Om at være berømt

Af Mads Holger 30

Jeg ved godt, at allerede denne overskrift nok vil få mange læsere helt op i det røde felt af raseri, men jeg vover alligevel i vanlig stil pelsen og tillader mig at anvende den, ligesom jeg i det følgende risikerer at tematisere emnet, hvorover overskriften dækker.

Anledningen er den, at jeg i dag vågnede til nyheden om, at jeg i 2015 åbenbart har været den mand, som danskerne oftest søgte efter på Google, kun overgået af den heltemodige danske astronaut Andreas Mogensen, for hvem jeg gerne viger førstepladsen. Ikke desto mindre er dette blot en konkret anledning til at skrive dette indlæg, som jeg i abstrakt forstand længe har haft liggende i skuffen eller baghovedet, for berømmelse i vore dage forekommer mig at have undergået en forandring til det dårligere.

Jeg har gennem snart ti år været næsten dagligt at finde i landets aviser og medier i øvrigt, og det er måske et privilegium, som mange mennesker ønsker sig, hvad enten de vil være ved det eller ej. Ligeså gjorde jeg i begyndelsen selv, det skal være klart indrømmet. Når jeg havde givet et interview, fået trykt en kronik eller på anden vis fundet vej til spalterne, købte jeg altid den pågældende avis og klippede det ud. Jeg ringede til min gamle mor og gjorde hende opmærksom herpå, så også hun kunne lade avisen indkøbe. Jeg var stolt, men som med alt andet aftager fascinationen i tidens fylde. Dette princip gælder selvsagt ikke for eksponering alene, men også alle andre ting, der først indledningsvist begejstrer, men siden overgår til at blive internaliseret vane.

Danmark er et lille land, og dette betyder, at vilkårene for berømmelse er ganske anderledes end så mange andre steder. I større lande er national berømmelse næsten identisk med økonomisk rigdom. Uanset om man berømmes herostratisk eller heroisk, kan man efterfølgende sælge et interview, få en journalist til at skrive sine erindringer eller spille idiot i et massemedie for derved at indkassere en formue. Siden kan man så trække sig tilbage til et eller andet gated community, hvor man kan sidde med fire ukrainske modeller i sin pastelfarvede palminjacuzzi og ellers passe sig selv. Det er bestemt ikke, fordi jeg betragter en sådan skæbne så lyksalig, da også den i tidens fylde omfattes af vanens inflation, men det er dog alligevel en kulturel forskel, der er værd at bemærke sig.

Forleden skulle jeg hjem til en ven og fangede linje 1 i Bredgade. I bussen sad to unge drenge og evnede åbenlyst ikke at skjule, hvorledes de fotograferede mig med deres mobiltelefoner. Jeg konfronterede dem, og de fortalte lettere anklagende, at de havde fanget mig i at køre med bussen, hvilket lod til at underminere min identitet i deres øjne, men det kunne jeg ikke tage mig af. Det regnede for fanden, og det er ikke til at få en hyrevogn på disse årets største julefrokostaftener (jeg skal prøve det der Uber ved lejlighed).

Alligevel forekom det mig sigende, at noget så banalt som en bustur næsten blev udlagt som en anklage mod min person, som havde jeg løjet eller forstillet mig og var nu blevet afsløret i at køre med (omni)bussen som alle andre. En maske, jeg aldrig havde påtaget mig, krakelerede på ydmygende vis, men dette er vilkårene, når man er berømt i Danmark. Der er sjældent nogen nævneværdig økonomisk gevinst forbundet hermed, og man skal stadig køre med bussen, og fint med mig, hvis blot man dog kunne blive anklagen for denne simple forseelse foruden.

Tidligere var berømmelse noget, der knyttede an til præstation. Man var kendt i offentligheden, fordi man var en god fodboldspiller, skuespiller, kunstner eller noget helt fjerde. Sådan er det gudskelov stadig, men vores vestlige populærkultur har endvidere også ophøjet en del andre mennesker til berømmelse, uden at en præstation er gået forud herfor. Dette er selvsagt stærkest repræsenteret i reality-kulturen, og da jeg for nyligt blev klippet hos en frisør i Svendborg, læste jeg under forløbet hans ugeblade for blot at konstatere, hvorledes jeg stort set ikke kendte til et eneste af de mennesker, der var portrætteret heri (Kongehuset undtaget naturligvis).

Måske skyldes dette, at jeg ikke ejer et fjernsyn, men under alle omstændigheder er det åbenlyst, at berømmelse som fænomen i vores kultur har gennemgået en stærk inflation og ikke længere per nødvendighed knytter an til myndighed endsige præstation. I så henseende er berømmelse ikke meget ulig de andre fænomener, hvortil netop myndighed eller præstation tidligere knyttede an. På Roskilde Universitetscenter (RUC) udtalte rektor Hanne Leth Andersen, sidste år at ”det gør ikke så meget, at de studerende har svært ved at læse og skrive”.

Dette vil altså sige, at vi i Danmark har et universitet, som ser stort på at uddanne akademikere, der ”har svært ved at læse og skrive” hvilket selvsagt udvander den respekt og myndighed, der tidligere stod om akademia, men nu også medgivet er forsvundet, ikke kun fra RUC, men fra dansk akademia som helhed betragtet. RUC har på sæt og vis gjort for akademia, hvad reality-tv har gjort for berømmelse, fordi netop præstationen og kompetencen adskilles fra udmærkelsen.

For knap fire år siden tiltrådte jeg som kirkeekspert på Radio24syv. Jeg skulle to timer ugentligt beværte programmet Skriftestolen og diskutere eksistens, teologi, kirkepolitik o.lign. med præster, professorer, ministre, biskopper, politikere og kulturfolk. Programmet kørte ugentligt i tre år, og var sandsynligvis det smalleste og mest intellektuelle, som kunne opleves noget sted på den danske medieflade, være dette sig digitalt eller på print (det havde sandsynligvis også kun 55 lyttere). Jeg følte mig ikke desto mindre godt udrustet hertil, eftersom jeg i al beskedenhed havde en ca. fem år lang akademisk uddannelse bag mig (det tog en BA i teologi dengang), jeg havde dengang udgivet tre romaner, skrevet utallige artikler og indlæg i både danske og udenlandske medier, var eksamineret i syv sprog og havde boet over det meste af verden.

Jeg holdt forud for min tiltrædelse et møde med mine to chefer, Mads Brügger og Mikael Bertelsen, hvorpå vi gik op på bygningens tag og kiggede ud over København for at nyde tobak. Her forklarede Mikael Bertelsen mig noget, som jeg dengang ikke bed mærke i, men siden ofte har generindret. Han sagde, at jeg skulle passe meget på, fordi jeg var kendt i offentligheden, og at der sad ca. aggressive 300.000 arbejdsløse akademikere eller studerende, som ville blive rasende over at høre mig diskutere eksistens på landsdækkende radio af den ene og samme grund. Godt nok havde jeg både været i snævre medier som Tidehverv, Weekendavisen og Information, men jeg havde også været i Billedbladet, og det er farligere, end man umiddelbart skulle tro.

Jeg har siden erfaret, hvorledes den gode Mikael Bertelsen havde fuldstændig ret, og da jeg siden stillede op til folketingsvalget, blev jeg udråbt til at være ”kendiskandidat” selvom jeg påviseligt både havde mere erhvervserfaring og var bedre uddannet end hovedparten af det siddende folketing, men det dubiøse hang ikke desto mindre ved. Det kan ikke nytte noget at klynke over dette, for sådan er det bare, og der er heller ikke noget værre end at læse endnu et interview med berømte mennesker, der klager over deres egen berømmelses pris (Sanne Salomonsen har mig bekendt givet 100 af sådanne interviews). Så må man lade være og holde sig ude af blitzlyset, for disse er vilkårene.

Det interessante er imidlertid, at berømmelse i vores kultur er overgået fra at være en udmærkelse til at blive dubiøst, og tro mig, man skal dette til trods stadig køre med bussen, for det skal vi sgu alle i dette land.

30 kommentarer RSS

  1. Af Søren Revser

    -

    Luk kendis fabrikken DR, og stop bestikkelsen af medierne med medie støtte, så er det problem løst omgående.

  2. Af Jan Petersen

    -

    Respekt herfra. Tag røven godt og grundigt på hele hoben af tomhjerner – de elsker det!

  3. Af j nielsen

    -

    M. Ogier skrev:

    “Jeg ved godt, at allerede denne overskrift nok vil få mange læsere helt op i det røde felt af raseri”

    Jeg kan kun gætte, men jeg tror der skal mere til.

    Bertelsen diskuterer i et af sine programmer det fænomen, at der bliver flere og flere kendte, som kun er kendt for at være kendt. Det sker i dag med en hast, så hvis den tendens holder, så vil der i år 2042 kun vil være ganske få ikke-kendte tilbage her i landet.

    Og de personer bliver naturligvis helt utroligt berømte.

  4. Af Niels Peter Lemche

    -

    J Nielsen,

    Rigtig morsomt svar!

    Og mht. at være kendt. Det er noget meget relativt noget, men også en slags narko. I min stilling bliver man kendt for det, man er, og det, man skriver eller siger, og det var da interessant at drage rundt i verden, og alle inden for mit fag vidste med det samme, hvem jeg var. Det er nok stadig sådan; men så i hjemmeværnet, hvor jeg endte som landsrådsformand: en slags primus inter pares. Nogle kaldte mig generalens spindoktor. Men en dag gik jeg ud ad døren, og så var den berømmelse forbi.

    Jeg ville sige, at er man stadig kendt 50 år efter, at man er gået bort, så er der noget ved det. Ellers er det bare lokal flygtig berømmelse. Men derfor var det da stadig morsomt, at nogle aviser gad skrive om mig, da jeg blev 70. Mon de også vil, hvis jeg bliver firs?

  5. Af Maria Due

    -

    Når jeg står i kø i mit supermarked, står jeg og glaner på avis- og ugebladsforsider og aner ofte ikke hvem det er, journalisterne er på fornavn med. I de senere år har jeg fået det indtryk, at – undskyld Mads Holger – en af landets aller mest betydningsfulde mænd hedder Dennis Knudsen, at han er frisør og makeup-artist ,og at han og hans mand først ikke planlagde børn, men siden at de er “parate til bleer”.. Så er det, at jeg bliver så underlig træt, for hvis journalisterne ikke har andet at skrive om, skulle de hellere lade være. Selv aviser, der gerne vi betragtes som seriøse, er fyldt med petitjournalistik.

    Det er ti år siden, at jeg havde et tv- apparat, og jeg savner det kun nytårsdag. Resten af år glæder jeg mig over, at jeg er fri for det skrummel.

    NIels Peter Lemche du kan jo gøre som andre og selv sende noget ind til aviserne, når du fylder 80 år eller få et familiemedlem til at gøre det.

  6. Af Keld Hybeæ

    -

    Nogle mennesker går meget op i at blive set og hørt. Disse lægger et stort arbejde i at være tilstede i medier og på digitale platforme så meget så muligt. Tendensen er meget tidstypisk. Vi lever i en tid hvor selve mennesket er blevet forført af tanken om markedsmekanismer. Mennesket har produktgjort forestillingen om sit jeg. Coca Colas strategi har alle år været at være tilstede så meget som muligt i menneskers liv, uanset hvor de befinder sig. Nu er dette forhold gjort muligt for narcissisten som faldbyder sit jeg i strategiske eksponeringer som afslører af jeg’ts uforløste behov.

  7. Af E. Larsen

    -

    Jeg bliver mere og mere enig med dig Mads Holger og jeg har det præcis som dig selvom jeg har været “kendt” indenfor f.eks. sporten. Men at se på ugebladene og alle de “kendte” i dag er rædselsfuldt. Det drejer sig jo om Stand-up-komikere, umulige X-factor sangere, entertainere, eks-politikere (og deres afkom) og mange endnu mere ukendte, umulige personer. ALLESAMME N skabt af medierne, specielt DR og senere også TV-2.
    Det er uhyggeligt – og jeg har det som dig – jeg gider ikke se de umulige TVudsendelser der promoverer umuliusser.
    Men tænk, tænk hvordan jeg ser hver dag mine børnebørn være totalt indoktrinerede af disse ting.
    DE SKAL jo se de umulige udsendelser i TV og på deres tablet.
    Til dig Mads Holger – tak for dine indspark i det Danmark der ikke mere har ´styr på noget.

  8. Af J H an sen.

    -

    Mads Holger:
    “Jeg ved godt, at allerede denne overskrift nok vil få mange læsere helt op i det røde felt af raseri”

    Vil det det?

    Af Niels Peter Lemche – 16. december 2015 19:35
    “Men derfor var det da stadig morsomt, at nogle aviser gad skrive om mig, da jeg blev 70. Mon de også vil, hvis jeg bliver firs?”

    Urias Posten måske.

  9. Af p jensen

    -

    Fire linjer fyldte for meget, “mente” f ilt ret.

  10. Af p jensen

    -

    Filtret er en hån mod ytringsfriheden, Berlin gske burde justere det i retning af noget mindre småligt og pernittengrynet.

  11. Af Anders Christiansen

    -

    Kære Mads, du har misforstået Googles analyse (som mange andre). Du er IKKE den mand, som danskerne har søgt næstmest på i 2015. Det er ikke en liste over absolutte søgninger, men over udviklingen i forhold til 2014. Det forklarer også hvorfor Andreas Mogensen ligger nr. 1, da ganske få søgte på ham i 2014.

  12. Af J Nielsen

    -

    Sikke en lettelse!

  13. Af P. Torbensen

    -

    Gab zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz

  14. Af J H an sen

    -

    Anledningen er den, at jeg i dag vågnede til nyheden om, at jeg i 2015 åbenbart har været den mand, som danskerne oftest søgte efter på Google.

    Skriver Holger.

    Det kan man godt undre sig lidt over.
    Men det skyldes nok underholdningsværdien, da Mads Holger kortvarigt var konservativ politiker i forbindelse med sidste valg.
    Hvor Holger ikke mente, at de konservative var konservative nok.

  15. Af J H ans en

    -

    Er der for resten nogle som ved, hvornår Uffe Ellemann indsætter et debat oplæg igen.
    Synes at det er nogen tid siden, at vi har hørt fra ham.
    Han plejer ellers jævnligt at have noget interessant på hjerte.
    Dette skal ikke forstås som en kritik af Mads Holger.

  16. Af Dennis Pedersen

    -

    @Mads
    Jeg har stor sympati for dine problemer med at blive kaldt kendis-kandidat selvom du er bedre kvalificeret end mange i folketinget. Jeg prøver ved hvert valg (lokalt som nationalt) at give min personlige stemme til en kandidat med et godt videns- og erfaringsmæssigt fundament udenfor politik, men disse kandidater har en tendens til at få ganske få stemmer. Derimod får “karrierer-politikkere” uden nogen nævneværdi uddannelse eller praktisk erfaring uden for politik langt hovedparten af stemmerne fordi de allerede har foden indenfor (eller bare er mere veltalende).

    Hvis dine politiske holdninger lå tættere på mine egne havde du helt sikkert fået min stemme, men jeg ville da bestemt ikke være ked af at have flere af din slags på “modstanderholdet”. 🙂

  17. Af Niels Peter Lemche

    -

    Gode Mads,

    I øvrigt er jeg sikker på, at dronningen er meget mere kendt end dig!

  18. Af hvad med ytringsfriheden?

    -

    Redder MH aldrig indlæg ud fra f ilt er-fængslet?

  19. Af Hul igennem?

    -

    Flere og flere kendte for at være kendte journalister er kendt for at være fulde af løgn.
    Trine Gregorius er kendt for at tilbyde “løgnetræning” til Carl Holsttyperne for 120.000,- Kendte I den? Gæt hvem der betalte.
    Kender Du dem? Falske krigsreportager komplette med forfalskede bombelyde.
    Løgnere.
    Udenrigskorrespondenter der er fulde af løgn. Som skriver direkte af fra andres arbejde.
    Falske “flygtninge”tudehstorier. Bare løgn.
    Europol historier. Bare løgn.
    Professorer der ikke er professorer. Bare løgn.
    Og journalistforbundets formand der siger at det er så synd for løgnhalse. Bare løgn.
    TVnyheder? Bare løgn. Radio? Bare løgn.
    Kendt for løgn, løgn og atter løgn.
    muh

  20. Af Rikke Nielsen

    -

    Misundelsens grimme fjæs ….. janteloven har ikke eksisteret forgæves.

  21. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt helt enig med “hul igennem” – og et ekstra stort MUH til stemme kvæget herfra!

  22. Af Niels B. Larsen

    -

    Jamen dog…

    En Mads Holger har været eftersøgt på Google.

    Jamen dog…

    Hvem er han, hvad laver han og hvor træffes han?

  23. Af Unn.A Hallas

    -

    Kære Mads Holger
    Min datter på 18 år synes du er lidt lækker, selv om hun ikke deler din politiske observans. Jeg til gengæld synes du ligner de mandlige modeller på mine mors norske strikkeopskrifter. De havde altid skæg og havde disse lidt våde øjne.

    Jeg er ikke berømt og savner det ikke, men har arbejdet med noget, der er kendt og nogle ting der vil bestå i mange år.

    Det er måske mere interessant at lave noget interessant, end at være interessant. Vores tidsånd fordrer nok det sidste, men det ene udelukker ikke det andet.

  24. Af Unn.A Hallas.D

    -

    Jeg beklager, jeg ville have skrevet
    “min mors norske strikkeopskrifter”.

  25. Af J H an sen.

    -

    Af Unn.A Hallas – 18. december 2015 2:24
    “Kære Mads Holger
    Min datter på 18 år synes du er lidt lækker, selv om hun ikke deler din politiske observans.
    Det er måske mere interessant at lave noget interessant, end at være interessant. Vores tidsånd fordrer nok det sidste, men det ene udelukker ikke det andet.”

    Mange kendte mennesker tror, at det at være sær, er det samme som at være interessant.

  26. Af hektor heimlich

    -

    Cameron igår: det vil tage meget hårdt arbejde at få UK ud af EUs klør! right! det samme gælder for Danmark!

  27. Af Vladimir Putin

    -

    7 sprog og sikkert lige uinteressant på dem alle. Den store skuffelse når man begynder at mænge sig med de kendte er hvor ulideligt kedsommelige de er – hele idéen om det gode selskab, dér hvor efter pålydende skulle “gå ned”, eller ske, er en farce, en maskerade af uironisk vigtighed: usmageligt selvsmagende. Det er et jaget blik i en hektisk masse af sykofanter.

    Det er ikke en anklage, blot en klage – en jamren. Hvis de dog bare vidste et eller andet; kunne et eller andet, en løsning; havde, en udmærkelse værd navnet.

    Som et lyn og med pludselighed sår det sig op for en at de kendte er sårede sjæle som os andre – og at kendthed er blot, i reglen er stoffet foretrukkent til at hylde livet ind i en hvis tåge af vigtighed; et behov, et hul, hat på en skaldet isse.

    Som herr Carrey så elegant sagde det, jeg ville ønske skulle blive rige og berømte, så de kunne se at det ikke er her lorten ligger begravet. Parafrase, naturligvis.

    Jeg drømmer om mere og større, om at kendes og anerkendes, at de store drenge skal se mig som en af dem, deres egen: men når jeg åbner munden trættes jeg. Hvad fanden går den her dans ud på råber man, men musikken er for høj, og ingen lyttede om der var stille som i kirken. Man griner som en galning, alene, og har tømmermænd dagen efter.

    Så nu går jeg ture i regnen og får verden for mig selv:

    Jeg kan lide at se på store skibe i havn: de minder mig om døden.

  28. Af Vladimir Putin

    -

    7 sprog og sikkert lige uinteressant på dem alle. Den store skuffelse når man begynder at mænge sig med de kendte er hvor ulideligt kedsommelige de er – hele idéen om det gode selskab, dér hvor det efter pålydende skulle “gå ned”, eller ske, er en farce, en maskerade af uironisk vigtighed; usmageligt selvsmagende. Et jaget blik i en hektisk masse af sykofanter.

    Det er ikke en anklage, blot en klage – en jamren. Hvis de dog bare vidste et eller andet; kunne et eller andet, en løsning havde; om de dog bare havde en udmærkelse navne værdt.

    Som et lyn og med pludselighed sår det sig op for en at de kendte er sårede sjæle som os andre – og at kendthed blot, i reglen er stoffet foretrukkent til at hylde livet ind i en hvis tåge af vigtighed; et behov, et hul, en hat på en skaldet isse.

    Som herr Carrey så elegant sagde det, jeg ville ønske skulle blive rige og berømte, så de kunne se at det ikke er her lorten ligger begravet. Parafrase, naturligvis.

    Jeg drømmer om mere og større; om at kendes og anerkendes; at de store drenge skal se mig som en af dem, deres egen: men når jeg åbner munden trættes jeg.

    Hvad fanden går den her dans ud på råber man, men musikken er for høj, og ingen lyttede om der var stille som i kirken. Man griner som en galning, alene, og har tømmermænd dagen efter.

    Så nu går jeg ture i regnen og får verden for mig selv:

    Jeg kan lide at se på store skibe i havn: de minder mig om døden.

  29. Af Bølle Bob

    -

    Hej Vladimir Putin. Er du digter?

  30. Af Vladimir Putin

    -

    Hej Bølle Bob.

    Nej, jeg er ikke digter – kun når jeg glemmer at skrive eller tale almindeligt. Resten af tiden regerer jeg fra Sankt Petersborg til Beringstrædet.

    С Рождество́м!

Kommentarer er lukket.