I am the Prime Minister of Denmark!

Lad mig indlede med at betone, hvorledes der så sandelig findes vigtigere emner end vores statsminister højst uformelle optræden på den røde løber. Eksempelvis er det langt vigtigere at overveje, hvordan vi her i landet får skaffet arbejdspladser til folk, eller hvordan vi får reddet Danmark ud af vores dybe krise og økonomiske dødvande, men det er vist noget med, at der kommer en rigtig god løsning til marts. Med den nuværende regering forekommer disse mål imidlertid så fjerne og uopnåelige, at vi vel egentlig lige så godt kan fordrive ventetiden til næste valg med at beskæftige os med et par af hverdagens trivialiteter, hvilket jeg så for en gangs skyld vil tillade mig her.

Sagens genstand er som nævnt vores statsminister, der ligesom sit parti nyder en historisk ringe opbakning i befolkningen, herunder for ministerens vedkommende også blandt egne vælgere. I går bragtes et filmklip af statsministeren, der repræsenterede Danmark ved uddelingen af Nobels Fredspris i Oslo. Ved denne lejlighed så statsministeren sit snit til at vende om ud af sin ministerbil for på den røde løber at fare over og stille sig op blandt andre autografjægere for at få en autograf eller et håndtryk af den amerikanske tv-skuespiller, Sarah Jessica Parker, der er kendt for at optræde i tv-serien Sex and the City, som her til lands er blevet vist på TV3. ”I am the prime minister of Denmark” udbrød statsministeren i en bestræbelse for at kapre opmærksomheden fra de andre fans, der havde taget opstilling omkring det, der i den grad forekom statsministerens store idol, så man næsten frygtede, at hun ville begynde at tage brystsvømmetag i hestepiger for at mase sig frem til tv-kendissen.

Den mildest talt upassende opførsel har siden dannet grundlag for en heftig debat i de sociale og traditionelle medier. Enkelte føler sig beklemt over, at deres lands officielle repræsentant render efter amerikanske B-skuespillere for at jage autografer og til formålet råber op om sit embede for at komme forrest i køen blandt andre eksalterede unge kvinder. Det er en opfattelse, jeg deler, men jeg kan også læse andre ytre sig i velkendte almindelige vendinger om, hvor pragtfuldt det er, at vi har en statsminister, der optræder helt naturligt og uformelt i en ellers ganske vist temmelig formel situation. Er man uenig heri, må det være udtryk for, at der er for lavt til loftet her i landet, men tilfældet er det stik modsatte. Kritikken kommer jo netop, fordi man gerne så, at der fra tid til anden også kunne være bare lidt højt til loftet i Danmark. Jeg ved godt, at det er et upopulært synspunkt, jeg her repræsenterer, for vi ser jo helst, at vores repræsentanter opfører sig lige så uformelt som heltinderne i DRs dramaserier. Det der med det uformelle og naturlige er i Danmark indiskutabelt altid comme il faut, men tillad mig at påminde om, at eksempelvis også nedre toilette som oftest er både uformelt og naturligt, men dette til trods ej heller passer sig for en statsleder i embeds medfør på den røde løber.

Det var for mig en lidt skræmmende oplevelse at se, hvordan statsministeren pludselig deponerede den ellers velkendte kalkulerede kontrol for at agere som dikteret af sit indre alene, stillet over for et åbenbart så enestående øjeblik. Det forekom næsten, at tv-fotografen havde fanget en af teologen K. E. Løgstrups spontane livsytringer på film, men måske man også skal påminde om, at denne højst aparte opførsel ikke blev ansporet af mødet med Moder Teresa, Maria Callas eller Farah Diba. Den blev animeret af at se en tv-skuespiller fra en amerikansk serie på TV3, hvor en samling letlevende kvinder på mest fordummende vis drøfter dildoer og nye stiletter.

Overalt i pressen kan man læse, hvordan statsministerens parti kun har opbakning fra hver femte dansker, men man kan også læse, at mange socialdemokrater blandt denne femtedel ikke længere har tillid til statsministeren. Jeg er ikke selv blandt disse socialdemokrater, men jeg er dog borger i dette land og forventer således uagtet af partifarve at blive repræsenteret med værdighed på dettes vegne, når min statsleder ved formelle internationale begivenheder optræder som repræsentant for dette. For at der nu ikke skal ske nogen ulykker, må jeg også hellere skynde mig at gengive, hvorledes dette ikke har noget med statsministerens køn at gøre. Hun kunne i denne sammenhæng for min skyld være en mand, muslim, kommunist eller en høj flot fyr fra Ceylon, det er sagen uvedkommende, og i øvrigt har Danmark jo en glimrende kvindelig repræsentant i statsministerens chef på Amalienborg.

Mange indvender, at de sikkert selv kunne finde på at reagere på lignende vis i en sådan situation, og fred være med det, de repræsenter nemlig ikke en af verdens ældste nationer ved officielle internationale begivenheder. Havde der været tale om en ung pige, der gik til håndbold og i 8.b og gerne ville have et billede, ville det da være helt forståeligt og måske ligefrem meget kært, det var bare ikke tilfældet. Det er således ikke udtryk for hverken mobning eller partipolitisk interesse, at denne indlysende kritik artikuleres. Det gør den derimod ud fra en forventning om at blive repræsenteret med værdighed af sin statsleder, men måske Helle Thorning-Schmidt nu også så småt har indset, at hendes rolle som så næppe varer længe ved, og hun derfor bare skal have de sidste autografer i hus inden lukketid.