American Graffiti

Af Mads Holger 10

Dengang jeg var dreng, gik jeg som så mange andre på fritidshjem. Det foregik et eller andet sted på Østerbro, og hver dag kl. 16 var der frugt, som nogle velmenende pædagoger serverede i tupperware. På fritidshjemmet gik også en dreng, der var et par år ældre end jeg. Han hed Rasmus, og til at begynde med kunne jeg egentlig meget godt lide ham, men pludselig skiftede han over en kort periode identitet.

Rasmus havde som så mange andre af børnene tandbøjle og en i tiltagende grad uren hud, men pludselig skulle vi andre til at lære ham at kende på en anden vis, hvis det da stod til Rasmus selv, for som med ét var han pludselig en dag forandret til ”Rasmus da white nigga”. Rasmus var begyndt at høre hip hop. Han havde ladet indkøbe en sort kasket fra et californisk american football hold, og nu var han pludselig en fandens karl (om end stadig med tandbøjle).

”Er du racist?” plejede han at spørge mig og nogle af de andre drenge, og så blev vi skide bange, fordi der vedhæftet spørgsmålet var en slet skjult trussel. Således vidste vi naturligvis også, at vi afgjort gjorde klogest i at svare nej, hvilket vi da også gjorde. Imidlertid var det også sandt, for der var på 80´ernes Østerbro ikke mange sorte mennesker i omløb, som man kunne hævde sit ariske overherredømme for. Imidlertid var næsten hele det kulturelle billede tegnet af sorte kunstnere fra USA. Det var folk som Michael Jackson, Whitney Houston og desværre netop afdøde Prince samt diverse hip hop-kunstnere, som nok navnlig havde en særlig appel til Rasmus da white nigga på 14.

Det betød også, at det amerikanske samfunds konflikter med kulturen og tidens toner blev kolporteret med ind i manges identitet. Problemet var imidlertid blot dette, at konflikterne ikke rigtigt eksisterede i vores egen lille verden. Der var ikke nogen nævneværdig racisme (for der var heller ingen sorte), således var der heller ikke noget hårdt bandemiljø eller en brutal undergrund, og i sagens natur navnlig ikke på et fritidshjem på Østerbro, hvor også politivolden var til at overse.

Den dag i dag inspireres vores kultur herhjemme stadig i høj grad fra USA, og det giver ikke blot nogle tragikomiske karikaturer som tilfældet Rasmus da white nigga, som higede og søgte efter en brutal identitet, men havde så vanskeligt ved at udfylde den, fordi han var 14, bar tandbøjle, gik på kommuneskole og kom fra et relativt harmonisk hjem med to biler på Østerbro.

Hvis vi imidlertid kravler op af børnebassinet, vil det dog hurtigt anskueliggøres, hvorledes problemet med at oversætte amerikansk kultur til et dansk velfærdssamfund stadig volder vanskeligheder. Gennem min ungdom og det herpå følgende voksenliv har jeg oplevet, hvordan navnlig unge kunstnere har efterstræbt en formelt kummerlig tilværelse og identitet på Vesterbro. Denne bydel har nogle af de højeste kvadratmeterpriser i Danmark, men meget ofte kan man her møde unge mennesker, der forstår sig selv som en den ligeledes både afdøde og amerikanske Lou Reed, som ”takes a walk on the Wild Side”. Vesterbro er på sæt og vis blevet vor tids tragikomiske pendant til Rasmus da white nigga, for den for disse mennesker så sørgelige sandhed er jo den, at de ikke har tuberkulose og antageligt end ikke evnen til at indhente så meget som klamydia.

Det tjener til at anskueliggøre det problem, at en så stor del af vores kulturelle identitet og perspektiv er inspireret af et samfund, der har helt andre problemer end vores eget. Senest har vi oplevet en fuldkommen absurd debat, om hvorvidt hvide mennesker bør have lov at flette deres hår i såkaldte dreadlocks. Nye amerikanske udtryk har fundet vej til vores sprog såsom cultural appropriation og safespaces, mens navnlig racismedebatten i stor stil er dukket op med den stigende betegnelse af ”hvide mænd” hvilket ikke er en term, der tidligere har eksisteret i min bevidsthed.

Også på det fordelingspolitiske område lader vores kultur til at være inspireret af amerikansk kulturimperialisme. Folk er begyndt at fortælle historier om sig selv og andre som forhutlede fattige, og endskønt jeg ikke bestrider, at der findes enkelte fattige og værdigt trængende mennesker i Danmark, forekommer det mig alligevel, at også meget af denne debat er stærkt inspireret af amerikansk kultur. Vi kan over nettet læse udenlandske analyser af, at nogle ganske få mennesker ejer hovedparten af verdens velstand. Det er sandt, og det er et problem, ligesom racisme mellem sorte og hvide er det i USA. Det er land, som desværre rummer utrolig stor lidelse, fattigdom og uretfærdighed, men det er bare ikke i en størrelse, der kan oversættes én til én til danske forhold. Ej heller kan den solbeskinnede side af den amerikanske gade oversættes til Søndre Boulevard, for selv de mest velstillede mennesker, som i Danmark triller op ad Møntergade, er med meget få undtagelser rent økonomisk globale gnomer at regne. Kort fortalt handler således mange af sangene i radioen om både sorger og glæder, der kun sjældent hidrører vores egen virkelighed, fordi de er skrevet i en kultur med helt andre problemer.

Danmark er det globale børnebassin, og derfor går det ofte galt, når vores kultur forsøger at tage et hovedspring eller at dykke ned på det dybe vand, for der er ligesom både korkbælte og et par umyndiggørende svømmevinger til at skærme mod tilværelsens mere dybsindige alvor. Derfor opstår navnlig en skævvridning, når vi søger at applicere amerikansk kultur på danske forhold. Det sker, når vi kan læse forurettede debatindlæg fra overprivilegerede studerende, der klynker over prisen på et buskort. Det sker, når vi atter og igen kan høre vores kulturfolk stille skarpt på det umenneskelige danske system, der som regel har betalt for deres sørgmodige værk, det sker i hele den pseudolidelse og higen efter autenticitet, der er noget nær det eneste, som det danske velfærdssamfund nægter sine borgere. Denne autenticitet findes i nogen grad stadig i USA, men det samme gør i lige grad lidelsen, uretfærdigheden, smerten og kampen. Alle disse begreber er i Danmark mestendels historiske, og følgelig går det så galt, når vi søger at importere amerikansk kultur, men kun vil lade halvdelen af pakken fortolde.

10 kommentarer RSS

  1. Af Claus T.

    -

    Der er sådan set ikke noget nyt i, at vi snobber for udlandet.
    Holberg skrev for 293 år siden komedien om studenten Rasmus Berg, der tog det latinske navn Erasmus Montanus og forsøgte at belære sine forældre om modernitetens velsignelser.
    Både før og siden har vi importeret kulturelle indtryk fra udlandet. Nogle gange har det givet komiske udslag, men bundlinjen er, at alt det, vi kalder “danske værdier” og dansk kultur i virkeligheden er importeret fra udlandet.
    Hverken frikadeller, demokrati, andelsmejerier, ytringsfrihed, ballet, musikinstrumenter eller cykler er danske opfindelser.
    Så vi må tage det sure med det søde 🙂

  2. Af Völven Ulrik Rosenstand

    -

    Danske opfindelser ligger til grund for hele det internationale samfunds modernitet og teknisk-videnskabelige funktion:
    Elektromagnetismen (opdaget af H.C. Ørsted), højttaleren (B&O) og selve elektronet (Niels Bohr)! Så, mere eller mindre bevidst, at under-estimere vort lands evner, virker som en absurditet og viser mangel på historisk bevidsthed. Vi skal ikke stå med indadvendte skosnuder og skamme os over, hvor ‘dumme’ vi er og sige ‘vi kan jo intet, selv’.
    Daner har, helt siden Vikingetiden, været innovative, berejste og i stand til at UDBREDE vores genialiteter – som måske er få, men ikke desto mindre giver os grund til at kunne være stolte af vores intelligens og skabertrang. Vi kan godt. Vi er dygtige – og vi kan lære andre lande meget, hvis vi TØR være lidt stolte af os selv!

  3. Af Claus T.

    -

    @Rosenstand

    Ingen grund til falsk beskedenhed, men at påstå, at danske opfindelser er grundlaget for det moderne samfund er forkert:
    Det var i øvrigt Faraday, der konstruerede den første elmotor og Tesla, der konstruerede den første brugbare vekselstrømsmotor – den type, vi bruger i dag.
    Det var ikke B&O, der opfandt højttaleren, men en amerikaner. (Men han var dog indvandret fra Danmark).
    Niels Bohr fik Nobelprisen for at beskrive brintatomet. Bohr var kun 12 år gammel, da englænderen J.J. Thompson i 1897 opdagede elektronet.

    Men som sagt: ingen grund til falsk beskedenhed! Vi har da beriget verden med det første dieseldrevne fragtskib, wienerbrød, termostater og vindmøller. Måske ikke så meget, men vi er heller ikke så mange!

  4. Af Völvenu Ulrik Rosenstand

    -

    Godt ord igen – Point Taken.

  5. Af Vladimir Weissman

    -

    Jamen: det er sandt. Amerikansk kultur i bred forstand har påvirket snart ALLE de andre. Selv russerne, som tror fuldt og fast på, at amerikanerne er deres fjender og vil erobre dem, render rundt iført cowboybukser, glor på deres I-phone, og anvender et hav af amerikanske ord, som “baksy” (bucks=dollars), “laykat'” (to like, som på Facebook), “spikjær” (speaker, altså parlamentets formand), “ofis” (office, kontor), “provajder” (provider – udbyder) og sååå mange andre. Vore egne kloge folk, anført af vore journalister, anvender også masser af amerikanske udtryk, som om det danske sprog ikke var godt nok. Det bedste eksempel er “tsunami”, som (tror jeg…) Martin Breum indført i det danske sprog ifm. den store stormflod i Asien i julen 2005. Den første aften hed det flodbølge, den næste “tsunami”. Nej, hvor er vi “internationale”! I øvrigt et meget brugt og forkert brugt ord. Det betyder vel “mellemfolkeligt” men bliver brugt, lige så forkert som i USA, i betydningen “fremmed, udenlandsk”.
    Men det mest tragikomiske er den gode Holger K., en af de mest anti-amerikanske personer i kongeriget, som i flere årtier er gået med t-shirt (også et nydansk ord…), selv om han havde råd til en billig skjorte fra Føtex og selv om han burde vide, at det er en amerikansk opfindelse, oprindelig ment som underskjorte for soldater. Altså de soldater, som Holger hader som pesten.

  6. Af Finn Bjerrehave

    -

    Nu har jeg før hørt at du Mads Holger er født på Nørrebro og nu er Østerbro blevet omdrejningspunkt i din verden hvor USA spiller førsteviolin, og jeg som ægte Østerbro-dreng forundres, og fortiden bliver fortid.
    USA Pandoras æske. Finn Vig

  7. Af j nielsen

    -

    Tsunami er japansk. Det betyder havnebølge. En bølge der — modsat almindelige bølger — er farligere inde i havnen end udenfor.

  8. Af Tom Erne

    -

    Det er nu alligevel lidt synd for Rasmus “da white nigga”, som blot maa konstatere, at han blev foedt en 20-30 aar for tidligt. Der er idag rigeligt med the real deal brown niggas i KBH, Oesterbro inklusiv, med saa rigeligt sociale problemer og div. konsekvenser heraf.
    I dagens KBH ville Rasmus baade kunne skyde og blive skudt af rivaliserende bander, tale med aegte gangster dialekt, og maaske endda faa lov til at saelge stoffer fra byens legepladser.
    KBH er naturligvis stadig ikke helt som USA’s store byer, men det smager da lidt af kebab…

  9. Af Finn Larsen

    -

    Ja Holberg er evig aktuel: Her i erverslivet har vi konstant prædikanter rendende rundt med nye ord. “Disruption”, “compliance”, “segregation of duties” ect.. Alt samme fuldstændig naturlige principper præsenteret som noget nyt og med et nyt ord – 100% Holberg. Varm luft sælges i stadig større mængder. Det stopper aldrig og det sjove er at det er helt OK og helt uden konsekvenser at blive tørret af hold konsulenter. Alle gør det og der kommer ingen børn på ledelsesgangen, der kan råbe “han har jo …”.

    Det går da ellers meget godt for Lucas Graham og MØ men de er jo også fra Christiania og det er vel ikke Danmark ?

  10. Af Hul igennem?

    -

    #Claus T.
    Sikken noget sludder! Hver eneste dag feder du dig på andre danskeres arbejde og ideer.

Kommentarer er lukket.