Danmark har intet borgerskab

Af Mads Holger 15

”Det tager tid at vende en supertanker”. Sådan sagde Anders Fogh Rasmussen, da han i november 2001 kom til magten som Danmarks statsminister. Det rummede nok et sandt ord og var en påmindelse til alle borgerlige om, at en erstatning af det omsiggribende velfærdssamfund næppe lod sig gennemføre fra den ene dag til den næste. Anders Fogh Rasmussen havde i så henseende ret, for politiske omvæltninger hverken kan eller skal implementeres med ét. Hertil kommer den realpolitiske virkelighed, der kræver 90 mandater, og offentligheden lader ikke altid til at forstå, at man ikke bare uden videre kan gennemtrumfe en skarp og radikal samfundsændring over natten, hvor gerne man måske end ville.

Imidlertid er dette nu fjorten år siden, og vi kan i dag konstatere, at den mellemliggende periode medførte en voldsom vækst i den offentlige sektor. Vi kan konstatere, at skatter og afgifter måske nok over en bred kam blev stoppet som lovet, men bestemt ikke i nævneværdigt omfang er blevet sænket i en sådan grad, at det på nogen vis kan siges at have bevirket markante samfundsændringer, eller slet og ret blot samfundsændringer.

Siden fik vi en socialdemokratisk ledet regering, som nok mestendels vil huskes for lidt symbolpolitik, men ellers mestendels en parantetisk fastholdelse af status quo, og tilbage står, at det danske velfærdssamfund kun i meget moderat grad har ændret sig gennem snart to årtier. I dag kan vi således med nogen grad af anerkendelse medgive Anders Fogh Rasmussen, at det ganske vist nok tager tid at vende en supertanker, men monstro vi ikke efter fjorten år alligevel er ved at være der, hvor vi gerne så småt så, at det begyndte at ske, hvad det tilsyneladende ikke gør, endsige i nævneværdig grad har gjort. Efter fjorten års borgerligt momentum i det danske samfund (og herunder ikke kun i den politiske sfære), må vi erkende, at der ikke rigtig er sket noget, og nu kan denne indvending ikke længere skydes ned som udtryk for utålmodighed og manglende forståelse for den nødvendige langsommelighed i den politiske virkelighed.

I det borgerlige Danmark lader der til at være en manglende forståelse for disse udeblivende forandringer af vores samfund, og i mandags kunne man her i Berlingske læse en udmærket kommentar fra Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, der med god ret beklagede sig over den manglende velvilje i Venstre-regeringen til at skabe mærkbare økonomiske reformer, ligesom Peter Kurrild-Klitgaard dagen efter fulgte op med en tilsvarende nedslående analyse af den nuværende regerings hidtidige regeringsperiode.

Begge har ganske ret i deres kritik, men måske kniber det visse steder med at begribe, hvorfor disse samfundsændringer udebliver. Forklaringen på udeblivelsen af disse markante økonomiske samfundsændringer skal nemlig findes et sted, hvortil borgerlige alt for sjældent finder adgang, nemlig i kulturen. Dansk kultur (herunder også dansk medieliv) har gennem efterhånden flere generationer været monopoliseret af venstrefløjen og navnlig af sammes idealer. Det er vanskeligt at sætte fingeren eksakt på, for kulturen har det med at gebærde sig mere usynligt end konkrete forslag til eksempelvis at fjerne registreringsafgiften på biler, hvilket er målbart, rationelt og let at kommunikere.

Dette har bevirket, at Danmark efterhånden udgør en anomali på europakortet. Senest har vi set, hvordan konservative i overvældende grad nu også har overtaget Polen, ligesom vi har stærke konservative kræfter til at lede Storbritannien, Tyskland og Norge. Danmark er så småt ved at være indkapslet i et hav af stærkt borgerlige kræfter med kun Sverige som eneste undtagelse, og det er jo nok ikke en hånd, man har lyst til at gribe ud efter på et sådant åbent hav, om end det dog i så henseende alt andet lige skal indrømmes, at Sverige også gennem en lang periode med succes har ført en langt mere reformvenlig økonomisk politik.

Når Danmark ikke rigtig for alvor ”kan være med i legen” skyldes det i vid udstrækning, at vi herhjemme stort set ikke har et borgerskab, vi har ikke en internaliseret borgerlighed, hvilket der kan peges på mange årsager til. For det første er der den materielle virkeårsag, der ligger lige for at begribe, idet vores massive velfærdssamfund ganske enkelt har udelukket muligheden for den økonomiske etablering af et regulært borgerskab. Bevares, det er skam gået godt visse steder, og så er det måske nok blevet til et hjem med klaver, men ikke med flygel, og der spilles på dette klaver stadigvæk mere John Lennon eller Poul Henningsen end der spilles Strauss og Carl Nielsen.

Dette er relativt aparte for et europæisk land, hvis man ser bort fra de østeuropæiske nationer med deres specifikke nyere histories indlysende påvirkning. Selv i Sverige har man navnlig i Stockholm et regulært borgerskab, der måske nok efter europæisk standard er småt, men man kan dog alt andet lige tale om et sådant. En del af forklaringen beror på, at vi i Danmark aldrig har taget det kulturelle opgør med socialismen og dens spedalske fætter kulturradikalismen. Det er stadig disse tankesæt og afledte værdier fra samme, der gennemsyrer vores kultur, og det vil være en fejl her at betragte kultur som identisk med kulturpolitik, endskønt de to begreber selvsagt har sammenfaldende kategorier. Med kultur bør her forstås sindelag, mentalitet, livssyn og identitet.

Vi skal således ikke mange år tilbage, før et ramaskrig udløstes, da en borgerlig minister, Eva Kjer Hansen(V), kom til at udtale, at hun ikke betragtede ulighed som et problem. Hun blev straks sat grundigt på plads af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Sagen vidnede om, at vi i Danmark som den mest underforståede og indiskutable præmis forstår, at lighed er idealet, vi stræber efter, idet man så måske sine steder modvilligt medgiver, hvorledes ulighed desværre i nogen (og som oftest meget moderat) grad er et nødvendigt onde.

Dette er imidlertid stadig meget materielt, men i vores kultur ligger dette så rodfæstet, at vi oftest slet ikke er os det bevidst. Selv hvis man konsulterer de sfærer, der traditionelt er borgerlighedens enemærker, møder man i Danmark meget klart dette nivellerede ideal. Eksempelvis kunne man her i Berlingske i weekenden læse historien om den uformelle direktør, der både strikkede sine egne slips, men tilmed også havde udviklet en ny type coaching under det mundrette navn ”knitfulness” som er en blanding af begreberne knitting (at strikke) og mindfulness (sludder). Den slags historier kan man næsten ikke undgå at læse, når man åbner avisernes erhvervssektioner, for den passer så storartet ind i vores jævne kultur og mentalitet. Vi vil gerne høre fortællingen om den uformelle erhvervsmand, der har klaret sig godt, men stadig er buddhist og kører folkevogn. Vi vil gerne høre fortællingen om dem, der har klaret sig inden for præmisserne af vores flade og uformelle kultur, mens det farligste, man her til lands kan gøre, er at sætte sig op mod denne kvælende jævnhed rent kulturelt.

Det mest patetiske ved disse erhvervsportrætter er i øvrigt, at sådanne nede-på-jorden-erhvervsfolk altid udråbes til at have klaret sig på trods af deres flade kulturelle identitet, når sandheden er, at de i Danmark har klaret sig på grund af deres flade kulturelle identitet. Historien fås i øvrigt også i en mere landlig variant og vil typisk lyde noget i retning af: ”Jens Hansen har netop tjent otte milliarder og beskrives som den nye stjerne i dansk erhvervsliv, men hjemme i stuen i Silkeborg foretrækker han bare at blive kaldt Købmand Jens og laver stadig sine egne frikadeller osv. osv.”

Der kunne nævnes mange andre eksempler på denne fastholde af status quo i vores kulturelle sindelag, hvoraf de slemmeste nok knytter an til kulturlivet, skole- og undervisningssystemet samt mediebilledet (herunder DR i særdeleshed), men også i tilsyneladende banaliteter som forfladigelsen af vores sprog, afmaskuliniseringen af samfundet og den generelle modstand mod strukturer af næsten enhver art. Senest har vi også haft en debat om, hvorvidt danske kulturfolk bør blande sig i debatten, og naturligvis bør de det, men i al stilfærdighed tillader jeg mig at bladre hurtigt videre i avisen, når det sker, fordi jeg ved, hvor entydigt, klichefyldt og uoriginalt det næsten altid er. Der er nemlig næsten ingen borgerlige kulturfolk i Danmark, da chancerne for at begå sig som så er marginalt ringere end at få opført Tristan og Isolde i Den grå hal på Christiania.

Hvis det borgerlige Danmark vitterligt ønsker sig en stærk borgerlig politik, må man begynde med at blive borgerlig og skabe den borgerlige identitet, der helt særegent for Danmark ikke eksisterer her til lands. Opgøret er langt mere generisk, og nu håber jeg ikke, at man som så ofte før vil angribe mig for at tage sådanne ord i anvendelse, for nok er det borgerlige Danmark enig i, at det skal kunne betale sig at arbejde, men Gud nåde og trøste den, der beretter herom i et elaboreret sprog.

15 kommentarer RSS

  1. Af Svend Jensen

    -

    Ved læsning får man den fornemmelse, at Mads Holger ønsker mere “Downton Abbey” forhold i Danmark.
    Altså en klasse af personer, som ikke skal “diminueres to work”.
    Hvor mennesket begynder ved Baronen og hvor det er et must at besidde tyende.
    Nogle kalder borgerskaber for Bourgoisiet, Burgøjserne, de Besiddende eller her i Danmark for Eliten.
    Var det ikke salig Erhard Jakobsen, der i sin vilde knaldrøde ungdom sagde: “Biskopperne og generalerne skulle slæbes på deres bare røv henover brostenene for derefter at blive hængt”?
    Det er middelklassen, der er bærende for moderne samfund; ikke overklassen!

  2. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt er det også 14 år siden Bush-regeringen rev World Trade Center ned og banede vejen for Danmarks første Nato-generalsekretær. Det job har godt nok kostet Danmark dyrt lige siden! 🙁

  3. Af Helge Nørager

    -

    Man skal lære noget nyt hver dag.

    Internalisering, ikke et meget brugt ord.

    Internalisering, psykoanalytisk begreb, der betegner enhver indoptagelse af omverdenselementer i personligheden. Begrebet bruges især om den indoptagelse af omverdenens regler og normer, der har med udviklingen af overjeget at gøre, og som indebærer en indre styringsfunktion, der ikke beror på udsigten til belønning og straf, men er rodfæstet i personligheden som sådan.

  4. Af Ole Skovgaard

    -

    Jeg fatter ikke, at de to partier, Konservative og LA ikke går i opposition til det Cirkus. Det kan de lige så godt gøre først som sidst. Det ville da være en del af langsomt, at opbygge en borgerlig identitet. Så kan DF få gennemført hele deres politik sammen med (V) regeringen og socialdemokraternes stemmer og de kan så osse tage ansvaret for det.

  5. Af Anders Larsen

    -

    Hvad er det du gerne vil ha’ sker?

  6. Af Kent Andersen

    -

    Jeg er helt enig med Hr. Holger: Der er ikke sket en pind i DK de sidste 15 år. Jeg kan dog ikke genkende forklaringen. jeg har opholdt mig i udlandet i 8 år af mit liv. For mig drejer det sig ganske enkelt om, at Danmark er et meget lille land – både fysisk og mentalt. Helst ingen forandringer. Reformer betyder forandringer, så det bryder man sig ikke om. Helst heller intet internationalt – man kan ikke lære noget af andre lande, og de skal ikke “komme her” og tro de ved noget bedre – for de har jo ikke et “velfærdssamfund”. “Driftige erhversfolk” kan fremstå som nogen der “ved bedre”, og som tør “komme her” og overveje at gøre tingene på en anden måde end “vi gør her i byen”. Kort sagt den samme provensielle og smålige mentalitet som i en lille landsby. DET er status i Danmark såvidt jeg kan se.

  7. Af Erik H.

    -

    Det er interessant at spørge hvorfor Danmark modsat vore naboer i den grad kulturelt er domineret af kultur-radikalismen og socialismen.

    Jeg synes ikke du selv giver svar Mads Holger, men hører gerne?

    Du er jo berejst, hvad jeg også vil turde kalde mig selv. Jeg har for eksempel bemærket at Sverige, herunder især Stockholm, ikke virker nær så præget af den flade fodformede socialisme kulturelt. Vi gør ofte grin med svenskernes ‘hen’ feminisme og svenskernes politiske feminisme, men et besøg i nattelivet afslører at de svenske piger ikke har taget feminismen til sig som danske piger. Her er betragtelig flere høje hæle og meget færre army/sort intetkøn påklædning. Stockholmske piger er nok feminister af navn, men ikke voldsomt af gavn.

    Danmark er gennemsyret, helt ind i sjælen, af socialismen og kultur-radikalismen der har vundet en total og komplet sejr. Ser vi på naboerne i Nord, nemlig Norge, ser vi igen at det ikke står lige slemt til. Her har man politisk endda et rigtigt liberalt parti i Fremskridtspartiet og hver 17 Maj er nordmænd klædt ud i bunad. Her dyrkes der stadig egnskultur, viser og borgerlige dyder.

    Hvorfor er Danmark så blevet ramt så hårdt og brutalt kulturelt af socialismen? Hvad er der i den som har gjort den så lokkende for danskerne?

  8. Af p jensen

    -

    Det var dog nogle mærkelige meninger. Der er da sket meget i de sidste 15-20 år. Velfærden osv. er raslet ned, og Titanic-Danmark er kommet meget tættere på at synke, og i Sverige går det helt ad H til. Læs snaphanen og bogen “Den forbudte sandhed – sidste udkald til Vesten”

  9. Af hr j christensen

    -

    Borgerskab?

  10. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ Erik H

    “Hvorfor er Danmark modsat vore naboer i den grad kulturelt er domineret af kultur-radikalismen og socialismen.”

    De fleste danskere var i århundreder fæstebønder.
    Fæstebondementaliteten har overlevet, hvorfor danskerne trives med at blive administeret af øvrigheden.
    Middelklassen og håndværkere var hovedsageligt tyskere, huguenotter, hollændere og andre.
    I middelalderen var København overvejende beboet af tyskere, landets ældste skole er den tyske Sankt Petri skole fra 1585

    Socialdekratismen har overtaget og videreført øvrighedens administration af befolkningen ved hjælp af velfærdsstaten. Og flertallet af befolkningen er totalt afhængig af velfærdsstatens beskæftigelse og ydelser.

    Eftersom vores velfærdsmodel lider af kronisk underskudøkonomi, fordi behovet for gratisydelser er umætteligt, vil økonomien skrante, hvilket er årsagen til at den økonomiske vækst er stagneret og at vi sakker bagud, hvorfor vi rasler ned ad rangstigen blandt verdens rigeste lande, så der er tegn på at vi har behov for gennemgribende velfærdsreformer, hvis vi vil bevare velstanden.

    Andelsbevægelsen har også været stærk i DK og reelt dominerer landbrugserhvervet.

    Disse specielle danske forhold er en forklaring på hvorfor socialdemokratismen gennemsyrer befolkningen.

  11. Af Torben S. Hansen

    -

    Der findes desværre ikke noget “velfærdssamfund” i Danmark, men derimod en gigantisk V E L F Æ R D S S T A T , som ikke udsættes for kritisk eftersyn med henblik på konsekvensberegning.

  12. Af Mogens Stig Møller

    -

    “Evigt ejes kun det tabte”, som både Kierkegaard og Pontoppidan skriver. Spørgsmålet er, om længslen mod et egentligt storborgerskab – i modsætning til de så foragtede småborgere – er andet end en nostalgisk længsel mod en svunden guldalder, hvor der var ægte forskel på folk.
    Det er vel en præmis for denne længsel, at man selv så vil tilhøre dette storborgerskab. Statistisk set er sandsynligheden derfor nok nede i encifrede procentstørrelser – og det i den lave ende.
    resten ville så tilhøre de tjenende ånder.
    Det er måske derfor, at de fleste af os er meget mere glade for en middelklasse, som omfatter 4/5 af befolkningen.
    Om det er specielt kulturradikalt, ved jeg ikke, men jeg tror, at de færreste længes efter, udover at have en økonomisk elite, der er unde for rækkevidde for de fleste, også at have en kulturel elite, som var adskilt fra befolkningens store flertal. Sorry buddy – wrong century.

  13. Af Passer mads holger ikke sin blog pga. dovenskab?

    -

    Kommer ingen indlæg på hvis først de er havnet i det åndssvage fil ter?

  14. Af Daniel Thompson

    -

    Jeg ved ikke – jeg synes der er temmelig stor forskel på at træne Ironman ud for sin strandvejsvilla, og så at være fast på lægterne når Brøndby spiller.

    Hvis Danmark ikke har et kulturelt borgerskab er det ikke fordi de rige fattes penge – det er fordi de bruger dem forkert.

  15. Af Gabold tilstår blot det åbenlyse | Den sidste romantiker

    -

    […] ikke er interesseret i at lave kunst” og heri har han delvist ret. Som så ofte før indvendt har det borgerlige Danmark nemlig ingen kulturel identitet. Danmark er et land bestående […]

Kommentarer er lukket.