Agent 007

Jeg var for nylig i Palads Teateret og se den nye James Bond film, Skyfall. Den var dårlig. Det er gået ned ad bakke for den aldrende James Bond, der i år fejrer 50 års fødselsdag. Flere, herunder jeg selv, ville nok være tilbøjelige at regne Sean Connery den eneste rigtige James Bond, men selv med dette in mente er faldet til Skyfall dybt. James Bond blev til i 1962, hvorved han som en næsten anakronistisk figur fødtes ind i en verden, der var i fuld gang med at undergå enorme forandringer, som næsten alle havde dette til fælles, at de sendte tidsånden i et frontal angreb på James Bonds værdier.

Mens publikum gennem de følgende år forsvandt i flower power, beatmusik, kvindesag og LSD, stod James Bond som en trofast garant for Union Jack, smoking, Dry Martini og kvindelige ledsagere med et noget yndigere og mere feminint udtryk end samtidens kvinder. Han var decideret tidsutypisk, for James Bond lod til at være en principfast mand, der udmærkede sig ved netop ikke at følge med tiden, sådan som ellers enhver fokusgruppe og markedsanalyse ville diktere ham i dag.

Jeg kan huske en scene fra Goldfinger (1964), hvor James Bond i skikkelse af Connery lader en starlet forstå, at dette at drikke lunken Dom Perignon 53 må være lige så forfærdeligt som at lytte til The Beatles uden ørepropper. Denne replik faldt, mens verden havde en om muligt endnu hedere beatlesfeber, der var noget nær på toppen, men det kunne James Bond ikke tage sig af, og heri bestod netop hans succes. Han bøjede ikke af for tidsånden, men blomstrede derimod hedt i storm og slud. Helt anderledes forholder det sig med den nyeste James Bond, der netop giver afkald på de dyder, som definerede agenten. I vor tid følger James Bond med tiden, han er menneskelig, kvindagtigt psykologiseret, inkompetent, forfalden og render bl.a. rundt på et tyrkisk feriested og ligner en efterlønner med en håndbajer i næven. Det er ikke godkendt.

Oprindeligt var et af James Bonds klare signaturer det udsøgte kvindelige selskab, men i den seneste film bliver det kun til en enkelt (måske halvanden) gennem de mere end to timer, som den i øvrigt alt for lange film varer. Vi har altså fået en helt, hvis kvindetække rækker til at matche en almindelig regnvejrsgrå tirsdag eftermiddag for de fleste ungkarle, der nok gerne havde set en lidt højere amourøs kadence.

Skyfall tematiserer, hvordan det britiske imperium er bragt i knæ, og det insinueres ganske kraftigt, at truslen kommer fra Asien og Kina i særdeleshed. Filmen rummer en grad af resignation, der modsvarer 007s identitetsmæssige kapitulation til fokusgruppernes krav om at følge med tiden og lignende pjat. Med lange overpsykologiserende scener skal vi med ham til barndomshjemmet og have forklaret, hvorfor han blev James Bond og nu siden denne udslidte skygge af sin oprindelige karakter i ordets samtlige betydninger.

Selv følte jeg mig for år tilbage altid i et lille øjeblik som agent, når jeg ringede til min daværende elskerinde i Moskva og forinden drejede Ruslands landekode 007, men til forskel fra hendes verden er vores ved at blive fattig på agenter. Vi agerer ikke, vi psykologiserer, kommenterer og analyserer urisikabelt i et matroniserende samfund. Det er ikke maskuline dyder.

James Bond er som resten af vores kultur blevet kvindagtig, og således er det påfaldende, at samme verden for tiden befinder sig på fallittens rand. Han er blevet en moderne mand, og som jeg ofte har betonet, er moderne blot et ord, der tjener til at annullere begrebet, med hvilket det sættes i forbindelse. En moderne konge regerer således ikke over sit eget land, en moderne præst tror ikke på Gud, en moderne familie består ikke af far, mor og børn, en moderne mand er ikke agent i ordets egentlige betydning.

Alt imens vores kultur i den grad tager vand ind, skal vi læse spalte op og ned om, hvordan det nu er blevet kvindernes tur. De siges at have overtaget vores del af verden, altså den del der er ved at gå nedenom og hjem. Det er pudsigt, at ingen evner at øjne kausaliteten de to forhold imellem. Mænd er nemlig lige så kompetente, som de altid har været, men deres kompetencer efterspørges ikke længere her på disse kanter. Det er imidlertid ikke kvinderne, der har vundet fremme i vores analytiske kultur, det er derimod vores kultur, der er blevet kvindagtig og agerende agenter foruden. Det mest oplagte eksempel er skole- og undervisningssystemet, hvor vi atter og igen kan læse i aviserne, at kvinderne nu er blevet de store vindere ved at være overrepræsenteret på de videregående uddannelser. Bladrer vi dog en side, kan vi så læse, at der er massiv arbejdsløshed blandt akademikere. Der er ikke nogen i den virkelige verden, som efterspørger alle de analytiske kompetencer, som hele min generation med kvinderne forrest alene blev skolet i. Der er brug for agenter.

På mest utilstedelige og utilgivelige vis efterlades drenge og unge mænd af folkeskolen som forkrøblede individer, der for ca. 25 % vedkommende træder ud i samfundet og end ikke er i besiddelse af ordentlige læseegenskaber. Få ord er skarpe nok til at gengive den skam, som politikere og undervisningssystemets ansatte bør behæftes med som konsekvens heraf.

Siden den ligeledes ca. 50 år gamle Cubakrise har vores civilisation ikke haft et større behov for en James Bond til at redde sig (det der med Blofeld var fiktion), men vi diskuterer i stedet, om mænd skal på frivillig eller tvungen barsel. Man kunne jo også vove at indtage det næsten ledige standpunkt, at mænd i en krisesituation ikke forlader deres post for at tage plads i en ammestue, når nu de ikke har bryster. Standpunktet er imidlertid kun ledigt, hvis man er villig til at presse sig op mod mig som Honey Ryder sine mod 007.