den-anden-side-Ulla søge kompromisset og straffe y med fem års fængsel. Ulla er som angivet af navnet klart kvinde eller alternativt en meget kvindagtig mand, der ikke er bange for at gå til både yoga og på fuld barsel, mens han aldrig kommer for sent til andet end tantra om tirsdagen.

Konspirationsteoretikeren

Konspirationsteoretikeren ved hævet over enhver tvivl, at skribenten har urene motiver og er klart inhabil. Uanset om man skriver om kystsikring på Bornholm, så vil konspiratoren fastholde og påvise hævet over enhver (egen) tvivl, at skribenten er finansieret af medicinalindustrien, Nestlé og Build a bear gruppen. Han er typisk en ung mand under en uddannelse, der næppe nogensinde vil bringe ham i forbindelse med arbejdsmarkedet.

Simon Wiesenthal kommentatoren

Simon Wiesenthal kommentatoren er din værste fjende som skribent. Du har engang i tidernes morgen trådt ham gevaldigt over tæerne (måske kysset hans nuværende kæreste). Han vil forfølge dig herfra og til helvede og tilbage igen, han skal nok få fat på dig. Også han optræder ikke kun som kommentator, men kan meget vel også dukke op med selvstændige indlæg andre steder i opinionen. Typisk er han ikke helt så godt kørende, som han selv mener, at han burde være. Måske har han selv oprettet en privatblog og skriver engang imellem på K-forum, ligesom han også gerne jager dig på de sociale medier. Selv har jeg gennem min karriere som skribent i særskilt grad formået at tiltrække mange Simon Wiesenthal-typer, hvoraf flere af disse også optræder i Berlingskes spalter (ingen nævnt, ingen glemt). For denne type er det fuldkommen ligegyldigt, om han er enig med dig i den konkrete sag eller ej. Han er sat på jorden for alene at overvinde og skade dig med alle forhåndenværende midler, og skrev du et hyldestindlæg om hans mor, ville han ikke tøve med at betegne hende som en ko. Han kender skribenten indgående og kan finde på at fremdrage dine danske stile fra 7. klasse, hvor du har tilkendegivet et andet synspunkt, som du så 20-30 år siden stilles til regnskab for. Han skal nok få ram på dig. Han er typisk et par år ældre end skribenten selv og ofte uden den helt store succes. (Kan meget vel være arbejdsløs akademiker med masser af tid).

Fejlfinderen

Fejlfinderen kan minde meget om ovenstående, men de to er ikke helt identiske. Når man som skribent har en stor produktion af indlæg, er det næsten uundgåeligt, at der fra tid til anden indsniger sig enkelte småfejl i værket. Det kan være stavefejl, slåfejl eller ved enkelte lejligheder sågar faktuelle fejl. Uanset hvad skal fejlfinderen nok finde dem og påpege dette. Han elsker det, og ofte mener han at kunne kassere hele dit indlæg, hvis blot han kan påvise en lille fejl. Måske kom du til at henvise til en artikel fra Politiken lørdag den 26. marts, mens han i sin overlegenhed klart er bekendt med, at den 26. marts i år var en fredag, og så er du i hans klare forståelse færdig som gårdsanger. Også han eller hun (for de findes i begge køn) er typisk under uddannelse eller arbejdsløs akademiker. Han kan i øvrigt også meget vel være journalist.

Idioten

Idioten er som i ordets græske betydning af ordet en privatperson. Han er ligesom ikke rigtig med i legen, men dukker alligevel op fra tid til anden for at skrive noget ”helt skørt” om ikke andet så for at anskueliggøre, at han er da ligeglad. Ofte er han dig negativt stemt, og endnu oftere vil han ikke angribe det skrevne (som han sjældent har læst) men din person med ad hominem argumenter. Hans konklusion vil gerne være den, at det er en skandale, at det pågældende medie overhovedet har givet dig ørenlyd. Uanset hvad burde du slet ikke komme til orde, så forfærdelig er du nemlig. Idioten kan have meget til fælles med Simon Wiesenthal kommentatoren, men han er sjældent lige så kvalificeret og slet ikke lige så vedholdende, for lige straks finder han et andet sted at være idiot. Han underskriver sig gerne anonymt og gerne med noget helt skørt og tosset såsom brugernavnet Onkelmorfar99, og er han på Facebook, kan du være temmelig sikker på, at hans profilbillede forestiller en af filmen Stjernekrigens stormtropper med tylskørt på.

Den frelste

Den frelste er nok den mest klassiske kommentator. Hun (og ja, hun) er højt hævet over dig rent moralsk, og hun skriver alene sine kommentarer for at anskueliggøre dette, hun har absolut ingen andre motiver. Hendes yndlingsord er menneskesyn, men endnu bedre empati. Empati er et fantastisk ord for den frelste. Det klinger lidt akademisk, indgår sjældent i hverdagssprog, og få kan helt redegøre for dets betydning, men det er vist en kombination af empiri og sympati. Empati er meget vigtigt for den frelste, der er faktisk ikke noget vigtigere i verden. Hun er gerne passivt aggressiv og meget nedladende. Måske synes hun ligefrem, at det er synd for dig (dit svin!). Den frelste er kvinde, venstreorienteret eller mandlig feminist, som dette til trods har været uden videre held i sprøjten hos damerne.

Professoren

Professoren er hurtigt gengivet. Han omformulerer dine synspunkter for derved at annektere dem, og så kommer han med to-tre kildehenvisninger til bøger og publikationer, som ingen tidligere har hørt om. Han kan være kvalificeret og under tiden sågar sympatisk, men han kan også være irriterende. Han er gerne mand og oppe i årene.

Misantropen

Misantropen ved, at uanset sagens genstand, så er det hele enten Pia Kjærsgaards eller muslimernes skyld. Det ved alle, og han er så overbevist, at han sjældent giver sig af med at argumentere. Meget ofte oplever man som skribent at have gjort sig umage for at udlægge en sag om f.eks. VM i Mexico 1986, og efter to kommentarer dukker så misantropen op og forklarer, at 5-1 nederlaget til Spanien var muslimernes skyld, hvorpå enten den frelste eller På-den-ene-side-og-på-den-anden-side-Ulla modargumenterer, og så er det slut med at interessere sig yderligere for VM i Mexico i den debat. Han er ofte sammenfaldende med Kannibalen.

Når alt dette er sagt, må vi naturligvis ikke glemme, at hovedparten af både læsere såvel som de mennesker, der deltager i debatten, er fornuftige og velmenende folk, som dog ikke altid er lige så underholdende som disse arketyper.

 

 

 

 

 

 

47 kommentarer RSS

  1. Af Søren Revser

    -

    Jeg passer overhovedet ikke ind i nogen af kaserne. Men det kunne faktisk være sjovt at lave nogle tilsvarende kasser til de “priviligerede” blog indehavere.

  2. Af Nikolaj Høgsbro

    -

    ..Og så er der jo også ham, der lige skal give sit besyv med. Man møder ham gerne når man børster tænder (eller er det bare mig?).

  3. Af Jørgen F.

    -

    …der skrives alt for lidt om kystsikringsmafiaen i dagspressen! Spot on Mads. Det er formentlig de satans blå venstreborgmestre på vestkysten , der styrer det show. På den anden side – det kunne også være her ISIS får deres funding.

  4. Af Hans Sørensen

    -

    @Søren Revser
    Syntes nu du er den perfekte kombination af Enkeltsagsmanden (boligejer og afdragsfrie lån hader ) og Idioten (læser ikke, argumenterer ikke, men fyrer BS af i hvert eneste indlæg).

    @Mads Holger
    Godt skrevet. Det var også på tide, du skriver noget som er knap så pinligt som normalt.

  5. Af Sten T Bundsgaard

    -

    Gad vide om ikke det bare er kedsomhed det hele.

    Blog skribenter og kommentatorer – Hvad udløser egentlig den slags?
    Der er selvfølgelig altid manglen på noget fornuftigt at tage sig til, når nu kotteletterne selv springer op på panden.

    Bevares, blog indehaverne og resten af “the talking classes” får sågar et vederlag, der fritager dem for at deltage i det virkelige liv, hvor værdiskabelse som bekendt fylder en smule mere end selvpromovering.

    Vi andre er så nok bare en del dummere og/eller kedet til døde i det moderne slaveri.

  6. Af Kevin Mikkelsen

    -

    Spot on Mads Holger! LOL.

    …og man bør heller ikke glemme “dusin-hybriden” der nemt indeholder alle de 12 typer på en og samme gang…ROFL!

  7. Af Hans Sørensen

    -

    @Søren Revser
    Syntes nu du er den perfekte kombination af Enkeltsagsmanden (boligejer og afdragsfrie lån hader ) og Idioten (læser ikke, argumenterer ikke, men fyrer BS af i hvert eneste indlæg).

    @Mads Holger
    Godt skrevet. Det var også på tide, du skriver noget som er knap så pinligt som sædvanligt.

  8. Af Hans Hansen

    -

    Jammen det er da meget rigtigt Mads Holger 😉

    Arketyper som beskrevet. Hvordan vil du selv beskrive dig som blogholder?

    Jeg mener, man skriver i politiske blogs fordi man har noget at sige, og/eller fordi man har noget at lære? Alle behøver respons på udsagn, naturligvis bortset fra politikere uden den tilstrækkelige og helt nødvendige demokratisk forståelse, for hvem der PT er rigeligt af, samt religiøse fanatikere og andre med gammel identitet og mistet evne til at lære?

    Eller blot evnen til at forstå samtid, historien og hypotisk kvalificerede fremtidsgæt (profetisme vs metaforisme). Enkelt er det jo ikke altid, men jeg fornemmer en vis frustration Holger?

    Find Holger. Kender du den? Eller hvem gør ikke?

  9. Af Søren Revser

    -

    Hvis ikke jeg havde et fornuftigt og værdiskabende job at passe ved siden af, så ville jeg helt sikkert kede mig ihjel.

  10. Af A .

    -

    I mit næste liv vil jeg være blog skribent 🙂

  11. Af Hans Hansen

    -

    SØREN REVSER – 25. JUNI 2014 17:16

    Hvorfor f….. laver du så ikke bare noget andet? Har du ikke noget mere du kan lære?

  12. Af Nanna Jensen

    -

    Jamen hvor er det dog rædselsfuldt, at jeg kan genkende mig selv i “Den Frelste”. Jeg må til at styre mig selv noget mere, tror jeg… Tak for øjenåbneren!

  13. Af Preben Jensen

    -

    Et både vittigt og morsomt oplæg, om visse blog-typer. Og hen ad vejen kan vi vel også få noget mere af samme slags om debat-nisser, debat-trolde, tågehorn og arrige eller pludrende feminister. Og så er der jo de døvblinde og multi-handicappede som er iført skyklapper, men som alligevel er utrolig bedrevidende vedrørende alting, selvom de ikke har fattet en dyt af det hele. Dem kan man måske også skrive noget humoristisk om?

    Lad os i det hele taget få noget mere humor på banen, det er der brug for i en tid hvor det hele går ad H til, fordi nomenklaturaens politik er syg og pilrådden hele vejen igennem.

    For det er den jo. Der er ikke meget at grine ad, når det gælder Borgens og regeringens opførsel overfor vælgerne/ danskerne.

  14. Af poul clausen

    -

    Med risiko for at blive dömt medlöber.

    Mads Holger er guld/gud……..Der findes kun en lille håndfuld
    i dette land….Godt nok et meget lille land, men det er ikke mange;;;
    Så vi hyller höjt dem vi har.
    pc.

  15. Af Carsten Nielsen

    -

    Det er muligtvis den mest underholdende artikel jeg længe har læst. Jeg er desværre bange for at, uanset hvor veluddannede og sofistikerede vi anser os selv for at være, så kan vi ikke undslå os for at inholde lidt af det hele 🙂 Jeg håber naturligtvis at jeg selv er lidt mere nuanceret end som så, men jeg må erkende at jeg til tider kan indholde lidt af hvert, fra de beskrevne typer. Undskyld på forhånd 😀

  16. Af Niels O

    -

    Jeg medgiver at være partisoldaten (K). Uden dog hverken at være medlem eller betalt. Bare entusiastisk.

    Ellers morsom blog og kunne også udpege andre kendte debattører til at passe ind i bestemte bokse (men må hellere lade være).

  17. Af klaus nielsen

    -

    “Konspirationsteoretikeren
    Konspirationsteoretikeren ved hævet over enhver tvivl, at skribenten har urene motiver og er klart inhabil.”

    Jamen var det ikke dig, Mads Holger, dengang du bloggede om lærerkonflikten? Jeg mener, at du passer perfekt!

  18. Af klaus nielsen

    -

    Ups – glemte at skrive at “skribenten” skal udskiftes med “lærerene” og “inhabil” udskiftes med “uduelige”

  19. Af Frank Andreasen

    -

    Kære Mads Holger

    Ret bekvemt at putte folk i “kasser”.

    Så er man nemlig fritaget for at vurdere deres argumenter.

    Hvad. med i stedet at prøve at besvare som fx Støvring ulejliger sig med?

  20. Af Niels Skov

    -

    Der mangler den vigtigste type af dem alle: “Jenni Christensen, Spanien”, der vel personligt står for 50% af al internettraffik i universet 😉

  21. Af Knud Madsen

    -

    AF NIELS O – 25. JUNI 2014 20:20

    Gad vide hvorfor jeg straks kom til at tænke på dig??? 😀

  22. Af victoria krone

    -

    Lidt morsomt at putte i kasser, og så udelade den kasse som indeholder folk, som egentlig mener at have en relevant betragtning – uden nogen fordomme.

    Det tyder på Mads Holger er en smule paranoid og egentlig slet ikke ønsker kvalæificeret relevant feedback… blokken er mere af retorisk karakter.

    Hmm… gad vide om jeg nu havner i “idioten” 😉

  23. Af Preben Jensen

    -

    HVAD MED LIDT GALGEN HUMOR…..?

    De meget almindelige læsere og bloggere (som sjældent sætter en kommentar på) er vist ikke med i nogen af kasserne ovenfor…………………… nemlig de mange naive, godtroende, passive og autoritetstro typer som bruger en stor del af deres liv på at tro på alle mulige overfladiske og halve sandheder.

    De synes f.eks. at det lyder sødt og smukt med FN…..Forenede Nationer. De opdager måske aldrig at nationerne i FN kun er “forenede” på den måde at de er enige om at være uenige. F.eks. er de muslimske “menneskerettigheder” helt, helt anderledes end de vestlige. Og ofte har nationerne en fjendtlig indstilling til hinanden.

    De naive tror også på velfærdsstaten, ligestillingen, demokratiet, hospitalsvæsnet, integrationen, det yndige land og DRs udsendelser om den evigt dalende kriminalitet og de overlykkelige danskere. De har ikke opdaget AT velfærdsstaten er ved at bryde sammen, AT ligestillingen er endt i magtstræb, grådighed og mandsfjendske tiltag, AT demokratiet er ved at være en farce og en illusion, AT regeringens politik er forræderisk, katastrofal og rødfascistisk, AT hospitalsvæsnets kvalitets rutsjetur ned ad slidsken sender tusindvis af patienter ud i unødige lidelser og tidlig død, AT integrationen og ulandshjælpen er lig med hundredvis af milliarder smidt ud af vinduet, AT det yndige land er ved at blive udskiftet med et hæsligt totalitært samfund, og AT DRs udsendelser ofte er rendyrket og vildledende radikal propaganda.

    Og de har slet ikke opdaget at Danmark nu i rasende fart er på vej mod fuldstændig barbariske og vanvittige tilstande, hvor millioner af danskere vil blive ofre for magtmisbrug, idioti, statslig plyndring, skandaler, fattigdom, familieopløsning/ skilsmisse, hjemløshed, importeret kriminalitet, blodige konflikter, terror, nye sygdomme og stribevis af totalt umenneskelige og asociale politiske overgreb.

    Disse naivister og dagdrømmere deltager sjældent i debatten, og hvis det endelig sker er det ofte kun med een, to eller tre linjer, med en eller anden påstand uden argumenter. De svømmer rundt i bedrag og selvbedrag, og som vælgere bidrager de til at sende både sig selv og hele Danmark ud i kulden og mørket.

    Der er nok ikke meget vi kan gøre ved det, men måske kan vi få nogen galgenhumor ud af at demokratiet bruges til at udslette demokratiet og vores land?

  24. Af Dorte Jørgensen

    -

    Jeg vender din artikel om til noget positivt, det er da godt Danmark er spækket med
    individualister som har forskellige indfaldsvinkler til det skrevne, for ellers ville det
    være for kedeligt at læse blogs……

    Jeg vender den lige om en ekstra gang til…..vi læsere og seere af “aviser og TV” har det
    lidt på samme måde tror jeg….vi inddeler også jer journalister/producere i forskellige
    kategorier ud fra vores oplevelser af det I leverer os i avisen og på TV……vi tænker dog
    i andre kategorier eks.vis som følgende:

    Faglig dygtighed
    Sproglig dygtighed
    Spændende stof
    Varierende stof
    Udviklende og innovative indslag/programmer
    Mere indlandsstof end udlandsstof og indlandsstof som førsteprioritet
    Nærhedsbegreb
    Humor er en general mangelvare efterhånden overalt
    Virksomhedsinformationer og programmer som relaterer til dansk økonomi
    Politiske indslag med større politisk værdi og mindre krigsdramaer
    Mere og mere uddybende stof om den hurtig accelererende IT-verden
    Højere kvalitet på den tekniske del af nyhederne på DR1 + DR2 og TV2
    Bedre udvælgelse af TV-nyhedsjournalister “vi mangler flere af dem som går lige i hjertet”
    De store danske medier henter ikke inspiration nok fra de lokale medier
    Meget mere EU-stof i alle medier, primært stof som får betydning for os danskere
    Menneskelige forandringer psykisk og fysisk igennem livet (lige så interessant som sex)

    Og ikke mindst:

    Lad almindelige borgere komme mere til orde i spændende indslag og programmer i alle medier, det er stof som interesserer de fleste, eksempler som vores angst for “det nye Danmark med indvandring og alle forskellighederne når vi skal bo dør om dør, det være sig madlugte, danskere taler sammen og de nærmest råber når de taler indebyrdes, skadedyr i boligerne, tildækket ansigter og hættetrøjer, samt alle de andre vigtige ting, vi danskere er blevet angste for som de mange nedskæringer, finanskrise, kriminalitet, flere bander og mere hård vold på gaderne og tyverier af sagesløse ”

    Vi danskere “er ikke blevet klædt godt nok på psykisk” til alle disse forandringer i vores liv og det er sket for hurtigt, alt for hurtigt……det burde overmagten have tænkt på, før de accepterede så stor en indvandring………..det ville også have været til gavn for indvandrene og hele Danmark !!

    Vi er et samfund af kloge og mindre kloge med mange forskellige holdninger og erfaringer og nederlag og succes og forviklinger og samfundsforståelse og dramaer og opvækst ikke mindst……………….HELDIGVIS ER DER PLADS TIL OS ALLE OG NYTÆNKNING IKKE MINDST !!!

    Og grupperinger er måske ok på papiret men absolut ikke godt i det virkelige liv !!

  25. Af Jan Petersen

    -

    @ Mads Holger

    Du nævner 12 forskellige typer, der kommenterer debatindlæg. Det har jeg ikke det store problem med. Hvad der derimod blinker rødt (for fare) i mine demokratiske øjne er, at 5 blogs på Berlingske forside lige pt KUN er i stand til at mønstre 116 indlæg. Muligvis ikke bloggers skyld, men det er da udtryk for demokratisk underskud, så det vil noget 🙁

    Har du nogen idé om, hvad det mon skyldes? 🙂

  26. Af Henrik Knage

    -

    Koleriker

    Det ydre udtryk: Et kolerisk menneske har en meget selvbevidst, målrettet og fast gang, der med hvert skridt planter foden med hælen først, hårdt og bestemt. Kolerikerens bevægelser er fremadrettede og iltre, med en rank fremtoning. Selve kropsbygningen er lille og kraftig, lidt fortættet og firskåren, med et hævet og målbevidst hoved. Et menneske med dette temperament, har meget energiske og skarpskårne ansigtsudtryk, med intense, glødende sorte øjne. Blikket kan virke stirrende eller vredt, men dette må opfattes som et udslag af energi, der ligesom håret, – der går mod de mørke toner, eller helt klassisk det røde hår, – viser de stærke Jeg- og ildkræfter der er dominerende i dette temperament.

    Der er også “Soldaten”.

    Soldaten er personen der helst vil gøre tinge selv f.eks. B.S. Christiansen. Atletisk bygget m.v.

    Så er der “Levemanden”

    Har du læst “Levemand Til Søs” Mads Holger?

    Tror du kan støde på megen lommefilosofi hvad kvinder angår! 🙂

  27. Af Kristian Andersen

    -

    Du glemte racisten. Dem er der efterhånden mange af i samtlige debatter.

  28. Af Preben Jensen

    -

    365 TYNDE SKIVER PR. ÅR BLIVER TIL RIGTIG MEGET PÅ TO, FEM ELLER TI ÅR………

    PS: Det som naivisterne heller ikke forstår, det er at når et “system” hver eneste dag året rundt fører sig frem med salami-metoder, familiefjendsk og børnefjendsk politik, løgn og humbug, dybt åndssvage ” reformer”, udskiftning af befolkningen og mere og mere udemokratiske, landsskadelige og hensynsløse totalitære tiltag……………….

    er det noget der kan ende i velfærdsbankerot og fattigdom samt massedød eller folkemord, hvorved praktisk taget alle danskere vil blive ofre for de politiske svigt der har ført os frem til at vi kun har pest og pest at vælge imellem, medmindre vi starter en demokrati-bevægelse.

    På en enkelt dag skæres der kun en tynd skive af vi danskeres økonomi, velfærd, fred og sikkerhed, men 365 tynde skiver bliver jo tilsammen en tyk skive, og en dag når vi altså frem til at det er slut, så intet er tilbage af det Danmark som vi havde før i tiden……………………….

    og hvor vi danskere ikke uafbrudt blev bombarderet, plaget og tyranniseret med skatteplyndring og tårnhøje huslejer, nedskæringer og forringelser, forfølgelse af boligejere, bilister, lønmodtagere og erhversdrivende, lukning eller nedrivning af kaserner, posthuse, butikker, skoler, og boligblokke og daglige hospitalsskandaler samt voksende formynderi og kriminalitet osv.

    Fra dag til dag kan det måske være svært at registrere eller være næsten umærkeligt at Danmark hele tiden glider ned ad slidsken, men ikke desto mindre er kursen sat mod den totale katastrofe. Og det burde vi egentlig alle være optaget af. Skal den forhindres kræver det en bred folkelig indsats.

  29. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Det er meget godt med en typologi af kommentatorerne; men et mere alvorligt emne er bloggerens dagsorden.

    Berlingske har excelleret i to bloggere med afgjort illegitime dagsordner: Anne Sophie Hermansen og Niels Krause-Kjær.
    Deres – til tider slet – skjulte dagsorden var at kolportere bankernes uhæderlige og svigagtige bortforklaringer i almindelighed (Anne Sophie Hermansen) og Danske Banks (Niels Krause-Kjær) i særdeleshed.

    Det vil ikke sige, at de ikke kvidrede op om andet. Anne Sophie Hermansen havde en ubegrundet mening om alt – undtagen det, der vedrørte hendes egentlige dagsorden, nemlig forfalskning af kendsgerningerne omkring sin arbejdsgiver Alm. Brand Banks fuldstændig ansvarsløse og uduelige adfærd.
    Krause-Kjær havde sådan set nogle rimelig fornuftige vurderinger – der så bare var ukontroversielle og uinteressante – lige så snart, han bevægede sig væk fra den opgave Danske Bank og det Konservative Folkeparti havde sat ham i verden for at forplumre.

    Sagt på anden vis: Begge disse bloggere forsøgte til de grader at snakke udenom problemerne, at man blev nødt til at holde dem til sagen – som de af al magt forsøgte at skjule.

    Resultatet er, at de eneste af Berlingskes bloggere, der er interessante – som holder sig til sagen er:

    Uffe Ellemann, der endskønt han til tider bygger sin opfattelse på noget bedagede oplysninger, så alligevel har en klar dagsorden, som han står ved med en argumentation, som man kan forholde sig til. Og Uffe har den fordel, at han bliver klogere – og kan gøre klogere.

    Benny Engelbrecht, der helt naturligt og åbent har regeringens politik som sin klare dagsorden – at det så kører på politisk korrekt terminologi, det er nok en erhvervsskade, som man kan tage højde for. Men han har egentlig også et ønske om en debat – og kan blive klogere.

    Med disse to undtagelser er der ellers en tendens til at der er tale om illegitime skjulte dagsordner – forklædt som debat.

  30. Af J. Han sen

    -

    Af Søren Revser – 25. juni 2014 15:41
    “Men det kunne faktisk være sjovt at lave nogle tilsvarende kasser til de “priviligerede” blog indehavere.”

    Nu har Mads Holger jo lavet kasserne.
    Så kan man jo selv afgøre, hvilken han skal proppes i.
    Han mangler dog en kasse.
    Det er dem som han ikke synes om. Og hvis indlæg han sletter.

    Og når nogle i henhold til Mads Holger ikke forholder sig til han skriver. Så kan det jo skyldes at der ikke er noget at forholde sig til.

    Hvorfor sletter du undertegnedes indlæg Mads Holger.
    Er det fordi man ikke passer i nogle af kasserne.

  31. Af niels o

    -

    Så er der jeg-føler-mig-truffet-og-bliver-derfor-enorm-sur-så-jeg-går-til-gengæld-ad-hominem-på-ham-der-tillod-sig-at-sige-det-om-mig-typen.

  32. Af Ole Skovgaard

    -

    @Du har glemt en meget vigtig type Mads Holger nemlig “Landsbytossen” typen som det ene øjeblik argumenterer sagligt inden han pludselig svinger om i @Arne Ruud, Esbjerg landsbetjenten stemte Konservativt, og stod dagen lang og fotograferede almindelige kriminaliserede borgere, om aftenen tændte han op i grillen hev lønnen i automaten og filosoferede over at landet har brug for flere af hans type.

    Så kan man pludselig pludselig skifte type til “Enkeltsags typen” som mener at landet er en rød facistisk skørte regime af en stat, på landets hospitaler er lægerne i ledtog med syge plejersken med den fælles dagsorden at aflive patienterne hurtigst muligt og det hele er Thornings og skørte regimets skyld.

    Endelig kan vælge at blive Kannibal herligt (og punke løs på de andre) og lidt kannibal er der vel i os alle. Når alt er sagt så send bare flere penge eller vi brokker os. Og når pengene så igen igen er bevilliget og resulterer at skatte trykket i landet igen igen igen kravler deropad så er det alle de andre tossers skyld. Gid der var nogle flere landsby tosser så var dette land sgu nok mere normalt og med et mere normalt omkostning niveau sammen lignet med andre EU lande.

  33. Af Klaus Simonsen

    -

    Der er noget galt her.

    Overskrifterne for de enkelte typer henviser godt nok til nogle tænkte klaphatte, som generer de seriøse bloggere. Men det er jo slet ikke det, det handler om.

    Det er jo journalisterne selv, og deres mangfoldige vinklinger og skæringer (med og uden udtalelse fra eksperter) der omtales.

    Eller?

  34. Af Søren Revser

    -

    Det specielle ved blogs er, at det er en udmærkelse at blive kaldt idiot.

  35. Af Lonny F ischèr- korrespondent

    -

    Mads Holger ! Du glemte os, der sidder og funderer over , hvornaar mon klokken bliver 5 ! Saa vi kan smutte ! —Det kan meget vel være . Naar dagen er saa ubegribelig kedelig, at vi bare længes efter, at komme hjem og blive budt velkommen af katten og hunden ! De stiller ikke krav om kreativitet paa tegnebordet ! Ellers synes jeg, at du har ramt plet ! De fleste (hvis man kigger efter tidspunket paa dagen, hvor de arbejds-løse evigheds s.u. modtagere skriver med deres ubehjælpsomme menneskekundskab ) Ellers har du ret Holger ! Gab- Saa nu gaar vi hjem !

  36. Af Erik Larsen

    -

    Gud sikken en gang vrøvl! Mads Holger, du er da ude i hampen.
    Vi der gider overhovedet at skrive ind til både dine og andres artikler, er da ikke nogen som helst andre mennesker end danskere, der er frustrerede over hvor ufatteligt ringe f.eks. den siddende regering samt f.eks. Løkke og din ven Barfoeden opfører sig.
    Og DET HAR JO INTET AT GØRE MED alle de skøre “rubrikker” du forsøger at placere folk i. – DET ER EN OMMER!! SORRY!

  37. Af Thomas Jensen

    -

    Der mangler en karakteristik. Den opmærksomhedssøgende. Ham, (eller hende), der springer til tasterne for vidt og bredt at fortælle tilfældige anonyme læsere, at man kan genkende sig selv i en af de tolv beskrevne kommentatortyper.

    I farten glemmes det at hver og en er beskrevet som irriterende og distraherende elementer som ikke bør blande sig i den debat som bør forbeholdes den kreative klasses udveksling af elitære yndigheder.

    Det er selvoptaget når man er så frisk på at kategorisere sig selv som medlem af en af de tolv irritationsgrupper, hvis bare man kommer i centrum for opmærksomhed.

  38. Af Christian V Petersen

    -

    fuck – hvordan skal jeg nu skrive? 🙂

  39. Af Lonny Fischèr

    -

    Mads Holger ! Hvis man forlangte, at folk skulle skrive deres alder ! Ville det jo være let, at frasortere de talløse bistands-klienter, der bliver opbevaret paa diverse anstalter ! —Ellers er det en god idè med saa mange pensionister (alders) ! De har som en god historie, at fortælle ! .—Curlingerne ! naa ja, de har kun været paa drukferie forsk. steder “det er deres livserfaring ! “

  40. Af Lonny F ischèr

    -

    Som en anden skrev længere oppe ! “det er kedsomhed det hele ! ” Er nok den mere rigtige forklaring paa Mads Holgers analyse af, hvilke typer, der sidder og kigger paa blogs –ind-imellem “ET ubeskriveligt kedeligt liv ! Med tvungen arbejde, hvor man er tvunget til, at aflevere mere end halvdelen til “politikernes velfærd ! ” Den 2 halvdel af blog-kiggerne/svarerne ! Er jo som Mads Holger skriver ! S.u. evigheds gratister ! Der suger al kraft ud af os, der er havnet i politikerfælden ! Og faar trukket over halvdelen af hyren til skatten, der bliver (af politikerne) brugt til tant og fjas plus luxus forsørgelse af bl.a. samme politikeres afkom ! Som-om politikerne ikke fik mere end rigeligt i saakaldt “borgerløn! “

  41. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Sjovt skrevet – og det minder også om, hvad vi bloggere også udsættes for med mellemrum for ..vi skriver jo trods alt også, dog uden hyre. 🙂

    Og – vi kan ikke slette – men er prisgivet blogejernes velvilje, der ikke altid er til stede, hvorfor det har kunnet virke noget personligt, hvis man ellers ikke er enig med en blogejer, der dog tjener sin hyre, fordi der er nogen, der gider – endog også seriøst. Dem er der heldigvis mange af.

    Og – så skal man nok være lidt mere masochist en disse blogejere (de får jo penge for skidtet)- især hvis man ikke returnerer visse spande af .. ja, af en særdeles kendt ildelugtende substans, vi alle kender til daglig, når vi har indtaget et vist kvantum af den nødvendige føde for at overleve.

    Så – jeg har ikke ondt af blogejerne, når det åbenbart ikke kan være anderledes, at folk også skal fæcere (jeg kunne ikke lige finde ordet først i spalterne, fordi jeg ikke ville bande) – dog mere grelt tidligere.

    Men – også mødt sjove og rare mennesker på blogge, også trods uenigheder – Og, vi lærer alle af hinanden, så det skal vi være obs på. Det kan også være værdifuldt – med ny viden og anderledes vinkler – og især, når der skrives og henvendes med respect, så man (jeg) selv får yderligere lyst til at læse, slå og, tænke, reflektere ..:-)

  42. Af Lonny F ischèr

    -

    Birgit Hviid L.! Godt du er der ! —Og selvfølgelig er der nogle voksne med livserfaring ! Som alle burde være glade for ! Men, Hvis Mads Holger ikke har tænkt sig, at gøre noget ved sin ny-erhvervede viden at : Det hovedsagelig er s.u.evigheds-gratister ! skolebørn – og de utallige, der tilsyneladende bliver opbevaret paa komm. institioner ! –Der fylder op ! (med deres meget ringe livs-kundskab ! ex.druk-kundskab ) Saa kan Mads Holger godt glemme alt om debat-skriverne, der faktisk er seriøse ! –Ps. Vi skal have at vide, hvad d`herrer og damer faar i salær ! Som blok-holdere ! Det mangler da bare ! Tænk, hvis de faar “linje-betaling ! ” for blokkerene ! De seriøse ! ???

  43. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Lonny Fischer –

    Tak – og du har altid nogle herlige måder at sige tingene så ligeud på – og vi ældre er da ellers meget sjove ..og det med linjebetaling..så er der derfor, at de skriver så langt, at man, jeg I hv f, indimellem må springe over..men jeg har spurgt en ven en dag, og han mente, at de/Berlingske fik et el andet for hvert klik – noget med annoncerne/annoncørerne ..så nogle af os flittigere, der leverer år ud og ind, vi burde da lige have et lille honorar til bare netavisen, selv om ‘fornøjelser’ er dyre el kan være det og koster, så et lille ‘ringe’ beløb som tak for ulejligheden ..???

    Ja, jeg spørger bare, vi umager os da I hv f indimellem rigeligt, hvadenten de synes om umagen eller ej, ha, ha ..ja, gud ved, hvad der sker inden for voldene ..:-)!!!???

    Men vi kan da så prise hinanden lidt indimellem de også hårde ord og misforståelse el ønsker om, at vi lige passede ind i andres ‘ramme-opfattelse’ af nogle af os, engang imellem.

    Men – dejligt at høre, at der er nogen, der kan synes, at det er godt man er der – andre lige nu, hvorjeg bor synes, at jeg er ganske forfærdelig, hvis jeg sætter grænser for bade støj og børns leg, hvis det er I overkanten sådan lige ud for mig..åh, deres sarte dagsordener – og kan du ikke bare gå ind. Jeg vaar lige gået ud en dagførst kl. 15:30 – du forbarmende, der er ikke dét man ikke bliver beskyldt for at være..selv om vi hvad støj angår har en konkret ordensreglement, der gælder for alle – også mig, så går man på personen I st for emnet.

    Så – ordene falt på et meget tørt sted, Lonny! 🙂

  44. Af Lonny F ischèr

    -

    Det regner jo –og er rigtig koldt ! Men nu er jeg i DK.- Og vil have noget godt ud af “den ferie!” –Selvom jeg savner den franske høflighed ! Faktisk er det chokerende, at opleve at: Naar man hilser pænt paa de folk, som jeg passerer og komplimentère deres søde hunde (som de sætter udenfor forretningerne ! I Frankrig er man dyrevenner ! Selvfølge tager man hunden med ind i butikken ! Den skal da ikke være udenfor og være bange ! !!! –danskerne er aabenbart ligeglade ! De anskaffer vel bare en ny hund ! Naar “en fremmed !” stjæler den lille hund –og gaar hjem og slagter den velsagtens ! Eller sælger den til “et grusomt liv! ” Naa jeg hilser (det er vi vant til ! Saa faar man bare et surt fjæs ! !! Det er for anderledes ! Saa jeg har købt : Henrik Day` Poulsens nye bog (han er psykiater ) –: Hverdagens psykopater ! (mennesker der skader andre) –Og saa har jeg faktisk smidt mig i en “solvogn!” med 2 tæpper over mig i den kulde ! Og det næstbedste i livet er saa, at læse gode bøger ! Ellers glæder jeg mig tilbage til (les cigale s ) Cikadernes sang – varmen – og venligheden ! Mange hilsener til Birgit Hviid L. –

  45. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Lonny Fischer

    Så er du da uheldig med vejret – her er dejligt I det nordsjællandske – og jeg var ude, hvor folk smiled uventet til mig og var hjælpsomme mere end måske også forventeligt (Matas bla, så elskværdig) – og en lille tøjbutik, hvor jeg købte for sølle 50,- kr. – en så fin compliment til en ring jeg havde på, så dejligt med venlige, smilende og positive mennesker, så herligt ovenpå, hvad vi ofte repræsenteres for også på blogge, nogle af de samme ordvalg af forbandelser, set fra blog-universet, så helt ude I hampen af manglende bade empati, indsigt og respect og velopdragenhd – totalt manglende fordi det kun drejer sig om andre folks lille Hassan i stort og småt, de vil hellere at man klager – fremfor at være voksne og ansvarlige, respektfulde.

    Ak ja – og god læsning, selv skal jeg ud og lige læse de få sides sider I en romans 1.ste bind – og glæde mig til næste, der formentlig er ligeså godt. Bedste hilsner – og du er måske bare en frossenpind og vant til mere end 20-25 C.

    God læsning – og selv skal jeg lige ud aog løse de sidste 5 sider af 1ste den af en roman – I solen og med tilpas varme. Mvh BHL

  46. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Og – jeg kom ind for at sige, at jeg vist har væert for hurtigt med læsningen af m<ads Holgers overskrift for dette oplæg, da jeg læste, at det var, hvad han selv blev præsenteret for, hvor jeg skrev, at vi debatører ofte var udsatte ligedan ..så Sorry, Mads Holger. 🙂

  47. Af georg christensen

    -

    Hej, Mads Holger Er det virkelig alt , hvad du med dit indlæg er i stand til med slørede ord at præstere.

    Livet kan overalt være vidunderligt, hvis bare magt begæret og bedere videnhed overalt blev erstattet af : Forsøget på forståelse og accept af hinanden, det simple LIV, som det er og forståelsen herfor ikke længere bliver påtvunget af bedrevidenhed, men i fællesskab forenes. .

Kommentarer er lukket.