Parallelsamfund og ghettodannelse

Vi får naturligvis alle formet vores individuelle virkelighed og verdenssyn af de omgivelser, vi hver især befinder os i. Det er der næppe noget nyt i, men i sagens natur formes også vores verdensopfattelse kollektivt. Dette sker i mange forskellige sfærer, men selvfølgelig navnlig i tre. Det gælder vores skole- og undervisningssystem, vores medier og vores kulturliv. Sådan skal det være, men det foregår ikke på en velafbalanceret vis.

Endelig, endelig, endelig lader det imidlertid nu til, at man i det borgerlige Danmark langt, langt, langt om længe er ved at opdage denne helt centrale pointe, som jeg gennem årevis nu efterhånden har tævet mit trommeskind tyndt med, jvnf. seneste kronikker i nærværende medie med meget mere. Kan bl.a. læses her og her.

Det er interessant at betragte, hvordan disse tre indledningsvist nævnte sfærer udmærker sig ganske radikalt fra resten af samfundet qua den observans, der i disse er massivt udbredt. Hvis vi som i livet begynder med at kigge på de mennesker, der møder os i den for tiden højaktuelle folkeskole, viser en undersøgelse, at 84 % af dennes lærere ville stemme på regeringpartierne eller støttepartiet Enhedslisten. Hvad journalister angår er tallet nogenlunde det samme. Her viser undersøgelser, at 80 % af danske journalister ville stemme på samme blok, der til sammenligning har generel opbakning i befolkningen på lidt mere end det halve heraf.

Sidst men ikke mindst har vi kunsten og kulturens verden. Mig bekendt foreligger der ikke nogen lignende undersøgelse for denne, men jeg kunne nok være tilbøjelig at gætte på, at man her ville finde en sammensætning, som adskiller sig om muligt endnu mere radikalt fra den generelle observans i befolkningen.

Det er indlysende, at skolelærere, journalister og kunstnere er nøjagtigt lige så kvalificerede som så desuagtet deres politiske ståsted, al den stund de da ikke ligefrem vil tilsidesætte demokratiet. Der er ikke noget galt med den individuelle skolelærer, der stemmer på Enhedslisten, journalisten, der stemmer på SF, eller filminstruktøren med præference for Det Radikale Venstre. Det er heller ikke min påstand, at mediebilledet i Danmark er entydigt rødt, for mange ting spiller ind, men naturligvis spiller det også ind, at de mennesker, der bringer os nyt om verden i fire ud af fem tilfælde har dette syn på samme. Samfundet har et problem, når de sfærer, i hvilke vores fælles virkelighed formes, er skævvredet i forhold til den virkelighed, som vi skal leve i. Det er endvidere også værd at notere sig, hvor dramatiske disse tal er. Jeg vil tro, at man skal tilbage til arbejderne på B&W før jordskredsvalget i 1973 for at finde en så entydig politisk sammensætning nogetsteds.

Vi bliver nødt til at tildele dette vores opmærksomhed, for det har i stigende grad betydet, at en enorm kløft mellem vores faktiske verden og fortællingen om samme har fået lov at vokse sig næsten uoverstigelig bred. Selv har jeg oplevet dette efter at have forladt det danske skole- og undervisningssystem. Jeg måtte bruge mange år på at gøre mig den i øvrigt glædelige erkendelse, at verden så helt anderledes ud, end jeg var blevet fortalt. Virkeligheden var en helt anden end den, jeg var blevet overbragt og dagligt fik holdt i live gennem kultur og medier.

Mange af mine venner havde ikke samme problem, for de søgte ind i medierne, kulturlivet eller den akademiske verden, og her var alt jo uændret. I dag er disse mennesker (de af dem, der ikke er arbejdsløse) med til at fortælle andre om verden og viderebringe det syn på samme, der for deres vedkommende er forblevet fuldkommen uændret, men verden har ændret sig dramatisk, siden vi gik i skole under Den kolde krig. De har bare ikke, ej heller har mærkbart den offentlige finansiering, man helt eller delvist modtager i disse fortidens enklaver.

Et af de steder, hvor dette problem tydeligst kommer til udtryk er Danmarks Radio, som navnlig i den seneste tid har påkaldt sig overvældende meget uheldig opmærksomhed med sager om bl.a. manipuleret nyhedsdækning, falske pressemeddelelser m.m.. Ligeledes har DR gjort sig bemærket som en part i samfundsdebatten ved i år at arrangere og bringe en multireligiøs nyhedsgudstjeneste. Uanset hvad man måtte mene om dette, er det eksempler på en offentlig og journalistisk institution, der pludselig engagerer sig som part i samfundsdebatten og tilmed på et af dennes mest polariserede felter. Senest har man nu ansat SFs Thor Möger til at varetage DRs debatstof.

Imidlertid er DR også en kulturbærende institution, og kulturen er mere diffus og vanskelig at sætte fingeren på. Således finder forbavsende få det påfaldende, at man for tiden sender en dramaserie, der lige såvel kunne være finansieret af Det Radikale Venstre. Hver søndag i den bedste sendetid sendes en times komplet ucamoufleret propaganda i form af serien Borgen. Denne serie er ikke meget anderledes end alle DRs andre store dramaserier gennem utallige år. Vi får en sympatisk heltinde, der på mest forudsigelige og trivielle vis skal forsøge at balancere familie og karriere, alt imens hun repræsenterer nogle kun alt for velkendte moderigtige holdninger. Det flytter en bevidsthed i befolkningen i en særlig retning, og det må drama også gerne, men det er problematisk, når man forsøger at flytte bevidstheden i den samme retning hver eneste gang.

Efter næsten hvert afsnit af denne i øvrigt horrible serie, kan man så læse landets journalister rose den til skyerne, og påfaldende få træder et skridt tilbage og undrer sig over dette, hvilket måske nu er ved at ændre sig. Vi har simpelthen set disse serier, hørt disse sange og læst disse ting så mange gange, at vi helt katatoniske blot æder det råt uden så meget som at tænke herover. Det på trods af at dramaerne ikke engang er dramatiske eller underholdende længere, for vi ved vel alle, at skurken er en borgerlig mand. Det er en dårlig krimi, når det altid var butleren, der gjorde det.

Dansk kulturliv er noget af det mest lukkede og isolerede, som tænkes kan. Det er ikke tale om almen dannelse, men om en ghettodannelse, som vi alle sammen influeres af, men dog forventes vi at leve og virke i den virkelige verden og betale minimum halvdelen af vores tjente penge til bl.a. disse parallelsamfund, som så finansieret heraf kan vedblive at fortælle os, at det er en småborgerlig og overfladisk verden, vi lever i, og at vi skal befrie vores liv. Jeg er om nogen tilhænger af kulturstøtte, men derimod ikke af at opretholde en fortidig og verdensfjern virkelighed i et kunstigt koma, som sløver resten af samfundets overlevelseskamp, og tag endelig ikke fejl, vi befinder os i en sådan.