Otte dogmer der forhindrer en ordentlig skole

Statsministeren gjorde i sin nytårstale meget ud af at tale om folkeskolen og undervisning. Det er al ære værd og det da navnlig, hvis det også følges op af handling. Der har gennem tiderne været mange politikere, som talte om at gøre noget ved navnlig folkeskolen, men jeg husker ikke selv at have oplevet nogen gøre noget. “Derfor har jeg sat det mål, at vores børn skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien” proklamerede statsministeren med en stolt og ambitiøs stemme i sin tale, men undskyld jeg spørger, har ikke alle generationer i danmarkshistorien været den bedst uddannede? Og hvis ikke, er der så ikke et eller andet helt galt, hvis man over en generation (altså 30-40 år) har gjort tilbageskridt inden for uddannelse? Tjener det ikke blot til at udstille et ambitionsniveau langt under lavmålet?

Når jeg ytrer mig om folkeskolen, er der nogle gange en risiko for, at jeg godt kan komme til at lyde som Johnny Cash, når han synger om San Quentin fængslet. Det ser jeg ingen grund til at ændre på ved denne lejlighed. Dengang jeg gik i skole, var vi som i alle andre skoler nogle, der var dygtige, og nogle der var knapt så dygtige. En af dem, der ikke klarede den, var min bedste ven, som blev smidt ud af skolen. Han havde ikke de nemmeste kår og havde en dag fundet sin far død med hovedet inde i familiens gasovn. Siden var der andre drenge, der blev smidt ud, og én forsvandt, fordi han havde fået anoreksi og måtte indlægges. Det var lidt trist, men vi havde emneuge om BZ-bevægelsen eller et eller andet, så det var hurtigt glemt, og de fleste af eleverne var da også velfungerende børn fra gode hjem og skulle nok klare sig alligevel.

1: Den ufaglige skole favoriserer de ringest stillede børn

Det ville være rart, hvis de mange festtaler fra politikere over hele spektret denne gang også omsattes til handling, og det bør om noget være en socialdemokratisk opgave. Sagen er nemlig den, at vi må gøre op med nogle dogmer, der længe har martret denne del af samfundet. Jeg skal nævne et par stykker, men indlede med det vigtigste. En skole uden fokus på faglighed, disciplin og flid, er ikke en skole, der favoriser børnene fra de svageste hjem, tværtimod. For et par ugers tid siden offentliggjordes nye tal, som desværre viste, at danskere har uhyre vanskeligt ved at bryde den sociale arv. Det er for mig at se helt indlysende grundet en folkeskole, der gennem årtier har fået lov at synke hen i elendighed.

Det socialdemokratiske projekt handler om lighed. I dennes nytårstale hørte vi således statsministeren opregne lighed som den første dyd i en tricolore, der også rummede frihed og tryghed, men sagen er den, at vi mennesker ikke fødes lige. Nogle er kloge, nogle er dumme, nogle er smukke, nogle er grimme, og nogle kommer fra gode hjem, andre gør ikke. Det er en uretfærdighed, der ikke ligger i samfundet, men i tilværelsen, hvilket er en vigtig sondring. Imidlertid kan man med god ret regne det samfundets opgave at korrigere nogle af de urimeligheder, der ligger indpodet i tilværelsen fra naturens side. Det betyder ikke lighed, men lige muligheder. Det har folkeskolen i den grad forsømt. Har man en folkeskole, som ikke lærer børnene basale færdigheder, så skal de bedst stillede børn nok få dem lært alligevel derhjemme. Nogle børn får hver aften læst et H. C. Andersen eventyr højt, andre børn finder deres forældre med hovedet i en gasovn, men svigtet bliver dobbelt, når efterfølgende eventyrene så ikke overbringes i skolen, og man end ikke levnes mulighed for selv at lære at læse dem en dag. Det er meget vigtigt at forstå dette, og følgelig også hvorfor det i særdeleshed er en socialdemokratisk opgave at sikre alle børn lige muligheder. I denne sammenhæng bør så sandelig også nævnes børn fra indvandrerhjem, der desværre optræder meget ringe i statistikken til ugunst for dem selv, vores samfund og mulighederne for integration.

2: Der skal bare endnu flere penge til

Næste dogme, som må ud, er tanken om, at der bare skal tilføres endnu flere penge, så skal det hele nok gå. Det er ikke tilfældet. I 8. klasse havde vi en dansklærer, som var diagnosticeret ordblind. Han stavede til vores begejstring ”pitsa” på tavlen. Vores engelsklærerinde oversatte fra en tekst, at Nixon tidligere havde løbet for præsidenten, inden han selv indtrådte i dette embede, og vores tysklærer var ikke så afholdt blandt forældrene. En af disse rejste sig på et forældremøde og sagde, at det var lige meget, om vi lærte tysk, når bare vi var nogle gode kammerater. Det vandt gehør, og i stedet begyndte man at tale om, at mine venner og jeg skulle smides ud af skolen, fordi vi havde drillet pigerne, efter de havde fået bedre karakterer for at styrke deres selvtillid, mens vi med vores ringe karakterer trængte til at blive pillet lidt ned. Dengang sagde man det ligeud uden omsvøb. En anden mor rejste sig op og sagde, at vi var ligesom Hitler, men så sagde en tredje mor, at den anden mor var ligesom Hitler, fordi hun havde beskyldt og fordømt os, hvilket var sådan noget, Hitler tit gjorde. Pludselig kom de så i tanke om, at Hitler også havde talt tysk, og så var der ikke mere at diskutere. Hvis alle disse mennesker fik en Rolls Royce at køre til arbejde i hver dag hen til en skole af det pureste guld, så sværger jeg, at jeg ville være blevet idiot af at skulle være i deres selskab over længere tid. Jeg havde ikke lært tysk af den grund.

3: Vi skal bare tænke ud af boksen

Næste forfejlede dogme, med hvilket vi i den grad trænger til et opgør, er, hvad jeg vil kalde Steve Jobs idiotiet. Da manden bag Apple, Steve Jobs, forrige år døde, rejste der sig en hysterisk bølge af idiotiske udmeldinger, som denne utvivlsomt geniale mand med rette eller ej blev taget til indtægt for. Det var forestillingen om, at hvis bare vi tænker ukonventionelt, så skal vi nok alle blive ikoniske erhvervsgenier. For det første kender jeg rigtig mange fra min skoletid, der tænkte ukonventionelt uden at være blevet genier af den grund. Eksempelvis var der én, som ikke brød sig om smagen af alkohol, men gerne ville være fuld, og derfor nød spiritus ved at dyppe en tampon i vodka for så at indføre den i en ellers normalt ikke dertil indrettet legemsdel. Det var selvfølgelig meget smart, men dette til trods endte han ikke som ikonisk erhvervsgeni. Jeg mener desværre, at han blev kriminel. Et af de mest irriterende udtryk siden verdens skabelse er ”at tænke ud af boksen”. Sagen er den, at institutioner som folkeskolen netop er den boks, ud af hvilken talentfulde og ukonventionelle ånder tænker, men for at tænke ud af boksen, behøver man foruden evnen hertil også at være i besiddelse af én ting; en boks.

4: Vi skal alle være genier

I forlængelse heraf bør der ligeledes gøres op med forestillingen om, at vi alle sammen skal være ikoniske erhvervsgenier. 99 % af befolkningen skal være sygeplejersker, buschauffører, håndværkere, brugsuddelere, fiskere eller lignende, som er fuldkommen ærværdigt og nødvendigt for et samfunds beståen, men blot ikke lige så spektakulært som de få geniers værk. Disse 99 % forsømmes, fordi man som sygeplejerske eller brugsuddeler så sandelig da også har gavn af at kunne læse, regne og måske tale et fremmedsprog eller to. Strengt taget tror jeg heller ikke, at det har skadet særligt mange af de geniale ikoner at være udstyret med sådanne evner som redskaber for deres geni. Der er i stor kunst per nødvendighed også et element af håndværksmæssig færdighed. Vi må således ophøre med denne både fordummende og skadelige retorik, der mest af alt har en afsmag af AFUK og kaospiloter. Ellers bliver der fremover ikke tale om, at vores børn skal gå i heldagsskole, men i hellivsskole under mottoet: Folkeskole, gøglerskole, Kofoed Skole.

5: Alle krav om forandring kan bremses med beskyldninger om en sort skole

Dogmet om Den sorte skole er ligeledes værd at gøre op med. Hver gang nogen gennem de seneste årtier har så meget som antydet at ville indføre undervisning i folkeskolen, er straks en masse mennesker faret i blækhuset for at klandre dem for at ville genindføre Den sorte skole. Det har ikke undsluppet min opmærksomhed, at en hel generation har formet deres lidt forstemmende identitet i skarp opposition hertil, men jeg vil anbefale, at ikke flere yngre generationer kommer til at betale prisen for at opretholde 68ernes selvforståelse. Endvidere skal man også huske på, at de store moderne romaner ophørte med at udkomme, da den sidste skrappe latinlærer var lagt i graven, og nu forlanger forlagsbranchen så indirekte statsstøtte for at holde respiratoren i gang. Det er ikke udtryk for en sort skole at forlange, at børn i skolens timer skal være stille, flittige og dygtige. Det er derimod fuldkommen normalt og indlysende fornuftigt, hvorfor dette princip da også ses implementeret i stort set alle verdens samfund bortset fra vores.

6: Ingen kender dagen, før den er forbi

Der må også gøres op med tanken om, at vi ikke kan forudsige, hvad produktet af den eksisterende skole bliver. Sagen er nemlig den, at vi har empirisk materiale tilgængeligt for dette forældregenerationens identitetsprojekt. En hel ungdomsgeneration har været gennem den eksisterende folkeskole og er blevet fallenter. Vi har tabt en hel generation af unge mænd på gulvet, fordi de som jeg i skolen lærte, at man ikke skulle trække i livets røde tråd, med mindre man blot ønskede at se dens mangfoldige kællingeknuder snøre endnu mere til. Denne dag er forbi, endnu før den gryede.

7: Danmarks lærerforening skal tegne folkeskolen

Næste forfejlede forestilling er, at Danmarks Lærerforening skal være andet og mere end en fagforening, hvis opgave det er at sikre sine medlemmer bedst mulige arbejds- og lønforhold. Sidstnævnte er helt legitimt, men alligevel er der en sær tilbøjelighed til at regne denne fagforening for organet, der ydermere også skal skabe folkeskolen. Det er en uheldig sammenblanding af interesser, og jeg tænker mig, at man på Grundfos ej heller beder tillidsfolkene om at tegne de nye pumper, som skal produceres. Det har man vel nogle ingeniører eller lignende til, så kan tillidsfolkene forhandle løn og ferie, den som folkeskolelærere nyder mere af end nogen anden samfundsgruppe.

8: Vi kan blive bikiniklar på få dage

Der bør gøres op med de mange dogmer om ”nye spændende pædagogiske værktøjer”. Jeg er begyndt at betragte pædagogikkens videnskab som nogenlunde lige så valid som kostråd i pressen. Den ene dag er det sundt med vin og øl, den næste dag er det ikke, så er det bedre at spise sukker end fedt, men så alligevel ikke, pludselig skal man så være småfed, og pludselig kan man på bedste damebladsmaner blive bikiniklar på fire dage ved kun at spise mandler eller stenalderkost. Hvis man vil have en rigtig god slankekur, så hold op med at æde! Hvor svært kan det være, og nej børn lærer ikke mere gennem leg og druk, end de gør ved øvelse, udfordringer og ihærdighed. Det er indlysende, og jeg gider ikke sætte mig ind i den seneste PhD afhandling fra RUC om emnet. Hvis man skal blive bikiniklar på fire dage, så skal jeg sørge for, at der herved tænkes på øgruppen. Nu er det nok!

Således håber jeg, at regeringen vil være sit enorme ansvar på dette område bevidst og som de første gennem en generation lade retorikken efterfølge af handling til gavn for de svageste og samfundets lige muligheder. Intet barn i Danmark må efterlades uden muligheder.