Folkeskole eller gøglerskole

Af Mads Holger 41

Et par historier har fundet vej til min nethinde gennem de sidste par dage. Regeringen præsenterer nu det næste kapitel i sit vedholdende arbejde for nationens afskaffelse. Selvom folkeskolen desværre gennem årtier har været den bedste garant for dette projekts gennemførelse, er det nu her slaget skal slås, for jeg læste i går på forsiden af Berlingske, at det nu skal det være slut med at undervise danske børn i faget kristendom, hvis det står til regeringen. Socialdemokraternes undervisningsordfører Troels Ravn begrunder tiltaget i, at ”Danmark er et multikulturelt samfund”. Det er forkert, Danmark er et kristent land. Derimod kan det godt være, at denne Troels Ravn synes, at Danmark burde være et multikulturelt samfund, men se det er jo en anden sag.

Intet er vigtigere for et menneske end at vokse op og vide sig en del af et fællesskab, en tradition og et sted at have hjemme, herunder også i ånden. Intet er vigtigere end at have et fællesskab med andre. Det er dette, der siden kvalificerer til at træffe afgørende valg. Sagen er nemlig den, at ethvert valg også er et fravalg, hvilket skal forstås dobbelt, derved at der både er tale om et solidt udgangspunkt, hvorfra man vælger, men til tider også om et sådant udgangspunkt, der fravælges.

For min skyld kan enhver siden hen i livet vælge at indrette dette stort set, som han vil. Man kan for min skyld søge ind i obskure projekter såsom gøglerskoler eller sågar Danske Bank (når blot jeg ikke skal finansiere det). Man kan rejse bort fra sit udgangspunkt i såvel kød som ånd og måske komme hjem igen, for vi lever gudskelov i et frit samfund, hvor vi selv bestemmer, hvor vi går hen. Imidlertid bliver det en tand for skrapt, når pludselig vi også selv skal bestemme, hvorfra vi kommer, når vi af andre mennesker skal afskæres fra vores historie. Vi kan således alle vælge at havne på en gøglerskole, men jeg vil have mig frabedt, at vi skal begynde livet i en sådan. Vi kan ikke stiltiende acceptere, at venstrefløjen får lejlighed til at gøre alle børn lige så arveløse i ånden, som de nok må imødese at blive det økonomisk.

En anden historie, der springer i øjnene og bestemt har alt med sagen at gøre, er nyheden om Det Konservative Folkepartis historisk lave tilslutning lige over spærregrænsen. Det er tvivlsomt, om det gamle hæderkronede parti overlever denne Danmarks vinter og det næste valg. Mens regeringen med rette beskyldes for utallige løftebrud, er det dog alligevel med en ringere grad af opmærksomhed lykkedes den at afvikle en stor del af vores fællesskaber, og fortsætter man med samme kadence – hvilket man må formode – er der ikke meget tilbage ved næste valg. Her har om nogen Det Konservative Folkeparti en opgave i at forhindre dette. Her er det slag, der kan genrejse partiets ære og tillid i befolkningen. Vi er nogen, der faktisk tager dette ganske alvorligt, og jeg kunne godt være tilbøjelig at tro enkelte heraf blandt tidligere eller potentielle konservative vælgere.

Senest blev angrebet fra regeringen sat ind mod forsvaret og værnepligten. Det Konservative Folkeparti havde netop vedtaget et nyt partiprogram, af hvilket det fremgik, at værnepligten var en af de ting, man ville kæmpe for at bevare. Få dage efter kom dog så en konservativ udmelding, om, at det alligevel var konservativt at tilslutte sig regeringens afskaffelse, og for et par dage siden kunne man så læse, hvordan Dansk Folkeparti tog æren for at have reddet den. Hvor kunne det dog være rart, hvis man fra konservativ side snart kunne præsentere en lignende hjemmebanesejr til en forandring.

I mit virke som bl.a. radiovært med netop kirke og kristendom som omdrejningspunkt kommer jeg ofte i kontakt med konservative politikere, der fortæller mig, at deres problem er, at det konservative projekt vanskeligt kan kommunikeres på en enkelt måde. Det kan jeg ikke forstå.

Den konservative opgave er at afholde socialisterne fra at overtage landet og liberalisterne fra at afskaffe det af frygt herfor.

Så enkelt er det, men man forvirres måske nogle gange af, at der er tre og ikke to forskellige synspunkter. Der er dem, der eksempelvis gerne vil bruge vores skattepenge på gøglerskoler, og så er der dem, der er trætte af at se deres surt tjente penge gøglet bort af andre mennesker, hvorfor de selvsagt gerne var dette foruden. Endelig er der dem, der forstår, at der for at vores fællesskab skal bestå, er visse ting, som fortjener vores støtte og opmærksomhed såsom folkeskolen, men ikke gøglerskolen, endskønt disse to institutioner kan være vanskelige at skelne fra hinanden.

Kulturstøtten og synet herpå er således en glimrende indikator til at genkende disse tre forskellige synspunkter. Når man har set sine penge brugt på tilpas meget gøgl, og når man gennem en menneskealder har set den samme forældede statsfinansierede hærværkskunst, bliver fristelsen til at trække stikket naturligvis stor. Man sidder tilbage med den samme følelse, når man ser endnu en dramaserie på det stadigvæk stærkt venstreorienterede DR, hvor skurken altid er en mand fra erhvervslivet, politik, forsvaret eller politiet. Løsningen er imidlertid ikke at smække kassen i for DR. Løsningen er naturligvis at sørge for, at DR begynder at vise Ivanhoe noget oftere.

Der er derfor tre synspunkter. Det er ligesom i en familie, hvor man skal passe på, at mor ikke pylrer for meget om børnene, men også må sikre sig, at børnene ikke får lov at gøre fuldstændig, som det passer dem. Så får de huller i tænderne, bliver kørt over, kommer for sent i seng og ender måske på en gøglerskole. Det skal der gerne være en far til at sikre imod, og så kan De jo selv prøve at gætte, hvilke roller de socialistiske, liberalistiske og konservative udfylder i denne lille familieanalogi, som sikkert også rummer plads til en småtosset onkel, der kommer ind fra landet engang imellem.

Folkeskolen er Danmarks største kulturinstitution, og kristendommen har gennem 1000 år været stammen i dansk kultur. Derfor hører de to ting sammen.

41 kommentarer RSS

  1. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Jeg opfatter værnepligten, som en ret.

    En ret til at forsvare sig selv og sine.

    De muslimske tyrkere kunne nemt begå folkemord på deres kristne, armenske landsmænd i ly af Første Verdenskrig, fordi kristne tyrkere ikke måtte bre våben eller aftjene vrnbepligt.

    1,5 million kristne tyrkere blev ofre for de muslimske tyrkeres folkemord på deres kristne landsmænd.

  2. Af Arne Rud

    -

    Filosofiens vugge stod i Smyrna og Armenien var det første kristne kongerige, men det var mestre, der stemte på Torvet i Athen, se Akropolis.

  3. Af Christopher Arzrouni

    -

    Kære Jakob Schmidt-Rasmussen,
    En lille rettelse. Armenierne er ikke “kristne tyrkere”. Armensk er et selvstædigt sprog. Armenien har sin egen historie. Og Tyrkiet fandtes ikke i 1915. Dengang var den lokale stormagt “Det Ottomanske Imperium”, som strakte sig ind over Armenien, dele af Grækenland, Irak og store dele af Mellemøsten.
    vh
    Christopher Arzrouni

  4. Af Søren Revser

    -

    90% af alle “erhvervsaktive” i Danmark er gøglere/mediegøglere i en eller anden form.

    Hr. Mads Holger du er også en af dem, om du kan lide det eller ej.

    Hvor var Berlingske uden diverse støtteordninger?

  5. Af Jan Pierrel Mikkelsen

    -

    Det der fascinerer mig særligt ved religiøse mennesker er deres tro på den altfavnende og mægtige gud, hvis budskab er så smukt at man er nød til at tvinge folk til at høre på det. Det kan åbenbart ikke stå på egne meritter, men skal fødes med ske til de forsvarsløse børn. Begrundelsen? Det er en del af deres kulturelle kulturarv. Det er så vigtigt at få ind i poderne, at man de første 2 år ikke har en eneste historie time, men har 90 timers læring om en entitet hvis eksistens med den bedste vilje højst kan kaldes tvivlsom.
    Der er ingen tvivl om at kristendommen har haft en rolle i Danmarks historien og at undervisning OM kristendom i Danmark uundgåeligt vil og skal være en del af pensum. Men at bruge 300 timer i løbet af et folkeskole forløb virker for mig nærmest desperat. Specielt set i lyset af at staten samtidigt er med til at betale præster til at forestå selv samme undervisning i konfirmationsforberedelsen.
    Danmark skal og vil altid have plads til den troende. Den danske folkekirke, ja man vil håbe at dens medlemmer helst ville have at nye medlemmer valgte den til, i stedet for at få den tvunget ned over hovedet.
    Og hvis vi skal tale om kulturelle bærer. Hvor er filosofi timerne? Hvor er timerne hvor vi øver åben debat eller kritisk tænkning? Hvorfor har vi ikke dansk som andetsprog til de elever der ikke kan følge danskniveauet? Hvorfor bliver der ikke gjort en massiv indsats for at fremmedsprogede elever lige netop skal kunne have adgang til den danske kulturarv, fra historie, til litteratur, til dansk musik og danske film. Hvorfor er at være med til at sætte et dansk teaterstykke op ikke den del af pensum?
    Danmark er et multikulturelt samfund, bundet sammen af en forståelse af at dette er et land med højere til loftet, hvor man har lov til at bede til den man vil eller lade være. Danmark er et multikulturelt samfund der har haft plads til at indføre kristendom, har givet ly til jøder og i dag er med til at redde muslimer fra totalitære styrer som vi foragter. Danmark er et multikulturelt samfund, hvor vi glæder os over hollændernes arkitektur i Nyhavn eller Christianshavn, hvor vi smiler når vi danser rundt om vores tyske juletræ eller glædes over Bournonvilles franske ballet.
    Støt den danske kultur, om det er ny kunst, fremtidige gøglere eller klassiske skuespil. Støt og fremhæv dens brede og den danske evne til at tage ting udefra og gøre dem danske. Og gør dem bedre! Og lad Dansk kultur være et tilvalg, ikke tvang.

  6. Af Thomas M.

    -

    Kristendommen bliver ikke fjernet (eller omdøbt!) i den kommende reform. Det har heller aldrig været meningen. Troels Ravn lavede en svipser af karat da han var ude at sige noget i den retning og det forvandlede sig til en forside på Berlingeren. Beklager, men er sikker på du kan hjælpe K med at finde andre mærkesager:)

  7. Af Christian Larsen

    -

    Elsker når en af Danmarks største (medie/fest/blålys)gøgler harcelere mod en gøglerskole. Hr. Holger du lever af at gøgle. Og det skaber bestemt værdi. Om end ikke materiel, men åndelig værdi. Det er sjovt at følge med i dit snæversyn. Det er derfor pudsigt, at du ikke selv kan se værdien i en gøglerskole, som kan vise sig at styrke den danske økonomi. Prøv fx at se på Canadas eksport. En af de største indtægter i regnskabet er netop gøgl. (cirque du soleil) Personligt hader jeg gøgl. Men det er med til at skabe et rigere samfund.

  8. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Tak for præciseringen, Arzrouni.

    De kristne armenere i Tyrkiet var selvfølgelig statsborgere i Det Ottomanske imperium.

    Men det er ret ligegyldigt i denne sammenhæng.

    Muslimerne i Tyrkiet begik også folkemord på kristne, etniske grækere, der boede i Tyrkiet, i ly af Første Verdenskrig

    De muslimske tyrkeres folkemord på de kristne armenere og de kristne grækere, der boede i Tyrkiet, var et muslimsk folkemord på et religiøst mindretal i Tyrkiet; de kristne.

  9. Af Ole Jensen

    -

    Jeg er enig langt hen ad vejen. Men når vi så ser Bent Bentsen tilbyde en tudekiks, til dem der er ramt af hans mangel på forstand i sagen om liberalisering af bankerne, er jeg tilbage ved udgangspunktet: I 10 år havde vi en uduelig regering der lod bankerne køre landet i sænk. Nu har vi en anden regering, og det er ikke et hak bedre! Ingen vil påtage sig ansvaret, og ingen vil forhindre gentagelser.
    Heller ikke de konservative!

  10. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Mere om de muslimske tyrkeres folkemord på deres kristne landsmænd i 1914-15:

    “Stanley E. Hopkins, an American relief worker who travelled extensively throughout Turkey, reported:

    “These … conditions and incidents … seem to indicate that the Greeks of Anatolia are suffering the same or a worse fate than did the Armenians in the massacres of the Great War.

    While in 1915, Johannes Lepsius, a Germany missionary, wrote:

    “The anti-Greek and the anti-Armenian persecution are two phases of one and the same program, the extermination of the Christian element in Turkey.”

    “In fact, even in the context of the genocidal campaign implemented against the Christian minorities of the Ottoman Empire, the genocide did not commence with the Armenians in 1915 but with the Greeks in 1914.

    Henry Morgenthau, United States ambassador to Turkey, Morgenathau refered to the Greeks as “the first victims” in his book “Ambassador Morgenthau’s Story “.”

  11. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    DANSKERNE ER BLEVET OVERFLØDIGE……… SÅDAN ER DET JO……

    MHs glimrende oplæg rejser mange spørgsmål, men hovedkonklusionen må være at alt tyder på at de undergravende og anti-danske dræbersnegle, ekstreme bænkebidere og velnærede bændelorme, er blevet enige med hinanden at Danmark og danskerne bør udraderes og fjernes fra verdenskortet. Die dumme dänen har ifølge radigale utopister og fantaster mistet enhver form for eksistensberettigelse, da de ikke er nær så værdifulde som de mere eksotiske folkeslag fra Afrika, Asien og Mellemøsten.

    Ja, grundige teoretiske overvejelser og analyser foretaget i bænkebidernes hovedkvarter (under en stor sten), har klarlagt at det danske folk er underlødigt og nærmest en slags snavs eller affald, hvorfor det snart må være politisk korrekt at iværksætte en etnisk udrensning.

    Altså en slags Endlösung eller SLUTLØSNING der vil kunne fjerne enhver hæmmende kritik af bænkebidernes politik, og som samtidig vil kunne skabe plads og rum til en europæisk nyordning.

    Bænkebideres hjerner er ikke store, men store nok til at de har kunnet regne ud hvordan man ødelægger en folkeskole, en kultur, en civilisation, en nationalstat og et folk.

    Og det må man vel have respekt for?

  12. Af Niels Gjern

    -

    Hvorvidt danskerne er kristne eller ej, skal jeg give mig af med at bedømme, for tro kan man ikke måle og veje, så det vil jeg lade farisæere og teologistuderende som MH om. Men det er tydeligt at danskerne bruger folkekirken mindre. Og sidste ende er folkekirken ikke andet end en intitution af papir, hovmod og statsanatte embedsmænd.

    Men da MH mener, at man kan opdrage mennesker til kristen gudstro, så vil han bruge folkekolen, da denne intitution jo er sværere at undgå. Familierns frihed består i at gøre som MH siger. Hvis de ville opdrage deres børn kristent, kunne de ellers ikke få bedre muligheder, da der er ganske få stede i dette land med mere fem kilometer til nærmeste kirke. Men det interesserer dem ikke.

    Det udspringer alt sammen af, at konservatismen altid har været en elitær offerideologi, hvor man ser verden gå i forfald, og champagnebobbelfilosofen er blot en af dem, der kæmper for at blive forsanger i det konservative flæbekor.

  13. Af niels hansen

    -

    Kære Mads Holger

    Jeg vil ikke kalde dig hysterisk, men du har en tendens til at overreagere.

    “..nu skal det være slut med at undervise danske børn i faget kristendom..”.

    Om faget hedder kristendom eller religion kommer efter min mening ud på et. Der bliver undervist i kristendom. I de år i 50′erne og 60′erne, da jeg gik i folkeskole, skiftede man også mellem betegnelserne religion og kristendomskundskab. Dengang var det ikke forsidestof. Pudsigt.

    Hvis du vil sikre, at du og din nærmeste familie ikke mister forbindelsen til vores ‘statsreligion’ (undskyld det lidt DDR-agtige udtryk), så kan du jo stille dig op om søndag formiddag i de lange køer foran alle vores kirker. Jeg formoder, at du ved, hvem klokkerne ringer for.

    “Man kan for min skyld søge ind i obskure projekter såsom gøglerskoler eller sågar Danske Bank (når blot jeg ikke skal finansiere det).”

    Ja, det må du så leve med. Sådan virker det danske demokrati. Hvis vores folkevalgte bestemmer sig for en gøglerskole og at garantifinanciere Danske Bank, så har du værsgo’ at betale ved kasse et.

    Det vil blive alt for kompliceret, hvis vi skal indføre et skattesystem, hvor du får lov til at udfylde en ‘smørrebrødssedel’ med de ting, som du vil være med til at støtte og de ting, du ikke vil betale til over skatten.

    Med hensyn til dine sidste kommentarer om forsvarsudgifterne, så kan ingen, som går ind for at bibeholde vores eksisterende forsvarsudgifter, betragte DF som sejrherrer. Det kan du ikke mene alvorligt.

  14. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    DANSKERNE ER BLEVET OVERFLØDIGE……… SÅDAN ER DET JO……

    MHs glimrende oplæg rejser mange spørgsmål, men hovedkonklusionen må være at alt tyder på at de undergravende og anti-danske dræbersnegle, ekstreme bænkebidere og velnærede bændelorme, er blevet enige med hinanden om at Danmark og danskerne bør udraderes og fjernes fra verdenskortet. Die dumme dänen har ifølge en lang række radigale utopister og fantaster mistet enhver form for eksistensberettigelse, da de ikke er nær så interessante og værdifulde som de mere eksotiske folkeslag fra Afrika, Asien og Mellemøsten.

    Ja, grundige teoretiske overvejelser og analyser foretaget i bænkebidernes hovedkvarter (under en stor sten), har klarlagt at det danske folk er underlødigt og nærmest en slags snavs eller affald, hvorfor det snart må være politisk korrekt at iværksætte en etnisk udrensning.

    Altså en slags Endlösung eller SLUTLØSNING der vil kunne fjerne enhver hæmmende kritik af bænkebidernes politik, og som samtidig vil kunne skabe plads og rum til en europæisk nyordning, et førsteklasses og supersmart NEUROPA hvor alle politikere, milliardærer, bureaukrater, stasier og mafiosoer vil kunne føle sig virkelig godt tilpas.

    Bænkebideres hjerner er ikke store, men store nok til at de har kunnet regne ud hvordan man ødelægger en folkeskole, en kultur, en civilisation, en nationalstat og et folk.

    Og det må man vel have respekt for?

  15. Af Søren Revser

    -

    Ja gu F.. er Danskerne overflødige. Sammen med 90% af Vestens øvrige befolkning iøvrigt.

    Men heldigvis da, havde jeg nær sagt – hvad pokker skulle vi ellers med den teknologiske udvikling.

    Men istedet for at erkende dette faktum, så løber man spidsrod for at finde på den ene mere eller mindre idiotiske beskæftigelse efter den anden.
    Nu om dage betaler man masser af mennesker for aldeles overflødigt mediegøgl. Ja man betaler sågar mennesker for at puste på vindmøller.

    Det hele er een stor farce – Det moderme slaveri er efterhånden så langt ude, at alle burde gøre som dovne Robert, og så iøvrigt skide magthaverne et langt stykke.

  16. Af Jørgen Christensen

    -

    Kommentar slettet.

  17. Af Ove Holm

    -

    Det er da en imponerende flid niels hansen lægger for dagen. Ligger han på lur døgnet rundt for at kunne modsige, udvande og latterliggøre enhver kommentar der ikke lige passer niels hansen? Magen til rasmus modsat skal man lede længe efter.

    Naturligvis kommer religion, kristendom, kommunisme osv. ud på eet for niels hansen, som er ateist, efter hvad han selv har fortalt flere gange.

  18. Af Oscar P.

    -

    Gøglerskole – ja, dette må være det rette navn. Nu er dette måske lidt udenfor området; men tankevækkende.
    Vore politikere må ha’ gået i gøglerskolen, for lært at regne har de i hvert fald ikke.
    Vi bygger vindmølleparker så det brager, hvilket har endt med verdens højeste energipriser. Den producerede strøm koster én krone pr. kw., af denne producerede strøm må vi sælge mellem 30 til 50 %, til en pris af – fra 10 til 28 øre pr kw. Dette må kaldes virkelig godt ’købmandsskab’.
    Vor nabolande bygger konventionelle og atom kraftværker, ligeledes er der ved at komme gang i produktionen af den billige skifergas, så hvor vil Dk. sælge den overskydende strøm?
    Om føje år står vi med en vindmøllepark, hvor strømmen ikke kan sælges og vores energipriser får et ekstra hak.
    Jo, det må være gøglerskolen!

  19. Af niels hansen

    -

    Kære Ove Holm,

    Har du kommentarer til bloggen, eller var dit indlæg ren personfnidder?

  20. Af Jens Hansen

    -

    niels hansen.
    Han er såmænd ikke den eneste, der er træt af alle de hjemmelavede postulater, du altid udslynger, som vist nok tidligere sagt på en blok – det minder om en knækket grammofonplade!

  21. Af niels hansen

    -

    @Jens Hansen,

    Har du heller ingen argumenter, så du også må erstatte disse med personfnidder.

    Prøv at gå efter bolden til en afveksling, Jens Hansen.

  22. Af Søren Farup

    -

    Kære Mads Holger

    Fremragende!
    Og dit program for de konservative. “Den konservative opgave er at afholde socialisterne fra at overtage landet og liberalisterne fra at afskaffe det af frygt herfor” – fortjener den største ros.
    Men desværre er alt politisk her i landet jo blevet til realpolitik – det politiske håndværk, du ved – eller en karrierevej for de dertil skolede, så nogen Ivanhoe blandt de konservative kan vi næppe vente – dertil skal man ville vove KAMPEN, og man skal først og fremmest have en ide om, hvad det er man kæmper for.
    Her har du givet en fremragende formel på den kamp, der burde være ledestjernen for en konservativ.
    Jeg vil skærpe den med Turgenevs ord, som ikke blot er at opfatte som et bevinget ord, men som ER det afgørende, og som man ikke skal undse sig for at bruge i tide og utide:
    “Uden nationaliteten er der hverken kunst, sandhed eller liv – der er ingenting, slet ingenting.”
    Se – det er en virkelig konservativ tanke, og om konservative turde hævde og forsvare dette i og for sig indlysende, da havde de meldt sig ind i kampen.

    Venlige hilsner

    Søren Farup

  23. Af Hannibal o

    -

    Sikke dog en omgang ævl.
    Danmark er et sekulært parlamentarisk demokrati. Du må ha alle de usynlige venner du vil, men dine usynlige venners regler gælder kun for dig selv, og kun hvis de i øvrigt underordner sig landets love.

  24. Af Jens Hansen

    -

    ”Danmark er et multikulturelt samfund”.

    Siden hvornår??? Jeg kan da ikke mindes vi har haft en folkeafstemning om hvorvidt det Danske samfund skalbaseres på denne semi-totalitære idelogi kaldet ‘Multikulturalisme’???

  25. Af Claus Jensen

    -

    Ind i mellem bliver jeg i tvivl om, hvorvidt Mads Holger er den ægte vare, eller det her er satire. For Mads Holger lyder ikke bare som en gnaven, gammel mand. Han lyder som en parodi på en gnaven, gammel mand…

    For det første: Danmark er ikke et kristent land! Et land kan ikke være kristent, det kan en person. Men er danskerne så ikke kristne? Man kan jo argumentere for, at næsten 80% af danskerne trods alt er medlem af folkekirken. Men undersøgelser viser jo, at en meget stor del af danskerne, selv om de er medlem af folkekirken, slet ikke tror på Gud og på Jesu opstandelse. Og så kan man vel ikke rigtigt kalde dem kristne?

    Så nej, Danmark er ikke kristent. Det er danskerne som helhed heller ikke.

    For det andet: Uanset hvor mange danskere, der eventuelt måtte være kristne, så kan det vel ikke være statens opgave at undervise i kristendom? Kristendom er en del af vores historie og en del af vores kulturarv. Så fortæl da om, hvad kristendommen er, og hvad den har betydet i Danmark, som en del af historietimerne. Hvis alt, hvad der har haft stor historisk betydning skal have sit eget fag, så er det da mindst ligeså relevant med et fag om den stolte, danske flåde eller et fag om fagbevægelsen. Eller hvad med et fag om nordisk mytologi? Den har haft og har stadig stor betydning for Danmark og danskerne.

    Kun religiøse kan seriøst mene, at lige præcis deres religion er så vigtig for et helt lands selvforståelse, at de kræver at ALLE skal have hundredevis af timers tvungen undervisning i den. Og her snakker vi ikke kritisk undervisning om hekseafbrændinger, missionering i nye verdensdele og pædofile præster, nej kun den hyggelige, danske folkekirkekristendom, som jo kun er godt med godt på, skal vi undervise i.

    Religiøse mennesker er og bliver mere snæversynede end alle andre. Og der er ikke noget sværere end at få end snæversynet til at indse, at han er det…

  26. Af M Kristensen

    -

    Kære Mads Holger!

    Jeg kan jo se, at du er en køn ung mand, men man skulle godt nok tro, du var født i 1877 og ikke 1977.

    “Rend mig i traditionerne”, som Leif Panduro sagde.

  27. Af K. Nordentoft

    -

    Halv ringe kronik over “hey you see so modellen” der ikke rigtig magter, at binde argumentationen sammen så læserens eventuelle spørgsmål afmonteres, og man lander på et højere bevidsthedsplan. Spækket med “Darlings” – og man kan næsten hører hvordan forfatteren sidder og glæder dig over sine små morsomheder.
    Intet forsøg på at skjule hverken partifarve ej heller harme og medmindre man på forhånd er enig med Holger, ja så bliver man bare pisse irriteret over at have brugt tid på at læse hans kronik

    4/10

  28. Af niels hansen

    -

    @K. Nordentoft

    Enig med dig langt hen ad vejen – bortset fra at jeg godt kan få et godt grin ud af Mads Holgers blogs.

    Minder til forveksling om en ufrivillig efterligning af Poul og Fritz fra Rytteriet.

    Det er da morsomt at se, at disse typer findes i virkeligheden.

  29. Af georg christensen

    -

    Folkeskole, eller “gøgler anstalt”, også betalt med penge fra “samfunds kassen”.

    Her vil jeg foretrække en “fællesskabs skole”, med “målsætningen” i fællesskabet´s interesse.

    Hvis nogle føler, at de tilhører “højt begavede” anstalter, så lad dem bare selv betale, uden, nogen form for samfunds (ekstra ydelser). Vi har som “samfund” alligevel kun brug for “dem”. som ønsker vores “samfunds uddannelse”.

    Højt begavede “idioter”, bør sendes til “forsknings institutioner”, de lidt mindre begavede, kan så bruges , som “lærere”, for vores børn.

    “Udtalelsen”, er ikke beregnet til: At give “LÆRENE”, (EN PÅ HOVEDET), men bare forståelsen af: At det private “Ehvervsliv”, ikke har plads til mange “betalte forberedels timer”, men med forvæntning om, at “uddannelsen”, af “eleven”, er nogenlunde fuldendt, og ikke bare skyldes “lære juskeri”.

    NB: Sådan, kan det gå, når først “kontanthjælps modtageren”, så kasse”tingesten”, i “supermarkedet”,hjemmehjælperen, arbedsmanden, tages på “kornet”.
    Nu er så endelig tiden kommet: Hvor nok “selv udnævnede”, “begærligheder”, i krisens stund må erkende deres egen “utroværdighed”, også i forståelse af, at “statistiske beregninger”, kun virker: Når “helheden” inkluderes, og let, kun bygger grundlaget, på fortiden, og glæmmer “nutiden´s” virkning, på fremtiden. Hvis (vi “lønmodtagerne”, skal gå ned i løn, må “kravet” være, at “lønnedgangen”, startes “oppefra”. og”propationelt” nedreguleres. Det er simpelthen “pyramidens topledelse”, som bør starte “lønnedgangen”. Det er jo dem, som har ført os “alle” ud i “kviksandet”.

    (Sådan har det altid virket)?! En udtalelse,som forlængst er forældet.

    Nytænkning på alle områder er nødvændig, hvis Danskeren vil være med. Overalt i “EUROPA”, sidder “tænketanke” med “røde/blå” næser, for at finde nye “løsnings modeller”. Det eneste “EU folket”, trænger til, er en “kortslutning”, som kommer af sig selv, og en “nybegyndelse” imødeses.

    .

  30. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    For ringe historieundervisning må vel være en af forklaringerne – og derfor mindre selvstændighed og en slags manglende identitetsfølelse hos de individer, der ælsker at punke alt dansk, som vi kender det, dvs også hvad vi siden selv har taget til os og gjort dansk.

    Jeg er ganske uenig i, at vi ikke skulle være et kristent land, da det er hele grundlaget for vores nation. Ganske vist er folk ofte mere sekulære el verdslige i deres levevis og tilgang til religion/kristendom; men når det gælder, så er nok de fleste noget mere end blot kulturkristne.

    Kulturen indbefatter udover sproget en omfattende sangskat, en ligeså omfattende litteratur af både ældre og nyere – et flow af såkaldt også historiebevidsthed og dertil de mange højskoler, der stadig tilbyder mangt og meget i f det specielt danske.

    Jeg har nu aldrig været på en sådan – men ligedan har vi de mange museer, der gemmer for os, når vi higer og søger.

    Så – en vis forfladigelse af skolens mulighed for lærdom her vil være gavnlig, og jeg tror, at de private skoler (jeg ved det ikke) er mere obs her. Det var de i hvert fald i gamle dage – og folkeskolerne havde da også kristendom mm i undervisningsforløbet.

    Vi er ikke multikulturelle, fordi var har en større indvandring. Vi er et ganske konkret land, en ganske konkret befolkning og med en ganske konkret kultur, hvadenten man ved om den, vil vide af den eller sætte sig ind i den.

    Heldigvis er de fleste vist alligevel med på vognen her – for at bevare, hvad der er vort. Og – så må indvandrere leve med, at vi ikke kan danne små el større enklaver af andre nationer rundt omkring her i landet.

    Det er et vilkår for indvandring – og så hellere være glad for, at man må tro og tænke, hvad man vil – endog tale sit eget sprog fortsat; men det er ikke en invitation til manglende respekt for et værtsland og dets befolkning samt dets historie og indretning.

    Og – vi bør forlange, at alt dette kende, så vi kan minimere påduttede efterslæb, så det forstås, at alt sdant har vi været igennem i de sidste 200 år.

    Så – ‘take or leave it’, som vi siger på ny-dansk. Der er rigeligt plads til at være her i respekt for landet og dets natur, her højt mod nord – og alle de julede grantræer i hele det nordiske sammenhold, såvel som syd, vest, nord og øst for os tillige.

  31. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Ups, rettelse: 5te afsnit røg et ‘ikke’ ud – der skal naturligvis står ikke gavnlig i første linje til sidst. Beklager. BHL

  32. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Der er en årsag – beklager Mads Holger – til, at vi har et mere afslappet forhold nu om dage til netop vores (de flestes) religion, kristendomme.

    Ikke mindst på grund af reformationen – men fordi vi har udviklet os fri af alle disse tvansmæssige foranstaltninger, religion også ofte indebærer – og hvor den tillige er ganske livsfornægtende.

    Men – tager vi det mindst forskruede væk, så er det udmærket med nogle pejlemærker i et land og en nation, som vi kan samlet og på en fredfyldt måde og uden denne underkuelse, som det oplevedes af også tidligere generationer.

    Så – der er en vis sundhed i dette, og derfor gider vi ikke religion – og slet ikke, hvor den er ude i et ærnde, så mennesker være foknytte el ligefrem formummede på sjæl og legeme, for nu at sige det mildt.

    I min barndom og under min opvækst, sås det for at være dannet, at man ikke talte om religion, penge og politik med sine venner, for så blev folk hurtigt uenige.

    Det er vist stort set noget anderledes i vore dage, hvor vi taler med gud og hvermand om ‘det hele’ – og ikke altid lige frugtbart, hvis folk ikke har andet at sætte i stedet. Det kan give store skyldfølelser at svigte barndommens/forældres (præster/imamers) lære og ligefrem opdragelse inden for et sådant felt. BHL

  33. Af Hanne Raffnsøe

    -

    Desværre forekommer niveauet i en del af meningstilkendegivelserne mig at være så lavt,at de afholder mange,der ikke var fraværende i skolen “den dag,der blev undervist i historie og kristendom” fra at deltage i debatten.

  34. Af Søren Revser

    -

    Hele folketinget er besat af akademikere med lange uddannelser – Men se hvordan det går!

    Og hvad kan man så lære af det?

    Jo, at uddannelse og skole ikke virker. Man bliver ikke klogere end hjernen tillader det, uanset hvor mange år man går i skole.

    Ps. Og man bliver bestemt heller ikke et godt menneske af at være klog, måske snarere tværtimod.

  35. Af T Hansen

    -

    Hvor ER det dog GODT skrevet !!!

    Den nuværende regering – anført af de Radigale – arbejder MÅLRETTET på, at opløse det Danmark der er opbygget gennem 1000 år.

    Målet er et multikulturelt samfund hvor Radigale vil redde alt – undskyld – bundslammet i verden på bekostning af danskernes “velfærd”.

    De Radigale er dumme – de kan ikke se hvad de gør. De importerer nemlig underkvalificerede mennesker fra 3. verdenslande som ikke kan bidrage med noget som helst til Danmark. Hverken kulturelt som intellektuelt.

    Resultatet er et udbredt had – en skamplet på Danmark – som forplanter sig over hele verden.

    Det kan også være de Radigale er udspekulerede. De ved nemlig det eneste sted de i fremtiden kan hente et flertal er ved uuddannede gedehyrder fra Somalia. Personer som efter TRE år i Danmark har stemmeret til Kommunal- og Regionsvalg.

    Her een af de bedste beskrivelser om konsekvenserne for Danmark:

    http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2012/11/29/regeringen-onsker-flere-integrationsproblemer/

    Fremtiden for Danskerne er i udlandet.

  36. Af niels h

    -

    @Søren Revser

    “Og hvad kan man så lære af det?
    Jo, at uddannelse og skole ikke virker.”

    Jeg er nu glad for, at vores læger, ingeniører, forskere, jurister o.s.v. har taget en lang uddannelse.

    Jeg synes ikke, at man skal blande sin politikerlede sammen med vores uddannelsessystem.

    Efter min mening har samtlige partier i folketinget mange kvalificerede repræsentanter.

    At jeg er uenige med en stor del er en ganske anden sag.

    “Ps. Og man bliver bestemt heller ikke et godt menneske af at være klog, måske snarere tværtimod.”

    Jeg vil hellere sige, at stor viden ikke er nogen garanti for visdom. :-)

  37. Af Søren Revser

    -

    Høj intelligens udvikler sig naturligt nok til kynisme. Hvorfor høj intelligens, ret beset, burde være diskvalificerende ift. en lang række funktioner – I særdeleshed at lede en nation.

    Niels h, du forstod vist godt pointen ;-)

  38. Af Ole Frank

    -

    Beklager, Mads Holger. Det er ikke regeringens skyld, at kristendom afskaffes som fag. Det er blot symptom på et samfund gennemsyret af materialisme fra højre til venstre og som har gjort politik til en guddom i stedet for Gud. Og så tror vi (Jakob Schmidt-Rasmussen, Prebenf1 Farmand Jensen, m. fl.), at muslimerne er skyld i, at kristendommen har trange kår. I stedet burde vi kigge indad og spørge os selv som enkeltpersoner, hvor meget kristendommen og Gud betyder for os. Betyder det så meget, at vi er villige til at leve og dø for den??

  39. Af niels hansen

    -

    @Ole Frank

    “Og så tror vi (Jakob Schmidt-Rasmussen, Prebenf1 Farmand Jensen, m. fl.), at muslimerne er skyld i, at kristendommen har trange kår. “.

    Den rekordstore udmelding af folkekirken i år skyldes ifølge biskopper (og Pers Stig Møller), at kirkebryllupper nu er blevet muligt for homoseksuelle.

    Jeg mener ikke, at det er muslimer, der har insisteret på denne rettighed.

    Correct me if I am wrong.

    Jeg er dog enig med jer i, at muslimer ikke skal komme her og ukristeliggøre os i Danmark.

    Det kan vi godt selv klare!

  40. Af Ole Frank

    -

    @niels hansen

    Lad mig slå fast, jeg deler så absolut ikke de i parantesen af mig nævnte herrers synspunkter. Som jeg konkluderer , bør vi, i stedet kigge indad, hvilket du jo også selv konkluderer.

  41. Af Troels Pedersen

    -

    Søren Revser skriver:
    ‘Hele folketinget er besat af akademikere med lange uddannelser – Men se hvordan det går’!

    Det er så sandelig en sandhed med modifikationer. En meget stor del af dem har ikke magtet at gøre deres uddannelse færdig, en anden stor del er lærere.
    Der er meget få akademikere i folketinget, desværre har hovedparten af disse ingen erhvervserfaring – dette er det store problem – både med folketinget og spec. denne teenager regering, vi er blevet udstyret med – ingen livs eller erhvervserfaring.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info