En hyldest til Danmarks største nulevende kunstner, Kim Larsen

Af Mads Holger 10

På fredag fylder Kim Larsen 70 år. Det ved jeg ganske bestemt, for jeg husker en af mine første LP´er, hvis titel er identisk med mandens personnummer, af hvilket det fremgår, at han er født den 23. oktober 1945. Vi taler med andre ord om et menneske, der sigende for sin generation er undfanget under mørklægning, men født efter befrielsen.

Det ville være omsonst i dette at redegøre for Kim Larsens liv og levned i detaljer, da forhåbentlig og formentlig en del medier i de kommende dage vil finde anledning hertil, hvorfor jeg vil afstå herfra. Ud over en eminent musikalsk forståelse, et lune og en uforlignelig karisma, har Kim Larsen repræsenteret det, som stort set alle danske kunstnere gennem næsten en generation har savnet, hvilket vil sige en autentisk, national og folkelig sjæl, der ikke kunne skjules, om så man bestræbte sig med alle midler for at mørklægge samme.

Kim Larsen har først med Gasolin og siden som solist evnet som ingen anden i Danmark at personificere den danske sjæl gennem fem årtier, og det er en ærværdig præstation i en tid, hvor netop samhørigheden og nationaliteten har været under stærk opløsning uden at kunne præsentere tilsvarende solide alternativer.

Han har været en aktivistisk politisk fortaler for mangt og meget, herunder sager der både behager og misbehager nærværende pen, såsom den ærbare kamp for retten til at nyde en cigaret i offentlighed eller på den anden side Christiania, som jeg ærlig talt helst ønskede et sted hen, hvor der gror noget, som end ikke Willy Jönsson ville ryge, men nogle gange er det godt at kende et par gamle venner på Staden, hvis man skal have mulighed for at tage sig visse friheder, hvilket Kim Larsens biografi vidner om.

Man skal således lede længe efter nogen, der i vore dage i selv den mest formørkede venstre rabiate demonstration på Christianshavn ikke vil kunne synge med på Rabalderstræde eller Kvinde min, hvilke begge er fantastiske bidrag til nyere dansk kultur, og jeg skal hilse og sige, at der ikke har været et just overvældende antal af disse.

Imidlertid var det måske denne akkumulerede velvilje, der sidenhen pludselig tillod Kim Larsen at træde nye veje og eksempelvis pludselig at fortolke den danske salmebog, hvilket, så vidt jeg kan forstå, har været en længe næret ambition. Kim Larsen var i en komplet rodløs tid den, der bragte mig og mange andre i min generation et kendskab til Grundtvig og Ingemann m.fl. Det har måske meget at sige om tiden, men så meget desto mere også om Kim Larsen, og enkelte læsere af dette borgerlige medie vil måske korse sig og tænke: ”Når skidt kommer til ære, og stodder går i laksko…” men hvad fanden, vi er jo nået dertil, hvor præster ikke tror på Gud, mænd ikke er maskuline, arbejdere fiser den af, og det påhvilede mig fra Stengade at kalde Det Konservative Folkeparti til orden.

Kim Larsen er efter min bedste opfattelse i øvrigt langt mere borgerlig, end han selv vil være ved, og jeg er sikker på, at Franz Beckerlee vil give mig ret heri. Hvor borgerlige vi dog end måtte blive i tidens fylde, må vi aldrig glemme, at en del af det danske fællesskab også er det sociale og fælles, og det kan siges om endog meget få danske kunstnere, at de har evnet at forene begge dele. Som stokkonservativ mener jeg naturligvis, at mit fædreland langt hen ad vejen ville have været bedre tjent uden 68generationen, ungdomsoprøret og alt det hippiegøgl, som Kim Larsen og dennes generation bragte med sig, men jeg anerkender dog også, at det er den stamme, jeg er rundet af, og således føler jeg mig forpligtet at elske den som en kvinde min på trods af det, jeg måtte øjne som en skønhedsplet hist og her.

Således må man navnlig også anerkende Kim Larsens evne til at favne såvel det nationale som det fælles, da disse to intet er værd uden hinanden, hvilket bør tjene til en påmindelse hele vejen rundt i disse tider. Det har han gennem et livs virke gjort i en sådan grad, at en Dannebrogsorden efter mine bedste begreber burde være sin på plads, men det har idioten vist allerede afslået, hvilket utvivlsomt var noget Erik Clausen fik ham overtalt til i en brandert.

Hvorom dette og alting er, så tillad mig at afslutte dette med at påminde om det, der næppe tilfældigt er min foretrukne af alle Kim Larsens fantastiske sange og udmærker sig på flere måder. Dels ved meget aparte for en popsang at indlede med toner og vokal næsten samtidig, men derudover også ved, at man fra allerførste klang kan høre, at her er et hit af en anden verden, som, flere sikkert vil bemærke, har en specifik appel til min ved sammenligning ydmyge person. Der tænkes naturligvis i al sin ophøjede enkelthed på sidste vers af det, der – trods hård konkurrence – er den bedste sang fra Kim Larsens utæmmelige drøbel: ” Tutta”:

”Kære Kim Larsen, kort fortalt tak for alt.

Kærlig hilsen Mads Holger”

10 kommentarer RSS

  1. Af Jakob Svenstrup

    -

    Jeg tror ærligt talt ikke, at Kim Larsen er ligeså vild med Mads Holger, som Mads Holger er for Kim Larsen. Det eneste de har til fælles er, at der sidder en stor kæft på dem begge….

  2. Af p jensen

    -

    Ja, der er jo endnu nogle rester af Danmark, danskheden og kulturarven tilbage, men både R, S og V mfl. arbejder jo dag og nat på at afskaffe det hele. Se under hen rik day og ben te dal s bæk eller snaphanen og 180 grader mv.

  3. Af Erik Carlsen

    -

    Kim Larsen var barn af en tid hvor vi alle troede på fremskridtet som ville løse alle de vanskeligheder og modsætninger som stadig fandtes i det gamle samfund, som byggede på familien som grund stenen. Nutiden er fyldt med mange konflikter, familierne er i opløsning eller eksisterer ikke mere. Staten, Kommunen, systemet har overtager alle familiernes opgaver. Menneske lades tilbage i et system som de ikke forstår noget af, og har ingen indflydelse på. Livet eksisterer kun i systemets Data Base. Kim Larsen er symbolet på lykken er var engang, og at hører hans sange er drømmen om det gode liv det var engang, før systemet overtog det hele.
    En dansk Bob Dylan

  4. Af Helge Olsen

    -

    Man bør vel retteligt erindre, at teksterne til Kvinde min, Rabalderstræde o.m.fl. er kreeret af huspoeten = den femte Gasolin = afdøde Mogens Mogensen.

    Ingen tvivl om, teksternes og musikkens kulturelle værdi i Gasolins og Kim Larsens fremførelse – og Mads Holgers hyldest til fredagens fødselar skal være samme fødselar vel undt.

    Til lykke!

  5. Af Ebbe Larsen

    -

    En stokkonservativ skriver et flot portræt af anerkisten Kim Larsen – for jeg tror ikke, at Larsen kan sættes i sættes i en bestemt politisk kasse – han er sgu sin egen. Han er Danmarks nationalskjald og som sådan favner han bredt. Vi kan alle, uanset politisk ståsted, synge med på hans sange. Tak for portrættet, Mads Holger

  6. Af Finn Larsen

    -

    Jo MH og KL er begge ret gode til at udtrykke sig

  7. Af Erik Larsen

    -

    Meget, meget uenig med dig M.Holger.
    Men du er jo heller ikke så gammel som Kim Larsen. (som jeg i øvrigt synes musik-mæssigt har gjort det rigtig godt).
    Men hans politiske kommentarer igennem tiderne har været meget ubehagelige og desværre kendetegnende for alle såkaldte kunstnere, skuespillere, journalister, TV-reportere m.fl.
    Da han kaldte danske soldater udsendt til Irak og Afghanistan for nærmest forbrydere og mordere stoppede jeg med at spille hans musik. I modsætning til mange unge røde, er han aldrig blevet voksen – selv nu som 70-årig.

  8. Af Jan Petersen

    -

    iøvrigt meget enig i en stor hyldest til Kim Larsen. Alt, hvad håbefulde sangstjerner idag, kan satse på – er at veksle lidt på omkvædet – all you need is no brain !

  9. Af Erik Larsen

    -

    Glæder mig at ingen gider at skrive om Kim Larsen , der jo er/var ligesom alle de “multi-kulturelle-multi-elskere”, som jo ligesom Rifbjerg har ødelagt al hyggelig og god dansk underholdning.

  10. Af Henrik Øelund

    -

    E. Larsen, du sammenligner Kim Larsen med Klaus Rifbjerg…………… Tak for kaffe, læser du mange bøger og digtsamlinger………..?

Kommentarer er lukket.