De kan tro nej

Hvis De her i denne mørke og kolde januar går rundt og føler Dem en smule trist til mode, er lidt tvær og har hang til tungsind, er der to ting, som jeg kraftigt vil fraråde Dem at læse. Det ene er Arthur Schopenhauers værk Die Welt als Wille und Vorstellung, det andet er denne lille historie fra i går.

Nuvel, jeg kan forstå, at De vover vinterpelsen, så lad os begynde med begyndelsen. Vor fortælling begynder i Mejdal Kirke i Viborg Stift. Her går nogle utvivlsomt gode og gudfrygtige mennesker omkring og lever utvivlsomt gode og gudfrygtige liv. Jeg kan bestemt ikke vide dette, men for mit indre tænker jeg mig, at det foregår nogenlunde som i sangen, der forefindes nederst på siden under dette indlæg, Jeg vil anbefale, at De til opbyggelig resistens lader den afspille under læsningen af resten af vor fortælling.

Disse gode mennesker i Mejdal er imidlertid i den ulykkelige situation, at de mangler en præst i deres kirke, så de har søgt efter en sådan via et jobopslag, og herved skete så det, der satte hele vor fortælling i gang, for de gode mennesker i Mejdal Kirke ville nemlig gerne have en præst, der troede på Gud, hvilket de kom til at skrive i deres jobopslag, og så fik vi ellers balladen. Dette blev nemlig straks en sag for selveste kirkeministeren Manu Sareen fra Det Radikale Venstre. Ifølge Kristeligt Dagblad fik dette nemlig ministeren til at udtrykke sin undren over menighedsrådet. Han håbede på, at der var ”tale om en formulering, som menighedsrådet ikke havde tænkt ordentligt igennem”.

Nu er den danske folkekirke indrettet således, at det er menighedsrådene rundt om i sognene, der indstiller præster evt. med den lokale biskop som vejleder. Det er ikke kirkeministeren, men denne følte sig åbenbart dette til trods kaldet til at komme med en stikpille à la dem, vi nok er flere, der kan huske fra vor tid på fritidshjem, når pædagogerne lidt passivt aggressivt lod forstå, at her havde vi vist ikke tænkt os ordentlig om. Hvad er det så, der er så sindsoprivende, at det får ministeren til at træde uden for sit mandat og blande sig i folkekirkens menighedsråds indstillingsproces? Jo, det er naturligvis dette, at de gode folk i Mejdal Kirke ønskede sig en præst, der troede på Gud. Det svarer jo næsten til at opslå en stilling som gadefejer og præcisere, at man foretrækker en ansøger (m/k), der kan og vil feje gader. Faktisk var det måske ved nærmere eftertanke slet ikke så mærkeligt, hvis i stedet kirkeministeren fik lidt tid til at tænke det ordentligt igennem. Derfor måtte han senere på dagen i går uddybe, at han ikke havde tænkt sig at blande sig i menighedsrådenes udvælgelsesproces, men det, han derimod havde ment, var, at han kunne frygte, at dette ønske om en præst, der troede på Gud, ville give det indtryk, at man derved mente en præst, hvis gudstro var af en særlig beskaffenhed.

Det fremgik for det første ikke af jobopslaget, at der blev stillet særlige krav til ansøgernes specifikke tro på Gud, Det fremgik uden mere detaljerede beskrivelser blot, at en tro på Gud ønskedes til stede eller intakt, som det formuleredes. Alligevel mener kirkeministeren uden afskygningen af anledning, at man kunne få den frygt, men hør lige her. Næsten alle menighedsråd i dette land har naturligvis en teologisk præference, ligesom de givet har mange andre præferencer. Er man i tvivl herom, vil jeg anbefale, at man som ærkegrundtvigianer lader sig kalde til en indre missionsk menighed for så at møde op og sige: ”Halløjsa, jeg går ind for homovielser og hedder for resten Dorthe med TH.” Jeg tænker mig, at det nok ville blive en kort jobsamtale. Imidlertid kan man lige såvel forestille sig en tilsvarende håbløs situation med omvendt fortegn, for sådan har man indrettet folkekirken til almen tilfredshed i samme.

Der er derfor ikke noget odiøst i, at et menighedsråd ønsker sig en særlig præst med særlige teologiske præferencer, det er helt normalt, så de gode folk i Mejdal burde ikke lade sig jorde af denne fritidshjemspædagogiske irettesættelse, selv hvis de havde sådanne præferencer at give udtryk for, hvilket de dog altså slet ikke gjorde. De udtrykte blot et helt generisk ønske om en præst, der troede på Gud, og ikke en specifik variant, hvilket i øvrigt også ville have været helt i orden, om de havde. Faktisk er en sharia forkyndende imam end ikke udelukket af dette udsagn isoleret set. Så bred er formuleringen.

Går vi et skridt videre, bliver imidlertid sagen endnu mere absurd, for det forholder sig nemlig sådan, at man for at blive præst i folkekirken skal aflægge et præsteløfte, hvorved man forpligter sig til at være tro mod kirkens bekendelse. Det er ligesom, at man som læge skal aflægge et lægeløfte, eller som folketingspolitiker underskriver Grundloven, og som radikal måske er forpligtet til at bruge ordet mangfoldighed mindst fem gange dagligt og spise raw food, eller hvad ved jeg. Helt nøjagtig har den danske folkekirke fem bekendelsesskrifter, som enhver folkekirkelig præst er forpligtet på. Det drejer sig om Apostolicum, Nikænum, Athanasium, Luthers lille katekismus og Confessio Augustana. Jeg vil her afholde mig fra at redegøre mere specifikt herfor, men hvis man vil vide mere herom, kan man læse her.

Disse bekendelsesskrifter er fundamentet for den danske folkekirke, og atter uden at blive alt for fagteknisk, skal jeg hilse og sige, at det er nogle temmelig detaljerede anvisninger, der meget specifikt opregner, hvad vi altså i folkekirken tror på. Med andre ord har kirkeministeren ingen grund til at frygte, at man i folkekirken begynder at stille specifikke krav til præster, af den simple årsag at man skam allerede i særdeles vid udstrækning gør dette. Som de fleste sikkert ved, eller i modsat fald allerede har gættet, er der imidlertid noget ganske gennemgående i disse bekendelsesskrifter, nemlig at man i disse bekender at tro på Gud, og det var hverken mere eller mindre, end hvad de gode folk i Mejdal Kirke ønskede, at også deres præst skulle gøre. Var det så mærkeligt, at de skrev det? Ja, for det er åbenbart nået dertil, at man bliver nødt til at præcisere, at en gadefejer skal feje gader. De ved, lidt ligesom det der med, at man i reglen skulle gå på arbejde for at få en pæn pose penge hver måned, men det er nu også så gammeldags.