Afskaf armslængdeprincippet

Af Mads Holger 18

En velkendt talemåde beretter, at ”den, der betaler for orkesteret, vælger musikken”. Det giver jo i sagens natur meget god mening, men således er det påfaldende, at dette princip er sat ud af kraft, hvad netop musik angår.

I Danmark opererer vi historisk set efter det såkaldte armslængdeprincip, hvad angår kulturpolitik. Dette vil sige, at man fra politisk side mere eller mindre afstår fra at gøre sin politiske indflydelse gældende over for den konkrete kultur, som fra offentlig side støttes. Princippet stammer helt tilbage fra landets første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, som på trods af sin kejtorienterede politiske præference egentlig var en fornuftig mand. Han definerede selv dette ved at sige, at man kulturpolitisk skulle ”støtte, men ikke styre”.

I praksis betyder dette, at man fra offentlig side støtter kulturen, men afstår fra at gøre sin indflydelse gældende, hvad angår det, man så får for sine mange offentlige penge. Den slags spørgsmål søges i stedet afgjort af diverse råd og nævn, der fordeler midlerne til de udøvende kunstnere og andre kulturfolk, som de måtte finde egnede til at støtte. Det er alment kendt, at dette mellemled er ekstremt indspist og besat af en relativ lille gruppe mennesker med stærk tilknytning til hinanden.

Den seneste tids i øvrigt ekstremt vigtige debat om fraværet af et borgerligt kulturliv vidner med massiv eftertrykkelighed om, at de mange kulturmidler fordeles til en lille indspist skare af helt entydigt venstreorienterede kunstnere. Imidlertid finder jeg til måske manges overraskelse ikke det venstreorienterede aspekt problematisk. Det er det entydige, der er problematisk, nøjagtigt ligesom det ville være det, hvis man fra politisk side kun støttede borgerligt sindet kunst.

Armslængdeprincippet hyldes fra stort set alle politiske kanter. Jeg drøftede det engang med tidligere kulturminister Per Stig Møller, som erklærede sig som klar tilhænger heraf. Ligeledes kunne man for nyligt høre nuværende kulturminister Bertel Haarder med stor eftertrykkelighed erklære, hvorledes også han i den grad så stort på kunstens politiske præferencer.

Der er i politiske kredse en mildest talt lidt naiv tilgang til dette spørgsmål, såvel som der er det til kultur generelt. Man forfalder ofte i sin artikulering af dette synspunkt til at slå sig højstemt op, som talte man på Palatinerhøjen, Marsmarken eller i den grundlovsgivende forsamling. Synspunktet er som senmoderne fænomen uhyre populært både blandt afsendere og modtagere, og der er unægteligt noget selvsmagende over denne vilje til afmagt og præcisering af neutralitet, som passer uhyre vel ind i netop postmodernismens erklærede uvilje mod at påtage sig den regerende rolle. Mange kender sikkert også det citat, der (med rette eller urette) er tilskrevet Voltaire og lyder: ”Jeg er ikke enig i dit synspunkt, men villig til at dø for din ret til at fremføre det”.

Det er udtryk for en halvstudentikos tilgang og på ingen måde værdigt til at opløftes i de højtsvungne og fra tid til anden selvhøjtidelige bevingede fraser, hvori synspunktet almindeligvis indhylles. En regerings opgave er nemlig at regere, og har man besluttet at dette også skal foregå på et kulturpolitisk område, så skal dette naturligvis også omfattes af regering i ordets abstrakte forstand.

Derfor kunne det måske også være på sin plads at påpege, hvorledes dette armslængdeprincip på absolut ingen måde er funderet i vores politiske systems fundament, hverken det juridiske eller det ideologiske. Intet sted står skrevet, at en regering de facto kun knapt må føre kulturpolitik. Det ligger hverken i lovens bogstav eller i noget højere ideologisk princip, hvorpå disse vore love baserer sig. Dette er ikke det ædle demokratiske princip om magtens tredeling, det er bare noget, som vi i Danmark har besluttet og det tilmed i nyere tid.

Naturligvis skal det politiske system ikke detailregulere kulturen. Således har vi jo heldigvis heller ikke et undervisningssystem, hvor undervisningsministeren står i hvert eneste klasselokale for at kontrollere, hvorledes der nu også læses de rigtige bøger, og at ingen staver D i ”gjort”. Vi har heller ikke en fødevareminister, der står nede i Brugsen og kontrollerer, at ingen varer har overskredet sidste salgsdato, og forsvarsministeren ligger ej heller og kaster håndgranater ned i afghanske skyttegrave. Det er klart, at kulturpolitik som al anden politik bør bære bære præg af en overordnet og generel ambition på nationens vegne, men ikke en detailstyring.

Derfor skal jeg frabede mig at man forsøger at karikere mit synspunkt som et ønske om noget sådant. Der er ikke tale om et sort-hvid spørgsmål, men om forskellige nuancer af grå. Imidlertid er den afstandstagen fra at påvirke et af de politiske områder, der er mest skævvredet og entydigt monopoliseret af en specifik politisk observans, et vidnesbyrd om, at man enten ikke regner kultur for vigtigt (hvilket begrædeligt forekommer at være tilfældet blandt borgerlige), eller at man henholder sig til et princip, som ikke er funderet i andet end noget for vor tid så populært som vilje til afmagt.

Et andet og langt mere rationelt princip ville imidlertid diktere, at hvis skatteborgerne betaler for noget, så er de også via deres folkevalgte politikere berettiget til indflydelse herpå, ganske som det er tilfældet i alle andre politiske sfærer, men med dette komplet absurde princip, har vi fået et eksempel på det modsatte, hvor det offentlige blot udsteder en blankocheck og så under hensyntagen til en pseudoaristokratisk ånd afstår fra at influere på den vare, som man betaler i dyre domme for. En stigende tendens i tiden er således ikke uforståeligt en modvilje mod at støtte kultur med offentlige midler, og det kan meget vel over tid blive udgangen på denne vedkendte handlingslammelse og vilje til afmagt, som hersker i dansk kulturpolitik.

Således er dette ikke at betragte som et synspunkt for eller imod kulturstøtte, det er ene og alene et ønske om, at en politisk indflydelse naturligvis følger med de mange skattekroner, der anvendes på området. Man yder jo heller ikke landbrugsstøtte til en forsamling bønder for så at lade dem forstå, at disse penge må de selv fordele imellem sig, som de nu finder det bedst. Man yder ikke støtte til sundhedsvæsnet uden at kigge på, om folk så helbredes i samme, men netop dette armslængdeprincip har skaffet os et sygt kulturliv på halsen.

18 kommentarer RSS

  1. Af N. Jensen

    -

    Lidt i samme boldgade:

    Hvorfor skal jeg som ateist (ikke medlem af folkekirken) betale for at præsterne hver søndag fylder folk med løgn og latin ?

    Og hvorfor skal jeg bidrage (direkte og indirekte) til alskens anden overtro ?

    (det være sig forskellige variationer af kristendom , jødedom, islam)

    Mere end 200 år efter den franske og amerikanske revolution (hvor statens ledelse og overtro blev skarpt adskilt) hænger vi fortsat fast i en totalt forældet grundlov, der definerer Danmark som et kristent kongedømme !

    Selvfølgelig skal vi have trosfrihed i Danmark.

    Men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg skal betale for det fjolleri.

    Som jeg ser det, bliver mine menneskerettigheder overtrådt, når jeg tvinges til at betale for at andre kan dyrke deres åndssvage overtro !

    Forbyd nu, at staten financierer al overtro (uanset om det så sker gennem friskoler, aftenskoler, oplysningsforbund eller andre veje)

    Det kan kun gå for langsomt !

    Desuden vil vi dermed kunne spare mange milliarder, hvilket der er er stærkt behov for i en situation, hvor “flygtninge” i tusindvis sværmer ind over grænserne.

  2. Af Albert Leo Schlageter

    -

    Når jeg hører ordt “kultur”, trækker jeg min pistol!

  3. Af Gerd Larsen , Arbejdsmand

    -

    Der er sgu snart ikke andet end selviske pattebørn uanset hvor jeg ser hen. Flødeboller i jakkesæt som aldrig har svedt for deres løn. Kan man ikke få nogle hårdtarbejdende mennesker til at skrive lidt på disse blogs, fremfor alle disse forkælede overklassebørn, som mildest talt ikke bestiller andet end at være dybt usolidariske og pattede i deres møgforkælede budskaber.

  4. Af Henrik Knage

    -

    Jeg kender alt til arms længder. Længden den på en arm, der skal forlænges med en armforlænger i kraft af en lærling, bevæbnet med en trædecykel og en armforlænger, bærende på en glasplade og en gipsplade over Ringgade Broen i Aarhus – og så udføre det arbejde – mester ikke kan. Bare for at grine af mig, sammen med hans venner – fordi jeg gør det hverken ham, eller hans venner formår.

  5. Af Jan Petersen

    -

    Kultur støtte er vel blot vor tids magthaver buzz word for de “intellektuelle” arbejdssky elementer i samfundet, man ikke vil nedværdige at gå på det lokale Jobcenter og søge job i nærmeste Netto!

  6. Af Lars Petersen

    -

    @ Mads Holger.

    HVORFOR SNAKKER DU SÅ MEGET OM NOGET FLERTALLET AF BEFOLK. SLET IKKE ØNSKER ?

    Tvangs-skattebetalte “såkaldte” kunstnere, din egen kunstigt skatte-skabte arbejdsplads,
    af navn: Radio 24/7.. etc. etc.. du ved her er flertal for at få lortet fjernet, og alligevel tonser du
    fuldstændig uanfægtet videre; i øvrigt fra endnu et tvangs-støttet medie, via andres lommer.

    Mads… Den er helt gal.. så snart befolkningen sidder kontrollerende på medierne, og deraf
    styre hvad her skal tales om, hvornår, hvordan, samt hvem man ønsker inviteret ind i studiet,
    bloggen mv. så er i dead meet.. så fjant du/i bare videre, for jo længere tid i trækker pinen ud,
    desto mere intensiv nasty bliver oprydningen af jer, samt krav omkring div. tilbagebetalinger.

  7. Af mr p j

    -

    Det er desværre ulækker og dødbringende virkelighed, at det som de fleste medier støtter, med DR, pollertiken og in formation i spidsen, er rød kultur, rødsort politik og rødsort massehenrettelse af alle nationale, kulturelle og folkelige værdier og fremtidsmuligheder. Hvis den nuværende nykommunistiske, feministiske og pladderhumanistiske udvikling fortsætter, vil der om kort tid ikke være andet tilbage til danskerne end udplyndring, menneskelige tab, fordrivelse, nedværdigelse, vanvid, gangstervælde, bloddryppende ulykker og endeløse lidelser. Titanic-Danmark har kurs mod barbari og undergang.

  8. Af Mogens Stig Møller

    -

    Armslængdeprincippet er indført for at forhindre tidligere østeuropæiske tilstande, hvor regeringen bestemte, hvad folk havde godt af at se. Det er vigtigt, at det opretholdes, hvis vi vil have et kulturliv i udvikling. Danmark er et lille land og et lille sprogområde. Derfor er de kommercielle muligheder begrænsede. det gør, at der er nødt til at være kulturstøtte, hvis vi da skal have en national kultur, og det skal ikke være regeringen og politikerne – hverken de nuværende eller de forrige – der skal diktere, hvad kultur er og hvad der skal støttes.

  9. Af N. Jensen

    -

    Lige en hurtig tilføjelse:

    Afskaf nu den absurde tvangslicens !

    Lars (v.) Trier har været en katastrofe for Dansk filmindustri !

    Lider man af en blot en beskeden hørenedsættelse er det ganske umuligt at opfatte, hvad personerne siger, i og med at det er blevet kutyme, at kameraet ikke fokuserer på den person der taler.

    Det gælder både film og serier.

    Tilsyneladende insisterer DR/TV2/Zentropa på at anvende skuespillere der ikke evner at artikulere. (Nikolaj Lie Kaas er et eklatant eksempel)

    Så lær da for pokker af de glimrende krimiserier man kan følge på Kanal 5.

    Statsradiofonien p****r på os almindelige danskere !

  10. Af Henning Svendsen

    -

    Armlængden eksisterer ihvertfald ikke hos Venstre og penge til kulturen har hellerikke armslængde!-dem der sidder på kasseapparatet deler flest penge til deres meningsfæller.
    Så det eneste sted hvor armslængen fungerede det var hos Hitler og ligesådan hos Jesus disciple der hilste hinanden på samme måde

  11. Af Lars Toft

    -

    til Gerd Larsen,
    De hårdtarbejdende har travlt med at gå på arbejde…..derfor skriver de kun sjældent på disse blog´s.
    I øvrigt et fint indlæg som sædvanligt Mads Holger, tak!

  12. Af Lars Toft

    -

    glemte at tilføje: de hårdtarbejdende har travlt med at gå på arbejde og tjene penge, som de så kan aflevere i skat der så kan fordeles ud til kunstnere, der laver kunst som de arbejdende ikke har tid til at kigge på, fordi de ikke kan få fri fra arbejde……

  13. Af Tom Erne

    -

    Uden videre pointe, saa er det alligevel interessant, at der via skatten ydes tilskud til, at sylfider i kropsnaer trikotage kan danse paa taer i et dertil bygget palae midt paa Kongens Nytorv, til morskab og underholdning for en elitaer minorotet, alt imens vi diskuterer, hvordan der skal vaere raad til at vores aeldre ikke drukner i deres eget pis paa landets plejehjem.
    Dette samtidig med, at der uddeles subsidier til kunstnere, som ret beset sagtens kan klare sig selv. I ved selv hvem i er…Peter Arnoldi!

    Jeg ved ikke hvilken kultur kontrol MH praecis oensker de folkevalgte skal udoeve, nu det ikke er detail styring. Men maaske man bare skulle se paa at faa det gjort oekonomisk baeredygtigt, og saa ellers tage den derfra. Hvis ikke det kan saelges er det nok ikke saerligt godt! Saadan helt objektivt betragtet.

  14. Af britta due andersen

    -

    “Armslængdeprincippet er indført for at forhindre tidligere østeuropæiske tilstande, hvor regeringen bestemte, hvad folk havde godt af at se” skriver Mogens Stig Møller.
    Nu medfører armslængdeprincippet, at det er medarbejderne i DR, der bestemmer, hvad befolkningen har godt at se/høre..
    Og der er INGEN kontrol af programmerne! Vi kan skrive og klage og få en sluder for en sladder fra journalisten, der har lavet programmet eller lægge sag an ved domstolene.

  15. Af Henrik Knage

    -

    Hvorfor hedder det P4 i radioen – og ikke Jørgen de Mylius?

    Jeg har ikke hørt P4 de seneste 4 år, bare at blive forskånet for at høre mere på den klovn, har hørt på ham siden han startede.

    Nu gider jeg fanme ikke mere.

    Man kan ikke engang købe en transistorradio andet end den hedder PhillipsJørgendemylius.

  16. Af Henrik Knage

    -

    Er det for at gøre grin med Løkke, at det hedder armlængde?

  17. Af poul boie pedersen

    -

    ” Man yder jo heller ikke landbrugsstøtte til en forsamling bønder for så at lade dem forstå, at disse penge må de selv fordele imellem sig”
    Men det er jo præcis hvad der sker med Ha støtten fra EU, der er helt uafhængig af hvad landmanden dyrker, eller hvordan han behandler naturgrundlaget.
    Men bort set fra det dyrker kunstnerne jo ikke afgrøder, men røntgenfotografering.
    Kunst er jo i sin inderste mening blot et alternativt synspunkt på tilværelsen, en gennemborende syrlig bemærkning til tilværelsens forunderlighed og absurditet, og et indspark fra en helt anden vinkel til tidsånden.
    Den fremstiller det smukke, det grimme, det psykologiske output af politikernes statistisk generaliserede input, men også stemninger, angst og sjælens uro. Derfor er det faktisk umuligt i samtiden at sige, hvad der er god kunst. Kunsten er den femte statsmagt, og derfor må man undgå smagsdommeri og censur, hvis man vil have, at det sublime får en chance.

  18. Af Hul igennem?

    -

    Problemet løses vist kun med en nulpenge politik!
    Ikke en dadel! Kein geld! Skrid! Lukket. Ingen nassepenge..

    Sikken masse kolde numser og tomme køleskabe det ville give..
    Undtagen for dem folk ville købe billet til!
    mvh

Kommentarer er lukket.