Lasse på folkemødet

Af Mads Holger 40

 


Som så mange andre journalister, politikere og meningsdannere har jeg tilbragt weekenden i Allinge på Bornholm til det årlige folkemøde. Det er nu tredje år, jeg deltager i denne festivitas, og således begynder jeg så småt at kunne detektere små forandringer. I år er vejret knapt så godt som de tidligere år, hvilket på sæt og vis også er relativt sigende for arrangementet. Det forekommer, at folkemødet så småt er ved at miste pusten. Det hele er meget forudsigeligt. Det er pengekat, fadøl og slush ice ad libitum, men ganske som med en slush ice er vi efterhånden også ved at være nået dertil, hvor den sødlige sirup så småt er ved at være suget ud og i papkruset kun efterlader en stor dum og smagløs isklump, som man ikke desto mindre borer sugerøret ned i for at konsumere den sidste bismag af nektar.

Folkemødet genererer forbavsende få historier eller politiske nyheder, og der lader til kun at være meget få interessante taleemner. En enkelt relevant fortælling er dog den, at Dansk Folkeparti under folkemødet har tilkendegivet, at de er klar til at gå i regering efter næste valg. Det er alt andet lige en interessant nyhed. Det forlyder endvidere, at det nye borgerlige parti af samme navn står til at få hver tiende stemme ifølge en meningsmåling, og endelig er der den tragikomiske vandrehistorie om, at Det Konservative Folkeparti i år har måttet droppe at invitere til fest på deres store træskib, som tidligere plejede at ligge ved havnens mest centrale plads. I stedet har de opstillet et campingtelt i udkanten af folkemødet, hvor der i regnvejret er kolbekaffe og Matadormix, men nogen har vist allerede spist alle de labre larver i papkrusene, og der er kun de der triste sorte lakridser tilbage.

Jeg tager i år tidligt hjem, hvilket vil sige allerede om lørdagen. Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, Bent Falbert, har været så god at tilbyde mig et lift frem og tilbage. Vi skal køre klokken 15, og jeg har overstået en frokost ca. kl. 13, hvilket giver mig et par timer til at flanere lidt rundt uden større mål og med. Jeg konstaterer igen i år med alligevel en vis forbavselse detaljeringsgraden af de stande og telte, som findes på havnen. Eksempelvis får jeg forvildet mig ind i ”Infrastrukturens telt”, hvor man bare kan få besvaret alle de spørgsmål, man måtte have om infrastruktur. Man kan sikkert også få en folder eller læse mere om letbaner og asfaltblanding i forbindelse med anlægning af nye motorveje i Jylland, Da jeg ikke rigtigt har så mange spørgsmål omkring dette emne vælger jeg i stedet at søge mod en café for at nyde et glas rosé i den tilbagevendte sol og spendere de få timers ventetid.

En del af forklaringen på de mange obskure stande og boder skulle angiveligt være den, at medarbejderne i eksempelvis Skjern kommune eller Sønderjyllands politis IT-afdeling har brug for at blive rystet sammen og få nogle gode oplevelser. Derfor finansierer man for offentlige midler en stand til dette formål. Der spenderes i de fleste tilfælde flere hundrede tusinde kroner på dette, men man fornemmer unægtelig, at pengene mestendels bruges af hensyn til de mennesker, der skal dele foldere ud og skænke kolbekaffe, snarere end dem, der måtte være interesserede i at læse samme foldere eller drikke kolbekaffen. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om ikke de mange offentlige institutioner på folkemødet kunne ryste deres medarbejdere lige så godt sammen ved at finansiere en druktur, et paintball-arrangement eller sågar en tur på swingerklub og ved samme lejlighed spare ganske store beløb. Måske kunne de tre foreslåede arrangementer sågar kombineres i ét.

Mens jeg sidder på min fortovscafe møder jeg så en perifert bekendt, som spørger om lov til at gøre mig selskab. Det tilbyder jeg ham naturligvis, hvorpå han sætter sig og bestiller. Da jeg netop traf ham privat, ville jeg ikke finde det passende at gengive hans navn. Derfor har jeg besluttet at kalde ham Lasse, men det skal jeg for en god ordens skyld præcisere, at han ikke hedder.

”Lasse” forekommer på sæt og vis at være indbegrebet af deltageren i folkemødet. Han arbejder på Danmarks Radio og har tilsyneladende haft en pragtfuld lang weekend, selvom han åbenbart har kastet op hele formiddagen. Den har fået alt, hvad den kunne trække, og han redegør for, hvordan han nu så småt er ved at være klar til Roskilde Festivalen. Inden da dækkede han hærværksfestivalen Distortion, som afholdes – eller i hvert fald i vid udstrækning – finansieres af Københavns kommune, og så er det siden af sted til uge 29 i Tisvilde. Danmark er så småt ved at få en såkaldt sæson, ligesom jeg har oplevet, at man har det i det britiske aristokrati, hvor sommerens årstid forløber planmæssigt med debutantbal, Wimbledon, Royal Ascot etc., men i Danmark har vi et lidt anderledes aristokrati. Her er de sirlige små canapeer og champagnen udskiftet af store fadøl, slush ice og grillpølser, og så er Danmarks aristokrati udgjort af folk i medie- og kommunikationsbranchen.

Lasse foran mig slår mig i stigende grad som den perfekte eksponent for denne ”klasse”. Når vi har drukket ud, skal han ned og mødes med en kollega fra DR i Venligboernes telt. Han inviterer mig med og mener at vide, at der også der er gratis fadøl. Skulle der være enkelte læsere, som ikke er bekendt med, hvad Venligboerne er, kan jeg fortælle, at det er en organisation af mediefolk og andre danskere, der ønsker at byde flygtninge velkomne i Danmark. Da imidlertid man for nyligt spurgte de ca. 600 medlemmer af Venligboerne et sted i Nordsjælland, hvor mange af dem, der ønskede selv at indkvartere flygtninge i deres eget hjem, viste tallet sig imidlertid at være et godt rundt et, nemlig 0 (heller ikke selvom det var mod kommunal betaling). Det afholdt dog ikke foreningen fra at blive indstillet til Nobels Fredspris, hvilket genererede en massiv positiv presseomtale fra navnlig DR, der indledte sin omtale på følgende vis: “Martin Luther King fik den. Det samme gjorde Barack Obama og Læger Uden Grænser. Og måske får Venligboerne også Nobels Fredspris!”

Ingen havde dog tilsyneladende ofret opmærksomhed på, at der er tusindvis af mennesker, som kan indstille hinanden til Nobels Fredspris. Der kræves således ikke noget videre for at blive indstillet til prisen, mens det nok alligevel er betydeligt vanskeligere at vinde den, men det gik relativt ubemærket hen.

Lasse taler stærk jysk dialekt, han er fra trekantsområdet i Midtjylland, men nu er han københavner og hip. Han trækker sine ærmer op, så man kan se hans tatoveringer, idet han bestiller en skænk yderligere og fortæller mig, at han “har nedtur over klimaforandringer”. Solen skinner måske af samme grund på Lasse. Det forekommer mig ganske åbenlyst, at hvis Lasse var blevet i den landsby, hvorfra han kommer, så ville han få bank af sin far, der levede af at filetere fisk på akkord eller at køre gaffeltruck. Selvom jeg hverken har nogen større erfaring med at filetere fisk eller at køre gaffeltruck, kan jeg dog nok alligevel også skrive under på, at jeg ville give Lasse Bank med et læderindbundet eksemplar af Det gamle testamente, der lugtede af snaps og sildelage, hvis han var min søn, men det er han ikke, så jeg siger i stedet skål.

Lasse fortæller videre om gallerister i Berlin, og det forekommer mig, at han søger at positionere sig med en international profil, hvorfor så meget desto mere komisk pludselig et hold udenlandske turister henvender sig til os. Så vidt jeg kan vurdere, er de italienere, og de spørger høfligt på engelsk, om de må benytte sig af de to overskydende stole ved vores bord. Lasse udveksler nogle få ord med dem på engelsk, og jeg bider mærke i hans sprog. Han taler ”Valby-engelsk”. Han siger ”tank you” som refererede han til en kampvogn. Sagen er nemlig den, at Lasse på ingen måde er en globaliseret fyr. Faktisk forekommer det, at han selv i Fleggaards grænsehandelbutik ville have vanskeligt ved at købe en ramme dåsebajere, men efter dansk (og DRs) målestok er han uhyre eksotisk og avantgarde.

Efter at have gjort mig denne erkendelse må jeg ærligt tilstå, at jeg ophører at være privatperson. Nu går det op for mig, at jeg sidder konfronteret af så stor en karikatur, at jeg nødvendigvis må redegøre skriftligt for samme. Jeg medgiver, at det måske er en anelse ufint, men ganske som diverse whistleblowers engang imellem overskrider institutioners fortrolighedsvilkår, når der foreligger en massiv samfundsinteresse heri, må også jeg blæse i fløjten, for her er direkte rødt og adskillige spilledages karantæne.

Jeg tillader mig derfor at spørge til hans liv og levned. Han er student, har brugt syv-otte år på sabbatår, fjumreår og så også på et eller andet tidspunkt fået en uddannelse i noget med medier og kommunikation, men alligevel forekommer det mig meget klart, at Lasse aldrig rigtigt har oplevet noget. Han er komplet blottet for dybde, originale synspunkter, indsigt eller for den sags skyld enhver eksistentiel erfaring. Han har levet sorgløst, men utvivlsomt også uden højdepunkter, der overstiger Himmelbjerget. Det er der jo sådan set ikke noget ondt i, men det er Lasse og folk som ham, der stort set alene får til opgave at gengive virkeligheden for os, og heri ligger derimod et langt større samfundsproblem. De mennesker, der fortæller os om vores liv og verden, har en minimal berøring med samme, og således er der gennem de seneste mange år vokset en gigantisk kløft frem mellem den virkelighed, som de fleste danskere befinder sig i, og den virkelighed som de fortælles om af kulturens og mediernes eksistentielle gratister.

Mens vi sidder der, går flere mennesker forbi og hilser på Lasse. De gør det med diverse mærkelige håndtegn og gestikulationer, der er high fives og knytnæver, som slås mod hinanden. To andre mediemennesker, som Lasse kender, slår sig ned ved vores bord. De kommer nede fra Alternativets telt, hvor der har været folk, som stod på hænder med røde klovnenæser. Jeg tænker, at dette må være anledningen til at takke af og vende min konventionelt hudfarvede snude hjemad, så jeg beder om en regning, men Lasse insisterer på at betale, for han kan ”trække det fra” i et eller andet regnskab. Der gavner øjensynligt opfattelsen omkring bordet af Lasse som et overskudsmenneske, og det er han utvivlsomt nok også, for lønnen på DR er som bekendt god, og aviserne kunne i weekendens forløb redegøre for, at DRs værter som biindtægt ved folkemødet tog op til 20.000 kr. i timen, så kan man jo i løbet af en sådan weekend tjene, hvad der svarer til en gennemsnitlig dansk årsindkomst. Jeg ser bestemt ikke skævt til mennesker, fordi de tjener gode penge, men jeg bliver dog alligevel lidt træt, når det er mine gode penge, de tjener, fordi de mestendels er gode til at give high fives og spille bordfodbold.

Jeg finder Bent Falbert i folkemassen, og vi kører hjemad, mens jeg spørger til hans arrangementer i løbet af weekenden. Han fortæller, at han har ledet en debat, der handlede om statslige TV-stationer. I Danmark har vi ca. 20 statslige TV-stationer, mens man til sammenligning har fire-fem stykker i de andre skandinaviske lande. Vi kører op på færgen og får en knækpølse.

40 kommentarer RSS

  1. Af Javier Martinez

    -

    DF regner nok med regering sammen med S..ikke imod forsøget! Kan ikke blive værre en med de radikale.

    Lasse skulle nok være gået forest og startet den “autonome” vo ld som den første og stikket mads en flad. Hvem ved, måske havet knægten gavn af det? Han kan vel nå det på næste bornholmermøde af fraværende kritikere? Læg det i kbh..så møder mads ikke op!
    🙂

  2. Af Eric H.

    -

    Kunne du ikke være kommet i slagsmål med ham Lasse? Du kunne jo bruge noget med fodbold eller Lukas Graham vs Volbeat som undskyldning,

  3. Af Javier Martinez

    -

    Blev “lasse” opfundet på en fotovscafe sipping vino rose? Nu da den fine kommentar der bla. Skrev dette er fjernet?

  4. Af Javier Martinez

    -

    “Som så mange andre journalister, politikere og meningsdannere har jeg”
    Mads på folkemødet

    Det er god takt og tone i borgerlige hjem, at lade andre bedømme hvem er meningsdannere..For at være en sådan må man nødvendigvis skrive eller have en mening der ændre det gængse univers. Fortidige universer tæller ikke.
    Mvh.frk gad

  5. Af Mads Holger

    -

    Jeg tror, at Frk. Gad ville forstå at sætte r på sine verber i præsens, så det er næppe et originalt citat, og ja, indlæg med beskyldninger og personangreb slettes, hvilket vil vedblive at være tilfældet.

  6. Af Javier Martinez

    -

    Jeg giver dig gerne at du har mere styr på verber,stavning og sproget.
    🙂

    Bliver personangrebet på “lasse”slettet?

  7. Af Mads Holger

    -

    Nej, for han er jo netop ikke fremhævet med navns nævnelse, og nu har du vist kværuleret nok. Tror du ikke, at der er noget, du skal se ovre på Søren Pinds blog?

  8. Af Javier Martinez

    -

    Skal erindre debatreglerne til næste gang. Blot udskift det rigtige navn med et opfundet ved personangreb..
    Tak!

  9. Af R. Vangkilde

    -

    DE SAMMENSPISTE TIL FOLKEMØDE ! politik og medie folk til betalt foredragsrække
    – eller hvordan takler dansk medie toppen politikerleden , og er dansk politik et fælles Spisebord .

  10. Af Rap And

    -

    Nu kender man jo historien om dit rengøringshold, der måtte rydde hele Fælledparken efter socialdemokratiet 1. Maj fest. Så man tvivler lidt på om ham ” Lasse” fra Danmarks Radio ikke tilhører samme kategori

  11. Af Mads Holger

    -

    Der tænkes utvivlsomt på den skandale, hvor nogle unge på min foranledning i Fælledparken havde samlet noget skrald sammen, hvorpå det viste sig, at noget af skraldet ikke havde med den officielle 1. maj fest at gøre, men en fødselsdagsfest i midten af 1. maj arrangementet. Ja, det var en meget pinlig affære for mig.

  12. Af Rikke Nielsen

    -

    Mads Holger, jeg gætter på, at “Lasse” og du ikke længere har et “perifert bekendtskab”, efter du har svinet ham til offentligt.

    Men når det er sagt, så har det altid undret mig, at mødet på Bornholm hedder “Folkemødet”.

    Ser du, jeg er én af dem, der drømmer om at komme til “Folkemøde”, men jeg er desværre en almindelig dansker med børn og arbejde, så jeg smutter ikke bare afsted til “Folkemøde” udenfor skolernes sommerferie.

    Så “Folkemødet” må jeg lade eliten – og dem, der ikke arbejde og børn – om.

  13. Af Niels Erik Søndergård

    -

    Det er meget tydeligt, at de velhavende kulturradikale er meget overrepræsenteret på Folkemødet. Men der er så nange emner, at der er noget til alle.
    Det er dog bekymrende, at de kulturradikale nationale nedbrydere er lige så groft overrepræsenteret i Danmarks Radio og TV

  14. Af Mogens Lindved

    -

    Mads Holger, jeg har også været der for 3. år i træk og formentlig har Folkemødet aldrig været så vitalt som nu. Jeg tror ikke du har været på kæmpestranden hvor alle mulige organisationer holder til og hvor der virkelig er noget på spil i debatterne . Nævn mig et arrangement hvor politikere lytter mere til befolkningen end her, nævn mig et sted hvor almindelige mennesker har så stor mulighed for at komme i dialog med politikere. Prøv at spørge politikerne om de kender et sted hvor det sker i højere grad en på Folkemødet. Ud af 100.000 mennesker må der jo i sagens natur være mange almindelige mennesker. Hvis man ikke har mulighed for at komme til Folkemødet på Bornholm så er der også Folkemøder på Mors (kultur), Nr. Nissum (uddannelse), Hirtshals (Natur) Odense og andre steder. Der vil formentlig opstå Folkemøder andre steder i landet andre steder fremover. Det er bare med at gå i gang.

  15. Af Wehrner von Braun

    -

    Jeg synes dine betragtninger angående anvendelsen af gode penge er skarpe, vittige og vedkommende, men jeg synes det er for snævert alene at rette skytset mod DR og journaliststanden, når dine pointer passer lige så glimrende på resten af parnasset bestående af politikere og meningsdannere.

    Er det mon igen rønnebærrene der er sure?

  16. Af Martin Hansen

    -

    Jeg synes du har fat i mange fine pointer og maler billedet af Folkemødet meget godt. For mig at se, er Folkemødet på Bornholm som en betalt ferie for politikere og mediefolk og bare en dårlig undskyldning for en lille uge med fest og druk. Og igen, udkommet af Folkemødet er minimalt. Jeg har endnu ikke hørt én god historie, hvad Folkemødet har ført politisk godt frem, andet end dårlige tømmermænd og fesne politiske debatter. Spild af tid og penge efter min mening…

  17. Af Lars Petersen

    -

    @ MADS HOLGER. (2-2)

    2. Korrekt analyse.. men du glemte at konkludere på årsagen, nemlig “Statsmonopolisering”,
    hvormed man “markeds-immunt”, (uden om det frie fravalgs individuelle tilpasningskraft),
    fx. kan etablere skatte skabte boder, uden værdirelevans, såvel forskning i politisk satire mv.

    3. Ud over jeg savner hvor du har fra, at mange af disse “venligboere” er mediefolk, så savner
    jeg også en egentlig samfundsmæssig slutkonklusion, da det jo viser sig, at langt de fleste af
    det man populært kalder for det Radikale segment, (forstået som skældsord), har den uhørt
    ens gentagende linje i sig, at hovedparten af dette klientel´s indkomster, som oftest beror på
    netop markeds.-immune skatteindkomster, (medierne apropos), hvortil man så at sige, kan
    agere god, via andres skuldre, som man tilmed forstår og definere som en naturgiven * RET*

    Som et kuriosum hertil, ville det ej heller være ulovligt at drage den logiske ligning, at når fx.
    Dansk Folkeparti, konstant fastholder fælles-tvangens demokratur betalinger, som en af de
    vigtigste politikområder, jamen så er denne forening jo netop med til at føde og fastholde
    det radikale sindelag, da indvandremodstanden ganske enkelt falder i takt med indkomsten
    inddrives vi skatterne (uden om markedet), hvormed denne DF forening modsiger sig selv..

    Men igen.. jeg finder dit indlæg for “befriende” godt, hvorfor det skal have sin fortjente ros 🙂

  18. Af Lars Petersen

    -

    @ Mads Holger. Jeg har et i øvrigt sjældent rosende indlæg 1 af 2, i dit filter tak.

  19. Af Jan Petersen

    -

    Folkemødet anno 2016 blev formentlig lidt af medie fuser, fordi Geert Wilders ikke var inviteret 🙁

    Ellers et glimrende vittigt indlæg, Mads Holger 🙂

  20. Af Frank A

    -

    Hvor langt nåede du selv på udd. stigen? Bac. Theol?

  21. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt, Mads Holger – hvis du stadig har politiske ambitioner, hvad så med partiet Nye Borgerlige? Jeg husker stadig meget tydeligt, at du IKKE valgte Det Konservative Folkeparti på grund af partiet, MEN fordi du var interesseret i at stille op for dit land!

    Det ønske viste “bøssepartiet” sig så ikke lige at kunne opfylde. Det har jeg stærkt på fornemmelsen, at Nye Borgerlige kan. Med dig som kandidat får Nye Borgerlige også mainstream medie adgang:)

  22. Af Mogens Lindved

    -

    En del af ovenstående indlæg er utroligt langt fra den virkelighed der eksisterer på Folkemødet. Det er meget svært at tage kommentarer fra folk der ikke har været på Folkemødet alvorligt. Endvidere negligerer Mads Holger fuldstændig almindelige menneskers problemer i forhold til det politiske system. Jeg gentager lige mig selv, Mads Holger; nævn mig lige et sted hvor disse problemer indgår i en mere meningsfuld dialog end på Folkemødet. En gang troede jeg du kunne være med til at forny det konservative folkeparti, selvom jeg ikke har stemt på dette parti. Nu kan jeg se at en af årsagerne er at du nemt går i selvsving. Du må meget gerne overbevise mig om noget andet hvis du kan.

  23. Af Lene Kattrup

    -

    Super. Godt skrevet, lige på kornet. Tak for det. Med kant, humor og seriøst indhold.

  24. Af A B

    -

    Jeg er bøsse og medlem af nye borgerlige.
    Vi vil gerne kaldes nye bøssepartiet hvis muligt?

  25. Af Niels H

    -

    Mads Holger, trekantsområdet er ikke i Midtjylland. Jeg troede du var klogere end det.

    Men lad nu det ligge. Relevant og vittigt indlæg du kommer med her.

  26. Af Thomas Jensen

    -

    “Licens er noget vi giver til hinanden”
    Jeg har kun givet licens, men på folkemødet deler de ud, kan jeg forstå.
    Licensen bør halveres og i øvrigt indkræves på samme måde som PSO afgiften, altså over indkomstskatten.

  27. Af Kim Sørensen

    -

    Nu er det lidt svært at vurdere hvor tykt der er smurt på. Men hvis man skal tolke den i øvrigt fremragende fortælling således, at der findes i hvert fald en DR-ansat, der ikke alene tørrer sine egne, men også hele den perifære bekendtskabskreds’ café-regninger af på Statsradiofonien, skal landets mediefolk vel til at pudse Breaking-skiltene af?
    Jeg regner naturligvis ikke med vi skal ud i undersøgelseskommisioner, kulegravning og den slags. Men hvis det er korrekt, som det stærkt insinueres i klummen, at DR sender folk på druktur med repræsentationskonto og det hele, for licenskronerne, har vi vel for pokker fat i en rimelig stor skandale?

  28. Af Michael Vestergaard

    -

    V-K-DF regeringen har nu indrykket praleannoncer. Men listen over deres forsømmelser og svigt er meget længere. Den 17 årige mads blev myrdet i et frikvarter af en somalier, men mange, mange flere danskere vil blive sendt i døden pga. mas se ind van dringen. Mange flere vil blive røvet, overfaldet, voldtaget eller på anden måde terroriseret.

  29. Af Michael Vestergaard

    -

    Det er måske fint nok med folkemødet på Bornholm Men nok så mange “folkemøder” og festlige arrangementer, kanon’er osv. kan ikke skjule at en invasion og besættelse er i gang, og at V-K-DF og de øvrige partier er ligeglade, selvom de hykler løs om ansvarlig politik.

  30. Af Michael Vestergaard

    -

    Den korte avis, 180 g og urias er værd at læse. Snap hanen siger at migranter kan besegle Europas skæbne og blive søm i Danmarks ligkiste.

  31. Af Uffe Staulund

    -

    Mads Holger rammer med uhyggelig præcision plet. med et vidunderligt referat fra Folkemødet på Bornholm.
    På kommentarerne viser de indigneredes svar, at det er en ren Bulls eye.
    Der er meget langt fra alsangen under 2. verdenskrig til nutidens drukfester, det har formodentlig ikke været det som Berthel Haarder tænkte på da han foreslog folkemødet i sin tid.
    Borgmesteren har beklaget, at Bornholm ikke fik noget ud af folkefesten rent økonomisk.
    Det er synd for den Bornholmske befolkning.

    Det gamle motto: Med lov skal land bygges, kan let laves om til:
    Med druk og svir skal land ødelægges.

    Altsammen under pressens ukritikske bevågenhed, og så kommer man i fjernsynet!

  32. Af Hul igennem?

    -

    Det er derfor DR står for Dumme Radio.. Og jeg vil også gerne give NasseLasse nogen tæsk.
    mvh

  33. Af Torben Mølgaard-Andersen

    -

    Ja, min nabo Jan og jeg drak bajere her i midtjylland under hele folkemødet og blev enige om at vi, endnu et år, har misset muligheden for at lukke Danmark af fra Bornholm, så eliten og Lasse’erne kunne sidde tilbage og banke rust på Hammershus. Det kan være at vi næste år kan nå at sabotere Bornholmstrafikken…

  34. Af ole hansen

    -

    Se kl. 10.09 på HDPs blog, se den korte avis, 180g og snap hanen.

  35. Af Peter Knudsen

    -

    Først vil jeg sige at jeg ikke har været på folke møde og arbejder ikke med medier. Jeg er naturligvis optaget af, hvad der sker i samfundet og dermed også folkemøde. Men når jeg læser M. Holgers sure opstød kommer jeg til at tænke på Carl Mørck fra Afd. Q.
    Mads – du lyder som en sur gammel mand. Du er arrogant og nedladende så det er pinligt.

    Din analyse er et karatermord og har ikke en skid med folkemødet at gøre. Hvad vil du egenligt med det?

    Mvh. Peter

  36. Af Mogens Lindved

    -

    Peter Knudsen, tak fordi du bragte debatten tilbage på sporet. Vi var helt væk fra emnet.

  37. Af Hul igennem?

    -

    Jeg synes ikke hr. Holger laver noget karaktermord. Det er slet ikke nødvendigt.
    Der er nemlig fuldstændigt overrendt af nasseLassere, dummePetere og VrøvleMogenser samt ligeså tumpede kvinder på folkenassermødet.
    Ligesom Dumme Radio er fyldt med sammenlignelige typer..

    Og det begyndte at gå ned af bakke da journalistlæreuddannelsen blev stoppet.
    Siden har det kun været fjolser og nassere der kom ud fra bundskolen.
    Så; hold op med jeres nassetuderier I skide facebookafskrivere, lær at stave, læs en bog, prøv at arbejde, brug hovedet til andet end fadøl.
    mvh

  38. Af Javier Martinez

    -

    Licensen må gerne stige med 50%. Den skal dog tages over skatten for at gøre den fair.

    Mediestøtten skal også politisk bedømmes. Ikke 85% til blå aviser som i dag..de nasser de blå på folket.

  39. Af Birgitte Harild

    -

    Hej Mads. Er fuldkommen ligeglad med hvem af dine venner du gør grin med. Men finder at kommentaren om at Folkemødet genererer få historier eller politiske nyheder, fortæller meget om medieverden og dens kommentatorer. Folkemødet er faktisk ikke lavet for jeres skyld. Folkemødet handler ikke om jer. Folkemødet har en anden dagsorden, her handler det om interessegrupper, enkeltpersoner og demokrati.
    Og måske fandt du ingen interessant historie, men det er lige meget (for alle os andre). Dem der deltog i mødet, oplevede meget – og mange tog noget med hjem. Der findes nemlig værdier, der ikke kan sælge aviser, men det bliver de ikke mindre værdifulde af.
    Venlig hilsen

  40. Af J. Hansen

    -

    AF RIKKE NIELSEN – 19. JUNI 2016 19:23
    “Mads Holger, jeg gætter på, at “Lasse” og du ikke længere har et “perifert bekendtskab”, efter du har svinet ham til offentligt.”

    Holger har svinet DR til.
    Ikke “Lasse”.
    Da Lasse ikke eksisterer.
    Bloggere i Berlingske bygger ofte deres blogs op omkrig fiktive personer og begivenheder.
    En sølle form for underholdning.
    Ren plat.

Kommentarer er lukket.