Danmark mellem fremmedhad og selvhad

Hvor er det dog vanskeligt at åbne en avis uden at skulle læse spalte op og ned om ”de fremmede” her til lands. Denne debat, der nu kører for fulde omdrejninger på tredje/fjerde årti, burde da vist efterhånden have tyndslidt os alle, men uanset politisk standpunkt bliver man ved med at interessere sig for kulturkonflikten mellem det, der med rette eller urette betegnes dem og os.

På den ene side kan man dagligt høre de naive formelvers om mangfoldighed og kulturrelativisme. Det er efterdønningerne af navnlig ungdomsoprørets utopiske idealer, der stadig vækker genklang visse steder her to-tre årtier over sin sidste holdbarhedsdato. Når en epoke synger på sidste vers, er det kun de ældste og dummeste, der endnu istemmer, hvilket i dette tilfælde oftest vil sige enten forkalkede hippier eller unge og ofte åndeligt umyndige naivister, der åbenbart tror, at dette land bliver et bedre sted, hvis vi fuldstændig opløser os selv. Oftest er naturligvis disse mislyde at spore hos Det Radikale Venstre og således også i regeringens politik, da disse to ulykkelige fænomener jo forekommer identiske. Hvor har vi dog mange gange skullet læse, at Pia Kjærsgaard var ligesom Hitler eller Anders Breivik og lignende sludder. Hvor har vi dog også mange gange herom måttet læse den slags naive læserbreve, der minder mig om dem, som mine hennafarvede skolelærerinder i 80erne tvang os til at skrive til Ronald Reagan i dansktimerne. Så sad vi der med ført barnehånd og skrev til Det Hvide Hus om, at vi var modstandere af atomkrig og apartheid, men bedre kunne lide John Lennon og sundt slik (rosiner og den slags).

På den anden side kan vi atter og igen læse fremmedfjendske og desværre også hadefulde ytringer vendt mod de mennesker, som har taget bo i vores land. Hvor er det dog nedslående, forkasteligt og dumt f.eks. at høre medlemmer af Dansk Folkeparti sammenligne muslimske gæstearbejdere med storskrald. Det er bedrøveligt, at flere og flere øjensynligt tror, at det at være dansk defineres negativt ved at udtrykke sit had til andre mennesker og deres kultur.

Danmark trænger i den grad til at gøre op med disse to rædselsregimenter, der begge har negativiteten og hadet som omdrejningspunkt. I det ene tilfælde er der tale om selvhad i det andet om fremmedhad. Vi kan ikke være bekendt at have et land, hvor man kun kan forstå sin egen identitet negativt i skarp modsætning til noget andet, og hvor man kun kan vælge mellem at tegne onde karikaturer af Pia Kjærsgaard i Politiken eller onde karikaturer af Muhammed i Jyllands-Posten. Det er en velkendt sag, at giver man ikke sine børn noget ordentligt at spise derhjemme, fylder de sig med usunde sager ude i byen. Hvis derfor man visse steder her til lands er så rædselsslagen for påvirkningen fra andre kulturer eller religioner, kan det undre så meget desto mere, at man ikke i stedet har sørget for at traktere ved et veldækket bord derhjemme. Gennem nu adskillige årtier har man på mest skammelige vis forsømt at sikre kommende generationer deres kulturarv. Man har afstået fra at indføre dem i den kristendom, der om noget burde blive deres til del, ligesom man generelt har forsømt at undervise børn og give dem den dannelse, de burde have krav på. Fra centrum-venstre er dette undladt bevidst, fra det borgerlige Danmarks side er det undladt som en oftest upåagtet forsømmelse. Jeg ved snart ikke, hvad der er værst.

Løsningen er som så ofte selvsagt nemmere gengivet end udført, men er man fra kulturradikal side så bange for racisme, kunne det måske være en god idé at opgive tanken om, at et menneskes identitet kun kan skabes gennem afstandstagen til et bestående. Havde man ikke metodisk berøvet danskerne deres egen ånd, ville de næppe heller reagere så forfærdet på andres. Er man omvendt fra nationalistisk side så uhyre bange for fremmed indflydelse, kunne det måske være en tanke at interessere sig mere for sin egen nation end de ting, der foregår uden for samme, være det sig i konkret eller abstrakt forstand.

Apropos de kolde 80ere og disses hennafarvede pædagoger, der tvang os til at skrive breve til Ronald Reagan, så var der én på fritidshjemmet, som hed Lone, hvilket hurtigt affødte kaldenavnet Udgårdslone. Denne Udgårdslone var en karikatur af en 70er-pædagog med masser af ravsmykker som standardudstyr, og jeg skulle sågar ikke forundres, om hun tilmed var hennafarvet i de ubarberede armhuler, hvorfra der duftede som en hel Land og Folk Festival. Når vi drillede pigerne på fritidshjemmet efter skole, løb de altid over til Udgårdslone, som trøstede dem og sagde, at de bare skulle være sig selv. Dette godmodige og noget simple råd må alt andet lige være det samme, der i dag bør lyde til Danmark. Selv havde jeg for daværende ikke forudset, at VSeren Udgårdslones ord en dag skulle gøres gældende i Berlingske Tidende som et par borgerlige ords anvisning, men der må stande en borg mellem tvende haves flod af selvhad og fremmedhad.