Det udramatiske kulturliv

Af Mads Holger 13

Sagen om DRs propagandistiske dramaserier bliver tilsyneladende ved med at trække overskrifter, og godt det samme, for det er utvivlsomt en af de vigtigste debatter i flere år. Som det sikkert efterhånden vil være de fleste bekendt, blev skandalen og den herpå følgende debat indledt, da tidligere dramachef på DR, Ingolf Gabold, pure tilstod, at han i sit tretten år lange virke bevidst havde forsøgt at manipulere politisk og ladet dette komme til udtryk i de dramaserier, han søsatte for såvel licensmidler og særbevillinger.

Det er jo selvsagt i sig selv skandaløst nok, at man har en licensbetalt og nationalt mediehus, der bevidst søger at præge verdenssynet i en given og retning, og vel at mærke i den samme retning hver gang. Når imidlertid vi er færdige med at rase ud over dette, bør der imidlertid også anlægges et andet perspektiv af mere kulturel og dramaturgisk karakter. Vi bør nemlig også spørge os selv, om de af Ingolf Gabold søsatte dramaer så i det mindste var gode dramaer ud fra sådannes præmisser.

Hvor vanskeligt end bør vi også give plads til at tilsidesætte det politiske og ideologiske aspekt for i stedet blot at betragte DRs dramaer som så alene. Var de under denne nøgterne optik så i det mindste gode? Det mener jeg ikke, og endskønt jeg netop lovede for en stund at tilsidesætte det politiske og ideologiske aspekt spiller dette alligevel ind med store pædagogiske evner til belysning heraf.

De fleste vil kunne nikke genkendende til, at det er en dårlig og ikke læseværdig krimi, hvis det på dens omslag står skrevet, at det var butleren, der gjorde det, for derved udebliver selvsagt spændingen. Derved forføres vi ikke som publikum og læsere til at gøre først den ene antagelse herpå den anden, inden vi i sidste akt overraskes og forbløffes over, at morderen var en helt anden end den, vi havde forventet.

I det klassiske drama, herunder i særdeleshed den klassiske tragedie, som vi bedst kender fra grækerne, møder vi sagnhelte som Ødipus og Medea. Vi kan finde disse dramaer mange steder, men nok navnlig hos forfattere som Euripides og Sophocles, mens den mere prosaiske og videnskabelige udlægning af det klassiske drama er at finde hos Aristoteles herunder navnlig i dennes Poetikken. Et helt centralt begreb i denne genre er peripeti (περιπέτεια). Det er det dramatiske virkemiddel, der indtræffer, når dramaets helt og med ham publikum indser, at alt, hvad han vidste, var forkert, at dem han troede, var hans allierede, viste sig at være onde fjender og vice versa.

Derved omvæltes alle værdier, derved skaber dramaet en pirrende spænding, og denne spænding er død og pine dramaets forudsætning. Det er den samme spænding, som såvel Eros´og Artemis bue betjener sig af, og drager vi ind i lyrikkens verden, gør det samme sig gældende for Apollons lyre; spænding, men DR, Ingolf Gabold og dansk kulturliv under ét har med enkelte meget få undtagelser absolut intet af denne spænding intakt. Faktisk forekommer dansk kulturliv end ikke mere spændt end en osteskærer.

Forklaringen er den, at vi allerede under ouverturen med usvigelig sikkerhed ved, at det var butleren, der gjorde det. Derfor udebliver den omvæltende peripeti, spænding og overraskelse for at erstattes af forventelighed, forudsigelighed og kedsommelig tristesse. Vi ved således i DRs dramaer, at det er den stærke kvinde i den mandsdominerede verden, der trods en hård pseudokamp mod et en fiktiv mandsdomineret verden alligevel klarer skærene og slutteligt får ret og satisfaktion. Vi ved bare, at zigeunerne er alle tiders, og at de rige er onde.

Dette er essensen af dansk kulturliv og har været det gennem efterhånden mange år, og dette er forklaringen på, at vi (igen med få undtagelser) ikke producerer lødig, endsige banebrydende kunst og kultur. Nu overrasker jeg næppe nogen ved at tilstå, at jeg er en borgerligt sindet kunstner med alt det besvær, som dette i vore dage rummer, og således vil det måske undre nogen, når jeg medgiver, at ungdomsoprøret og 68ernes virke ud fra disse narrative kriterier rent faktisk måtte medgives at have været god kunst og kultur, fordi det netop skabte en omvæltning. At jeg så personligt ikke tilslutter mig denne er i så henseende ligegyldigt, for så vidt som vi kun applicerer en klassisk dramatisk analyse.

Gennem generationer var befolkningen blevet indoktrineret til at tro magthaverne gode. Gennem årtier havde der stået respekt om overlæreren, præsten, dommeren, den maskuline familiefar og det sædelige menneske, men som med ét blev denne verden omstyrtet kulturelt, og pludselig handlede kulturen om at nedbryde disse forestillinger. Pludselig rendte Savage Rose rundt i bar røv på Det Kongelige Teater, og pludselig sad Klaus Rifbjerg med venner og rød hash på Kulturministeriets trappe. Der skete noget, og der var den spænding, som netop også får lyren til at klinge, hvorfor det ligeledes må medgives (hvor modvilligt end) at 60ernes musik var niveauer over nutidens. Man vover nemlig i dag intet, påtager sig ingen risici og imødegår intet af den friktion, der både abstrakt og obskønt må gå forud for en udløsning.

Af samme grund ser jeg med intet mindre end den største foragt på vor tids kulturliv og ikke mindst på min egen generation af eftersnakkende konforme humanioradrenge. Jeg ved, at det er stærke ord, men fastholder dem, for her har vi netop at gøre med et kulturliv og en vattet generation, der som kollektiv blot valgte at reproducere det, den blev givet. Her har vi at gøre med mennesker, som ikke havde den fornødne courage til at skabe peripeti, spænding og ovæltninger. Her har man blot fastholdt forældregenerationens synspunkter, ideologi og formsprog, men dette til trods regner man sig avantgarde, hvilket er decideret patetisk, for avantgardismen går netop forrest med al den risiko og modstand, der ligger hengemt heri. I stedet hensynker man til at jage spøgelser og at dræbe en for længst både afdød, kremeret og begravet lektor Blomme. Man sætter sig op imod den afdøde bedstefar, men vover ikke det ødipale fadermord, og det er disse, der siges at bringe historien frem.

Man er typisk aparte og gentager det vedtagne, man er modstander af magthaverne, om end vel at mærke ikke de præsente, men kun de historiske og afdøde, og endskønt jeg skal præcisere, at dette gør sig gældende for stort set hele det danske kulturliv, så er denne konforme pseudoanantgardisme dog stadigvæk stærkest udtrykt på DR (nå ja, og så i Politiken selvfølgelig).

 

13 kommentarer RSS

  1. Af Jannik Gru Heinesen

    -

    Danmarks Radio er en tvangsbetalt udemokratisk konstruktion, med ekstremt ringe kommercielle produkter, der konkurrerer på markedsmekanismer, og som intet har med Public service at gøre.

    Lad DR være bruger-betalt og reklame-finanseret, som de andre tv-kanaler, og lad os få moderniseret det danske medie-landskab.

    De penge som tidligere er brugt til DR, kan med fordel bruges på at forbedre levevilkårene for de mange fattige danskere, som i disse år må gå fra hus og hjem, på grund af politikernes omfordeling af samfundets goder.

  2. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt kan enhver tidligere DR-medarbejder idag roligt tilstå, at vedkommende også var KGB-agent, varm tilhænger af Maos kulturrevolution (ofre blot et sted mellem sølle 50 – 200 hundrede millioner uskyldige kinesere) – collateral damamage, for en afsindig politisk idé. Resten af magten – som idag er dommere eller sidder på andre tunge poster – var tilhænger af samme forrykte ideer. Så den ene medskyldige fritager meget smart den anden for ansvar.

  3. Af hr. pre ben jen sen

    -

    Der er trods alt en del gode og oplysende udsendelser i DR radio og tv, men alt i alt bruger DR en meget stor del af tiden på rødradikal og landsskadelig propaganda. Oveni er der så mange udsendelser hvor DR er mikrofonholder for ligestillings-fanatikere, mandsfjendske/familiefjendske feminister, indvandringsbegejstrede pladderhumanister og folk der har fået co2 på hjernen. Tvangslicensen bør reduceres med 80-90 procent.

  4. Af J Nielsen

    -

    Gary Larson tegner mesterdetektiven overfor stuepigen, butleren, kokkepigen og elefanten, der iført jakke og kasket sidder og trykker sig ned i sofaen sammen med de andre tre.

    “Og morderen er …. Butleren! Ja, det var butleren, der stangede obersten ihjel før han trampede ham i smadder!”

  5. Af hr. pre ben jen sen

    -

    Hvis Borgens undergravning/nedtromling/ruinering af dansk kultur fortsætter, kan “kulturlivet” sikkert ende med at blive meget dramatisk. Og der er nok en stor risiko for at vores kultur vil blive udskiftet med barbari.

  6. Af hr. pre ben jen sen

    -

    PS: Det kan anbefales at læse Berlin gskes artikel om at demokratiet er ved at sygne hen. Læs også “Plageåndernes legeplads” i jp.

  7. Af J Nielsen

    -

    Mark Twain parodierede forudsigeligheden i opbyggelige fortællinger i “The story of the bad little boy” :

    http://www.washburn.edu/sobu/broach/badboy.html

    DR kunne lære noget. Det er de sikkert ikke ene om.

  8. Af professor trivia

    -

    Og Politiken er fra at være jødevenlig gået til at være yallahvenlig, JyllandsPosten er blevet JyllandsPolitiken, Berlingske er blevet drvenlig, alle er de ludere for mediestøtte(!) da ingen vil betale ret meget for propaganda. Undtagen Bløde Bertel som heller ikke ville smide kriminelle ud af Folketinget selv om han er formand for valgs prøvelse.

  9. Af E. larsen

    -

    DR er en kanal der er totalt manipulerende og ensretttet. Efter min mening og erfaring i mange , mange år en uhyggelig venstrejournalistisk propagandakanal, der endda kræver licens fra borgere (danske) der overhovedet ikke er i nærheden af at være enig i deres politiske programmer.
    Lige nu har vi den stakkels mand fra Helsingør der YTRER SIN MENING – og den er så ikke tilladt i dag i Danmark. Havde det været en muslim der havde sagt “alle medlemmer af Dansk folkeparti (eller medlemmer af venstre) er rascister og nærmest nazister” – ville han så blive dømt??? NEJ, NEJ, NEJ. Hvordan kan de andre partier og danskere blive ved med at finde sig i det her??? Selvfølgelig skal da de dommere der tolker 266 således fyres omgående – de forstår jo intet – ELLER
    GÅR de så nu i gang med at sagsøge 200.000 personer der har kommet med langt grovere indlæg end Helsingør-borgeren??? Endda de fleste fra “muslim-side”??
    Nej, det gør de nok ikke. DANMARK VÅGN NU OP – VI SKAL PÅ GADEN OG KÆMPE OG GLEM ALLE DE TÅBER OG FOLK DER VIL OG VIL ØDELÆGGE VORES LAND. (Jeg kunne nævne mer end 50 her på bloggene der tydeligt er “bestilt arbejde” m.m.

  10. Af t. sørensen

    -

    Som om det var en nyhed Gabold serverede. Vi er mange, der i mange år har vidst at DDR har forsøgt at manipulere os. Livet er for kort til at argumentere i mod dette. Endnu har vi da lov til at stemme som vi gør. Det gør vi så. Endskønt stemmeafgivelsen går direkte imod Gabolds idealer. Vi deler afgjort ikke hans idealer. Slet ikke.

  11. Af professor trivia

    -

    Jeg skammer mig over Thomas Nasserberg.

  12. Af R. Sørensen

    -

    Tak til Mads Holger –

    I årtier har danske journalister i medierne bragt rapporter fra udemokratiske lande i verden, som “vi” er/var uenige med. Ofte hed(der) det, at “det forlyder fra “den statskontrollerede radio”……….” – Uha, vidste man så.

    I Danmark har vi derimod demokrati, som de fleste partier hylder. Danmark er ikke et DDR. Vi bryster os af upartiske embedsmænd, upartiske journalister og armslængdeprincip i relation til vore institutioner, dvs. upartisk kunst og børneopdragelse. Vore politikere taler sig til rette og enes om, at vi skal putte mange penge i statskassen til systemet. Udover veje mv. skal der nemlig rigtig mange statskroner til embedsværk, journalister, kulturfolk, børneopdragere osv. –

    Og aldrig hører vi fra alle vore danske stats-journalister tale om “statskontrollerede nyheder”, selv om alle bringer det samme, eller begivenheder i det statsbetalte kulturliv – skabt af vore store stats-kunstnere.

    For i demokratiet ser vi helst bort fra statens rolle og alle dem, der får lov at styre og opdrage ad den vej. “Stat” er siden DDR mfl. lande et fy-ord. – Derfor siger vi heller ikke stats-djøf’er, stats-journalister, stats-kunstnere mv. – Nej vi taler hellere hellere om det store “fællesskab”.

  13. Af Clara Fønss

    -

    Hvad med, at selvsamme Mads Holger prøvede sig selv af i damaets verden.

    Hvo intet vover, intet vinder.

    Nogle af de serier DR har frembragt er gode, andre ikke. Skal vi lave blå dramatik, når blå regering er ved magten og rød dramatik, når rød regering er ved magten. Er det sådan man skaber kvalitet eller kunst, ved at styre dramatik via politik?

    Ingolf Gabold provokerer, det synes han, at han skal.

    Da jeg var barn boede jeg hos mine bedsteforældre om sommeren, de havde både høns og får. Jeg kunne ikke lide hønsene, jeg synes de var så fantastisk dumme. Hvis min bedstemor ikke så det, kunne jeg finde på at skrige ind ad hønsehullet, og hønsene fløj op og skreg og hylede.

    Sådan har Ingolf Gabold råbt ind ad hønsehullet og alle hønsene skriger og råber.

    I den sidste serie, Bedraget er den rige en slyngel, men når det kommer til stykket er han ikke rig, han er Stein Bagger typen. Således handler serien ikke om rige, men om en svindler.

    Skal vi fornøje os med det Sørine Gotfredsen skriver om i dag, Strandhotellet hvor alle roller er klare de rige er rige og de fattige er fattige. De giver selvfølgelig et enkelt livsyn og rollerne er helt klare.

    Men ville tidligere formand for DF være blevet formand for et politisk parti og ville Lars Løkke være blevet statsminister i dette Strandhotellets liv. Her var Pia nok blevet stuepige og Lars ekspedient i en herreekviperingsforretning og hverken du eller jeg havde fået en videregående uddannelse.

    Denne ulidelige fortidsdyrkelser, er ved at fordumme den danske befolkning. Det er tilsyneladende ingen grænser for DF’s fladpandede politik.

Kommentarer er lukket.