Politiken er sidste års mode

Af Mads Holger 22

I går kunne Politiken i en pressemeddelelse bekendtgøre, at avisens chefredaktør Bo Lidegaard fratræder sin stilling for efter fem år på posten at overlade denne til Christian Jensen, der indtil nu har været ansat i samme stilling på Information.

Man kunne fristes til spøgefuldt at indvende, hvorledes enhver forandring på Politiken nødvendigvis er til det bedre, og denne nyhed forekommer med al respekt ikke umiddelbart nogen undtagelse. Christian Jensen er i branchen kendt som en dygtig redaktør og forventes at blive en mere journalistisk én af slagsen til forskel fra den i måske i højere grad ideologisk drevne Lidegaard. Jeg har mødt Christian Jensen et par gange og derved truffet en åbenlyst sympatisk mand, som ydermere har formået at revitalisere den tidligere kanske noget bedagede og snævre avis Information. Den efterlader han i pænere stand, end han fandt den, for endskønt Informations redaktionelle profil næppe er afstemt perfekt med mit verdenssyn, må det dog anerkendes, at der med visse forbehold her er tale om en sober, lødig og anerkendt avis.

Men som en rapport fra CEPOS utvivlsomt har dokumenteret, så bliver vi jo som samfund ikke rigere af at kysse hinandens røv, så nu til sagens graverende genstand; Dagbladet Politiken. Hvor modvilligt end må man anerkende, at Politiken gennem nyere danmarkshistorie har spillet rollen som en af landets vigtigste institutioner. Politiken er til forskel fra mange andre aviser et medie, der klart lader sit ideologiske verdenssyn finde vej til spalterne, og af dette kunne mange andre redaktioner lære, når blot de ikke gør dette alt for detaljeret.

Politiken er med andre ord andet og mere end en avis, den er et symbol på det kulturradikale Danmark og således også et symbol på verden af i går. Jeg er ikke stolt over at tilstå følgende, men i mit barndomshjem læste vi Politiken, og det forekom en naturlig og internaliseret del af hverdagen. Man læste Politiken, og man var med visse individuelle forbehold afstemt med Politikens ideologiske verdenssyn. Sådan er det ikke længere, for verden har forandret sig dramatisk siden da, og problemet for Politiken er, at den ikke har gjort virkeligheden efter heri.

I Politiken får vi anskueliggjort de synspunkter, som tidligere var almene, men som i stigende grad er overgået til at repræsentere en niche. Avisen minder i stigende grad om den bedagede og berusede onkel, der til familiemiddagen gerne vil ryge pot og ud på aftenen tale tilstræbt bevinget om Bob Dylan, men ingen gider rigtigt høre efter længere. Kritiske stemmer vil måske indvende, at jeg med mit velkendte konservative sindelag her kaster vrag på historien og tidligere tider, som jeg burde have en åbenlys veneration for. Imidlertid er sagen dog den, at der rent ideologisk såvel som i mange andre henseender ikke er noget i vejen for at tilslutte sig tidligere tiders verdensopfattelse. Det er ganske som med mode, og enhver beleven kvinde vil kunne berette, hvorledes man med stor ynde sagtens kan iklæde sig tidligere tiders mode, når blot det ikke er sidste års mode, og dette er netop Politikens problem. Politiken er sidste års mode.

Den tid, hvor aviser var rodfæstet i politiske partier og samfundsklasser, er forbi, og det har den i øvrigt været siden Aktuelt og typografstrejkernes tid, men noget hænger dog selvsagt ved, og naturligvis er Politikens verdensopfattelse stærkest forenelig med kulturradikalismen og følgelig Det Radikale Venstre. Det er i sig selv påfaldende, at en af landets største og mest indflydelsesrige aviser under denne ganske vist noget stringente analyse således egentlig kun repræsenterer ca. én ud af tyve danskere. Det kan forekomme uforklarligt, men jeg vil vove pelsen og give to bud på forklaringen af dette. Først og fremmest skyldes dette Politikens anciennitet, denne er uden sammenligning Politikens største trumfkort, men til gengæld også avisens eneste. For mange mennesker er en avis Politiken, det var den i hvert fald. Det er den slags, reklamefolk drømmer om, for bad man tidligere om en avis, fik man med overvejende sandsynlighed Politiken, ligesom man får en Coca Cola, hvis man bestiller en cola. Det er denne indgroede og internaliserede merit, som avisen ganske vist gennem de seneste år har slidt på ved at spendere af den nedarvede hovedstol. Den anden forklaring er et skamfuldt fravær af konkurrence på det ideologiske og kulturelle felt i det danske mediebillede. At udmærke sig i dansk kulturjournalistik svarer lidt til at stille op i en formel1 på Jyllandsringen.

Hvis jeg lukker øjnene og beder et andet menneske om at læse op for mig af en given avis leder, kan jeg som regel inden for meget få minutter ved en sådan ”blindsmagning” afgøre hvilken avis, der er tale om, men skal jeg foretage en lignende blindsmagning på en kultursektion, bringes jeg i vildrede, for der er begrædeligt meget få nuancer i dansk kulturjournalistik, der desværre har fået Politikens skabelon som ideal, og nok kan man sikkert også købe kød i supermarkedet, men man får det dog alligevel bedst hos slagteren, så på dette felt udmærker Politiken sig ved sin prioritering af det kulturelle og ideologiske. At Politikens kultursyn så er sørgeligt er sagen uvedkommende, avisen udmærker sig i det mindste ved at have et sådant.

Tilbage står imidlertid et ideologisk konkursbo, som man må håbe, at Christian Jensen kan agere en kompetent kurator for. Politiken var i sin oprindelse modig og progressiv, og endskønt jeg ikke tilslutter mig hverken Brandes´ eller Hørups verdenssyn, så anerkender jeg dog disse som værdige modstandere og repræsentanter for en tidsånd eller blot en ånd. En sådan har Politiken ikke længere i dag, og avisen personificerer følgeligt et stigende samfundsproblem; nemlig en selvforståelse af stadig at være uhyre progressiv, men reelt uhyre reaktionær og konform.

Vi vidnede alle, hvordan avisen i fuldemandsgang forsøgte klodset at navigere gennem ytringsfrihedsdebatten og Muhammed-tegningerne. Vi har set, hvor ringe en forståelse for Danmarks reelle problemer med indvandring, avisen i den grad har haft og negligeret til fordel for at smykke sig med en bedaget og ukurant ideologisk garderobe. I stedet har man satset på det tilstræbt urbane og hippe, men hvis sandt skal være, er det jo kun de færreste, der snobber for endnu en beskrivelse af ”Berliner-stemning” på en lille burgerjoint i Skelbækgade. Der er heller ikke rigtig andre end hendes veninder på RUC, der gider læse endnu et debatindlæg fra en studerende, som synes, at det er strengt, at et buskort koster så meget.

Netop et ideologisk sindet dagblad burde stå stærkest på opinionsstoffet, men Politiken er blevet et kollegieblad i en sådan grad, at man ligefrem har set sig tvunget til at annoncere efter venstreorienterede debattører og sågar har oprettet en eller anden meningsdanneruddannelse, hvor folk, der er kommet ind med firetoget fra Randers til Vesterbro, iført kasket skal lære, at der ikke er D i gjort og i øvrigt prøve at udtale ”menschheit” med samme diktion som Suzanne Brøgger. Med både kol og tuberkulose puster og pruster man i eget sejl, fordi verdensånden ej længere blæser heri.

Selv tidligere institutioner som bagsidens ATS er i den grad overhalet indenom af satiriske tiltag som Rokokoposten. I gamle dage var ATS noget, som alle mennesker genkendte og forstod hinanden ved, men i dag er Politikens bagside vist nok overtaget af et eller andet trist mobbeoffer ved navn Mads Zacho, som blottet for blot en svag afglans af lune aldeles forgæves forsøger at løfte arven.

Rent journalistisk må man naturligvis anerkende, at avisen da fra tid til anden også bibringer offentligheden lødige nyhedshistorier, men med et par og tyve millioner i årlig mediestøtte og status som en af landets største aviser manglede det da også bare. Tilbage står imidlertid den for den døende så velkendte perfiditet, der dog medgivet desværre eksisterer på begge fløje i det ideologiske Danmark, men Politiken er blevet mere hadefuld, smålig og perfid gennem den seneste tid. Dette kan vanskeligt tolkes som andet end udtryk for desperation, fordi avisen måske så småt er ved at erkende, hvorledes den ej længere på ædruelig vis kan opretholde selvopfattelsen som progressiv, for Politiken er rent ideologisk sidste års mode.

Jeg håber oprigtigt og ikke polemisk, at kuratoren Christian Jensen får held til at rette op på dette konkursbo og ønsker ham Gud i vold, for som det er i dag, finder man kun sympati for Politikens synspunkter i ét andet parallelsamfund, nemlig Danmarks Radio, men den tager vi en anden gang.

 

P.S.: Jeg spurgte engang i en debat Søren Krarup, hvad han frygtede mest; Islam eller Politiken. Han svarede Politiken. Det er jo lidt som at høre Batman sige, at han har en værre fjende end Jokeren.

22 kommentarer RSS

  1. Af jørgen F.

    -

    Via Politiken pacificeres folket ved fortællingen om naturens vrede – og læserne følger troligt profeternes anvisninger om hvordan livet skal leves spartansk, så vi kan være sikre på at opleve dagen efter i morgen.

    Alt imens EU og storkapitalen uhindret rager til sig af magt og penge – som var der præcis ikke en dag efter i morgen.

    Men det er der…. Godnat og sov godt.

  2. Af Thomas Nielsen

    -

    Det bliver aldrig anderledes, uanset hvem de ansætter. Kendsgerninger ikke kurante på Politiken; facts fremmer ikke forståelsen. I de kulturradikale kredse vil man alle dage være “Flov over Danmark” (og samtidig hæve sin pæne løn i de offentlige kasser), begræde vores umenneskelige behandling af flygtninge og indvandrere (og selv bosætte sig i områder med et minimum af samme), skamrose folkeskolen (og selv sætte sine børn med deres helt særlige behov i private skoler), tale med rædsel i dommedagsblikket over klimaforandringerne (og selv flyve verden rundt i en sky af CO2 i jagt på det oprindelige og uspolerede), nyde de hellige økologiske varer på middagsbordets alter (mens man ser ned på “discountsegmentet” og deres overvægtige McDonald’s-profiler), kæmpe indædt for den transkønnedes ret til selv at definere sit køn (mens man som i EL selv udelukkende opstiller usædvanlig kønne blondiner med røde negle og utvetydigt afdankede mænd med dobbelthager som slet ikke kan virke truende på den selvfølgelige kvindelige dominans).
    Det bli’r aldrig anderledes. Men i det mindste er det da underholdende, omend ufrivilligt.

  3. Af bent hansen

    -

    Mads Holger har helt ret i at pollertiken er blevet mere hadefuld, smålig og perfid i de senere år. Og det….. (fire linjer kom ikke på?)

  4. Af J F

    -

    Tak, Thomas Nielsen. Det er det 🙂

  5. Af B. Nielsen

    -

    Vi har alle – naturligvis primært i DR2 – oplevet Bo Lidegaards kulturradikale syn på Islams berigelse af Danmark, og hans tilsvarende nedgørelse af, hvad der er dansk.

    Husket er desuden hans 10 års markering af Muhammedkrisen, hvor de muslimske optøjer og tilsvininger af det danske flag (i et enkelt tilfælde dog det schweitziske) blev gjort til Anders Foghs ansvar, fordi han ikke lagde sig fladt ned og fordømte JP, jo vi har markante ting at huske Bo Lidegaard for.

    Bliver det nu bedre ? Næppe, redaktører kommer og går, men de arrogante kulturradikale holdninger består.

  6. Af Uffe Staulund

    -

    Bo Lidegårds efterladte spor i danskernes bevidsthed, fylder lige så meget som det hul, en strakt pegefinger efterlader sig i et glas vand.

    Politikens aktionærer kan se frem til en kursstigning, de multikulturelle damer vil græde sig i søvn.

  7. Af E Nielsen

    -

    Den tid hvor aviser var rodfæstet i politiske partier,og samfundsklasser er forbi skriver Mads Holger.
    Er det nu sandt ? Det er altid nemmere at se splinten i sin broders øje,end bjælken i sit eget.
    Af store aviser kan jeg da nævne JP og Tante Berlingeren der på ingen måde har noget at lade Politiken høre, når det drejer sig om sympati for politiske partier.
    Og så har jeg slet ikke nævnt alle de mindre aviser og lokal aviser der for langt de fleste bekender sig til en anden politisk side end Politiken.

  8. Af Torben Holm

    -

    Berlingeren har altid haft et kompleks overfor Politiken, og det forstår jeg godt, og det kompleks har bloggeren nu videreført i sin kommentar.

    Jeg er temmelig sikker på, at bloggeren langt hellere ville skrive i Politiken.

  9. Af Henrik Knage

    -

    Man kan nærmest kun trække på smilebåndet, når en bladsmører – institution som Politiken tildeler sig selv titler som i dette tilfælde er”Organet For Den Højeste Oplysning”, som man får på fornemmelsen er undfanget i en kulturradikal monsterbrandert på 6. sal, og født på hovedet ned af trappen.

  10. Af hvorfor skævvrides debatterne hele tiden?

    -

    Hvorfor skjules kommentarer igen og igen, uden fornuftig grund…?? Be nt han sens fire linjer ca. 13.13 er stadig ikke på???

  11. Af Benny B

    -

    Politiken under Bo lidegaard huskes kun for tre sager.
    1.”ytringsfriheden er ikke truet” messede B.L. hver gang han var i deadline, selvom at han dagligt passerede en meter tyk dør, når han stemplede ind på arb.

    2.”Politiken erfarer” at lykke går af, hvilket han som bekendt ikke gjorde.

    3.Og så selvfølgelig B.L.`s bog og forsvarsværk af værnemageren og radikaleren Scavenius, der var Hitlers fortrukne og frihedskæmpernes fjende.

    Må han brænde op et hvis sted for hans forræderagtige handlinger mod Danmark!

  12. Af hvorfor er debatterne så ufrie og tandløse?

    -

    Det er meget usympatisk/lurvet at B. hele tiden manipulerer, og det er arrogant at MH ikke passer de blogs han bestyrer.

  13. Af Europe_is Lost

    -

    Politiken og dens læsere tror de er hipsters – de er bare så bedagede. De synes stadig det er sjovt at sige røvsaft og fisse.
    Håbløst gamle – og pseudointellektuelle. “So out of date”………

  14. Af Hul igennem?

    -

    Jeg er også vokset op med Politiken. Den har sammen med Anders And lært mig at læse.
    I dag lærer den mig at der ikke skal hældes støttepenge på nogen.
    Spild.
    Fodring af ringvrag.
    Spild.
    Her hjælper kun nulpenge.
    mvh

  15. Af Frank A

    -

    Tjae.

    Sjov overskrift, skrevet af en, der virker som han er født 100 år for sent

  16. Af otto otto bareth

    -

    Hvor blev mit indlaeg af?

  17. Af otto otto bareth

    -

    Jeg har skrevet et indlaeg, som fuldt og helt opfylder Berlingskes krav, men det kom ikke frem.

    Skynder at opsige avisen som foretager uretmaessig censur!

  18. Af otto otto bareth

    -

    Berlingske er ikke sidste aars mode, men naermere oldnordisk mode.

    Jeg skrev til kundecenteret at jeg onskede at opsige abonnement, grundet uberettiget censur.

    Kom ikke igennem, da man kraever dansk postnummer?????

  19. Af Bjarne Binee Jørgensen

    -

    Tøger Seidenfaden ændrede Politiken fra en avis til et menighedsblad. At Seidenfadens efterfølger nu går af har derfor kun betydning for sektens medlemmer,
    De læsere der ikke var medlemmer af sekten er for længst løbet skrigende bort og de medarbejdere der heller ikke var medlemmer er ligeledes for længst borte. Sekten kan derfor trygt forvente at deres medlemsblad vil forblive som det er uanset om der skiftes chefredaktør. Vi andre kan så se på det med samme interesse som hvis “Dansk Kaninavler Tidende” eller “Vagttårnet” skiftede chefredaktør.

  20. Af P. Torbensen

    -

    Pluralisme-Tak.

  21. Af Harald Kristensen

    -

    Bedaget, kedelig og uinteressant blog.

  22. Af Thomas Tiedje

    -

    Borgerlige synes at kaste om sig med begrebet ‘kulturradikale’ i tide og utide, således også Mads Holger. Det synes at blevet en massebetegnelse for alt det man ikke har kunne lide på den anden fløj igennem, generationer – fra 68’erne til nutidens feminister, Alternativet og Politiken. Og sandt for dyden er Politiken et produkt af kulturradikalismen, men det er long way gone. I dag er Politiken blevet alt det, PH og de kulturradikale vendte sig imod i 30’erne: Spidsborgerlige konformister, der med deres på det tørre argumenterer arrogant udfra forargelse og en følelse af moralsk overlegenhed. Politiken ku faktisk ikke være mindre kulturradiaklt end det er i dag.

Kommentarer er lukket.