Reggaemafiaen

Af Mads Holger 15

En spøjs historie har gennem de seneste dage tiltrukket sig stor opmærksomhed. Weekendavisens journalist Søren K. Villemoes skulle have vendt plader som discjockey på det københavnske spillested Bolsjefabrikken. Ud over at arbejde som journalist har Søren Villemoes åbenbart også en stor veneration for reggae, men pludselig kom noget i vejen, da han modtog besked om, at han alligevel ikke var velkommen på det offentligt finansierede spillested. Forklaringen skulle angiveligt først lyde på, at Søren K. Villemoes ikke var velkommen, fordi han var racist. Spillestedet har dog siden præciseret, at anledningen var den, at Søren K. Villemoes i 2010 blandt mange flere havde lagt navn til en kronik i Berlingske, hvor han tilsluttede sig noget så kontroversielt som ytringsfrihed.

Ud over sine komiske kvaliteter er denne historie naturligvis uhyre lille, og jeg overrasker næppe nogen ved at proklamere, hvorledes det rager mig meget langsomt, hvem der spiller reggae i københavnske kulturinstitutioner. Alligevel er det forståeligt, at sagen har tiltrukket sig så stor opmærksomhed, for den tjener til at anskueliggøre en række principielle pointer.

Sagen vidner nemlig om den ekstreme lukkethed, som dansk kulturliv rummer. Dansk kulturliv er i den grad en lukket fest, hvortil kun den yderste venstrefløj har adgang. Så vidt jeg erindrer, har jeg her i Berlingske for år tilbage henledt opmærksomheden på dette indlæg før, men i givet fald kan det godt klare et gensyn. Indlægget er skrevet af den danske forfatter Tomas Lagermand Lundme, og heri fortæller han, hvordan hans venner i kulturlivet delvist har vendt ham ryggen bl.a. fordi han er medlem af Enhedslisten. Således hedder det sig i indlægget bl.a.:

”Forleden blev jeg igen beskyldt for at have solgt ud. Det vil sige, jeg har solgt mig selv til fanden og hans evindelige pumpestok – eller i det mindste til staten. Det sidste er nok rigtigt. For det er staten, der betaler rævegildet for mig. På en eller anden måde i kraft af legater, tilskudsordninger til teatrene og udstillingsstederne, så jeg kan få lov at producere det, jeg har lyst – og evner til. Det underlige er bare, at beskyldningerne kommer fra dem, der selv sejler rundt i et støttesystem, hvor statens iltapparater holder dem i live, mere eller mindre kunstigt.”

Tomas Lagermand Lundme, der i øvrigt er gift med DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, oplever således, at selv en politisk tilknytning til den alleryderste venstrefløj på tinge i kulturelle kredse er et problem for ham i Danmarks kulturelle miljøer. Han er simpelthen for borgerlig.

På samme vis er der også noget komisk over Søren K. Villemoes eksklusion fra Bolsjefabrikkens ædle haller, for jeg oplever bestemt ikke Søren K. Villemoes som borgerlig (og da slet ikke racistisk). Vi taler om en langhåret kulturjournalist og reggaekunstner, som jeg sjældent har mødt uden lidt fjolletobak i cigaretten, og fred være med det (rimeligvis skal det anføres, at jeg kun har mødt ham ved private og selskabelige lejligheder). Om Søren K. Villemoes betragter sig selv som borgerlig, må han selv redegøre for, men sådan oplever jeg ham bestemt ikke. Derimod er han ansat som litteraturredaktør på Weekendavisen, og en af stemmerne, der har kommenteret hans politiske eksklusion, kommer netop fra den danske digter Asta Olivia Nordenhof, der i 2013 blev indstillet til Weekendavisens litteraturpris for sin digtsamling ”det nemme og det ensomme”.

Nu bemærker den opmærksomme læser måske, hvorledes titlen på denne digtsamling ikke indledes med stort begyndelsesbogstav, og det er ikke tilfældigt, for Asta Olivia Nordenhof har nemlig gjort det til sit varemærke at afskaffe sådanne store begyndelsesbogstaver, ligesom hun bryster sig af at skrive i et demokratiseret dansk, hvor alle skal kunne være med. Det er også blevet kaldt et SMS-sprog, og anmelderne har naturligvis været vanvittigt begejstrede. Man kan evt. læse mere herom i dette portræt i Information, hvor den unge digter fortæller om dette i sin lejlighed, som hun i følge artiklen har arvet bag Det Kongelige Teater.

Her har hun bl.a. udtrykt, at hendes virke angår at ”demokratisere skriften” så ”alle føler, at de kan skrive”. Med andre ord er den unge digters projekt at nedbryde sproget i en sådan grad, at enhver kan være med, for ingen må udelukkes, og anmelderne har lagt sig fladt ned af begejstring og bl.a. beskrevet denne modige unge digter fra Forfatterskolen som dansk litteraturs nye dronning samt ”en stjerne og en ener”.

Så lige tilbage til sagen om den langhårede Søren K. Villemoes, for til denne havde dansk litteraturs demokratiserende dronning nemlig også en replik, som hun tilkendegav på Facebook. Den lød som følger:

lol hvad laver i med jeres støtteerklæringer til søren k willemoes? de borgerlige ejer hele verden, undtagen skønheden og festen og fremtiden, vi bestiller næsten ikke andet end at leve med deres aggressioner, lad os da lukke dem ude fra alt hvad vi kan”

På sæt og vis får Asta Olivia Nordenhof her opsummeret essensen af dansk kulturlivs sindelag. Det er dels en ekstrem og vedkendende eksklusion over for alt, der ikke tilhører den alleryderste venstrefløj (dronningen af dansk litteratur kan i øvrigt ikke engang stave til navnet på den mand, hun håner). Det er ubegavet og det er ikke mindst åbenlyst hyklerisk, når man i sin bestræbelse for at demokratisere så alle kan være med i et sådant omfang, at man knapt kan skrive, men dog alligevel ønsker at ekskludere folk, der er så langt til højre, at de ligefrem går ind for ytringsfrihed.

Imidlertid er dette hykleri velkendt, men hvis sandt skal være, er det egentlig ikke det, der i størst grad vækker anstød. Det egentlige anstød vækkes af denne pseudoavantgardisme. Det er denne rædselsfulde selvforestilling om at være i opposition, om at være undertrykt og at repræsentere fremtiden, når sandheden er den, at man sidder på fuld offentlig finansiering i sin arvede lejlighed ved Kongens Nytorv og repræsenter alle fortidens idealer, men ikke ét eneste af fremtidens. Dansk kulturliv repræsenterer således ene og alene synspunkter, der var dristige for ca. 50 år siden, men dette til trods præmieres sfæren med såvel konformismens privilegerede (og ikke mindst finansierede) komfort samt renegatens beundring. De to ting skulle man jo nok mene hinanden gensidigt udelukkende.

15 kommentarer RSS

  1. Af Troels Andersen

    -

    Mads Holger,

    Nu driller du de stakkels kunstnere igen.

    Tænk på, hvor hårdt det er at have medlidenhed med hele verdens undertrykte. Dog mest sig selv.

    Tænk på, hvordan det må tynge at give andre skylden for alt, hvad der ikke er eller har været perfekt i verden.
    .
    Tænk på, at såsnart en kunstner får succes, så står der 100 misundelige kolleger, hvis had man skal have kanaliseret over på “De borgerlige” (hvem det så end er).

    Det er altså et hårdt liv, at du ved det!

    Det kan tage flere TIMER om ugen på Facebook at få det ud.
    Er du klar over, hvormange offentlige kulturmidler man kunne have søgt i stedet?

  2. Af Per Ruben Larsen

    -

    Man skal ikke nedgøre andre mennesker for at fremhæve sig selv. Det er dumt.

  3. Af hans andersen

    -

    Sådan er det bare smålige mennesker der slås for at få deres snabel i skatteydernes lommer 🙂

  4. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt har jeg en hundehvalp, der danser til reggae musik, men den har hverken personnummer eller NemID, så derfor undtaget mulighed for at søge kulturstøtte . . . shit . . . VUF!

  5. Af ole nielsen

    -

    Danmark er jo ved at være et mafialand hele vejen igennem. I forvejen har vi en politisk mafia, en parkeringsmafia, en godheds- og indvandrings mafia, en feminist-mafia, en medie-mafia, skilsmissemafia, en børneværns mafia og en bankernes mafia mv…… så hvorfor ikke også en reggae-mafia?

  6. Af ole nielsen

    -

    Danmark er jo ved at være et mafialand hele vejen igennem. I forvejen har vi en politisk mafia, en parkeringsmafia, en godheds- og indvandrings mafia, en radigal feminist-mafia, en medie-mafia, en skilsmissemafia, en børneværns mafia og en bankernes mafia mv…… så hvorfor ikke også en reggae-mafia?

  7. Af P. Aagaard

    -

    Den yderste højrefløjs sammenrend af folk med ekstreme holdninger – også kendt som ondskabsindustrien – er fremragende til at iscenesætte sig selv som folk med ganske almindelige holdninger.

    I deres lys er alle andre yderligtgående venstreorienterede.

    For dem har det den fordel, at de overfor sig selv kan retfærdiggøre deres vanvittige holdninger og samtidig opkaste sig selv som forfulgte ofre. Trist at så mange hopper på limpinden.

  8. Af Henrik Knage

    -

    Raggae musik det udvikler sig bedst i en blanding af gærede sukkerrør, som derefter destileres til et produkt de kalder Rom, og så kulturradikal modgang, hvor de skriftkloge siger : Gå væk for Fanden! Istedet for :Kom!

  9. Af Uffe Staulund

    -

    @ Troels Andersen,

    Du sætter i din kommentar tommelfingeren præcist på kunstneres ømme punkt, den skattefinansierede kulturstøtte.

    Det er venstrefløjens eneste management værktøj, som forvandler kunstnere til dikkende lammehaler.

    Salig Julius Bomholdt var smart, da han fandt det styringsværktøj, men det har været effektivt, det må man lade ham.

  10. Af Erik Vestergaard Jensen

    -

    Jeg er langt hen ad vejen enig i din kulturkritik. Men den traditionelle opfattelse af højre- og venstrefløj er, efter min mening, ikke længere brugbar i den kulturkritiske analyse. Jeg mener faktisk, du er progressiv, selvom du anser dig selv som tilhørende højrefløjen. Du er hverken højre- eller venstrefløj. Du er vel snarere et etisk tænkende menneske, der sætter ordentlighed og korrekthed i højsædet. Men nu tibage til din kronik: Det er slående, at de forfattere, du kalder venstrefløjen, nærmest består af kvinder. Dén vinkel, synes jeg, er meget mere dækkende end opdelingen i højre og venstre.

  11. Af Jacob Octavius Jarlskov

    -

    Jeg er ikke selv på venstrefløjen, men erfaringen er, at højrefløjs humor og kultur virkelig skraber bunden. Gab. Dertil synes jeg det er grædekoneri at tude over en eller anden fuldkommen ligegyldig forening ikke vil have en bestemt DJ til deres fest. Nu er det sådan, at der gives støtte til alle, og formålet er at særligt små forsamlinger, der ikke har den store økonomi også kan lave arrangementer. Så for helvede lad dem gøre det om kom videre. Jeg er så træt af at høre højrefløjen græde og tuder og de mindste ligegyldigheder.

  12. Af Troels Andersen

    -

    P. Aagaard.
    Du ser splinten i din broders øje, men ej bjælken i dit eget.
    Du benytter præcis samme argumenter bare med modsat fortegn.
    Hvormange fredelige venstreorienterede demonstrationer i Danmark er blevet mødt af voldelige mod-demonstrationer og trusler om Berufsverbot?
    Hvormange venstreorienterede (svenske) kunstnere har fået tæsk i Danmark for at kritisere de egentlige magthavere?
    Hvormange venstreorienterede politikere i Danmark udsættes for dødstrusler og figurerer på terroristers dødslister?
    Den yderste højrefløj eksisterer mest som et skræmmebillede i visse menneskers propaganda.
    Den venstreorienterede propaganda er en direkte årsag til, at en eller anden tosse en dag flipper ud.
    Og så kan venstreorienterede læne sig tilbage og sige, hvad sagde vi.
    Provokationer igennem 40 år, og ingen voldelige modangreb i Danmark. Det er fantastisk så fredelig den “yderste” højrefløj er, selvom tonen til tider er for langt ude.
    Mon ikke vi skal blive enige om, at samfundet ikke har brug for en debat som kun indbefatter de yderste fløjes synspunkter?
    At diskutere, hvis yderfløj, som er den værste er meningsløst. Hvem var værst Hitler eller Lenin?
    Uden den kommunistiske trussel havde Hitler ikke have haft så let spil.
    Uden de venstreorienteredes absurde påstande om ordentlige folk, kan den yderste højrefløj ikke få indflydelse.
    Opførslen overfor Villemoes viser, hvor intolerante og hadefulde personer vi har med at gøre. Det matcher helt fint med folk, der råber hysterisk om at sende alle muslimer hjem.
    Venstrefløjen må tage ansvaret for deres egen adfærd og hvilke konsekvenser den har.

  13. Af Hul igennem?

    -

    Op i røven med hvad jævnt begavede trappeartister og sigøjnernassere synes om noget som helst.

    Her virker kun nulpenge. Ikke en dadel. Kein geld. Slut. Nix.

    De må jo vise deres store kunstneriske begrundelse fx ved at fodre sig selv.
    Mvh

  14. Af Troels Andersen

    -

    Hej Jacob Octavius,
    Du overser, at man målrettet har frabedt sig en bestemt person fra en gruppe.
    Hvis en dansk kirke inviterede et orkester til at spille klassisk (hvid) musik, og sognerådet frabad sig, at en bestemt sort, jødisk eller venstreorienteret musiker måtte komme med, ville dit svar så være det samme?

  15. Af otto otto bareth

    -

    Asta burde modtage…et ordentligt los i roven!

Kommentarer er lukket.