Det konservative selvmord

Regeringens seneste udspil i den vedvarende bestræbelse for at afvikle fædrelandet er som bekendt afskaffelse af værnepligten. Forslaget har som så mange andre en umiskendelig radikal signatur, og således er det jo også næsten forventeligt, at Det Radikale Venstres støtteparti fra valgkampen straks slutter geleddet og erklærer sin støtte. I lørdagens udgave af Berlingske kunne man således læse den konservative Rune Kristensen erklære sin støtte til regeringens afskaffelse af Danmarks værnepligt under overskriften Konservativt at afskaffe værnepligten.

Jeg havde engang fornøjelsen af at interviewe Rune Kristensen i mit debatprogram Skriftestolen på Radio24syv. Jeg havde for en god ordens skyld bl.a. også inviteret en liberalt sindet politiker i klar forventning om, at der derfor ville blive rigeligt med modsatrettede synspunkter til at udgøre en to timer lang debat, men der skal jeg ellers love for, at jeg blev skuffet. Det tog nemlig ikke den konservative Rune Kristensen mange øjeblikke at anskueliggøre sit syn på den kulturarv, der var programmets tema. Han fortalte til min store overraskelse, hvorledes han bl.a. gerne så Det Kongelige Teater mere eller mindre privatiseret, kulturstøtten afskaffet og folkekirken adskilt fra staten. Det var nogle ret rabiate synspunkter for en konservativ, og jeg tvivler på, at man med sådanne var kommet særlig langt ned ad Jægersborg Allé, før man var blevet slået ned af tre hattedamer med en flaske tør sherry. Det blev således et lidt langt program for mig at gennemføre, for jeg have jo netop regnet med at skulle beværte en debat med modsatrettede synspunkter, men sådan gik det ikke. Rune Kristensen havde sågar et problem med DRs program Før søndagen, som han mente var at sidestille med islamisk totalitarisme. Det er altså åbenbart nu også blevet et konservativt projekt at lægge sig ud med små yndige pigekor, der synger Brorson, Kingo og Ingemann. Så er der vist ikke længere nogen grund til at inddrage hverken Edmund Burke, John Christmas Møller, Kong Christian eller John Wayne for at slutte, hvorledes den konservative tanke er kasseret helt og aldeles, når nu selv salmesyngende pigekor står for tur.

Nu er det så endnu en af landets stolteste traditioner, som man fra konservativ side sætter ind mod. Værnepligten er en af de meget få aktive pligter, man som borger i Danmark skylder sit land. Faktisk kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om andre aktive pligter ud over måske lige den til at indrapportere rotter. Det havde ellers lige ladet sig forstå, at de konservative skulle ind i kampen igen og profilere sig som landets mest borgerlige parti, men så skal man vist øve sig lidt mere. Under parolen Frihed i stærke fællesskaber lancerede partiet sig i sidste måned på ny, og det er da også netop frihedsidealet, som Rune Kristensen lader anvende i sin argumentation for at afskaffe værnepligtens tradition. Det er på sin vis flot, at det er lykkedes for De Konservative at formulere en parole, som til fulde indeholder de modsætninger, der har flået partiet fra hinanden. Sagen er nemlig den, at ingen retorik kan ændre på, at man forsøger at tjene to herrer, når man både vil have frihed og stærke fællesskaber, fordi sidstnævnte naturligvis kræver, at noget binder os sammen, og den, der er bundet, er ikke fri. Så enkelt er det. Således er en ægtemand bundet til sin kone og familie, et arbejdende menneske til sine pligter, et kristent menneske til sin Gud og et konservativt menneske til sin tradition og nation, men alligevel er det disse principper, der nu atter og igen sættes under angreb fra De Konservative. Det kunne nok give god mening, hvis et sådant angreb kom fra netop De Radikale, venstrefløjen eller Liberal Alliance, fordi man jo netop her ser det som sin opgave at løse mennesker fra såvel deres tradition, forpligtelser, fællesskaber og historie. Her skal det hele være så frit og afslappet, at man risikerer at gøre i bukserne, hvis der slappes mere af, men dem om det.

Statistikken viser, at navnlig yngre generationer i den grad søger mod de borgerlige partier. Forklaringen er enkel, de yngre generationer er i disse globaliserede tider langt mere bevendt med den virkelige verden, og den virkelige verden uden for landets grænser er betydeligt mere borgerlig end herhjemme. Er ungdommen så blevet konservativ? Ja bestemt, de fleste har oplevet, hvordan den virkelige verden næsten alle steder er sammenholdt af ting såsom traditioner, religion, virkelyst og lignende konservative dyder, men alligevel fortæller statistikken os også, at ungdommen nøjagtig som resten af befolkningen går i en stor bue uden om De Konservative. Det er da klart, ungdommen har jo et konservativt livssyn til forskel fra partiet, som for tiden ligger ca. ét procentpoint under pilsnerstyrke i meningsmålingerne.

Det kan jo egentlig godt undre en anelse, for gennem de sidste ti år har vi oplevet, hvordan mestendels konservative kræfter overtog hovedparten af den vestlige verden. Faktisk kunne man en kort overgang opleve et europakort, som stort set kun var blåt med en enkelt undtagelse i form af det kejtorienterede Grækenland. Det er den verden, som nutidens ungdom er opvokset i, problemet er imidlertid, at Det Konservative Folkeparti ikke er vokset med. Det eneste, man skulle have gjort, var at sætte sejl, for sjældent har der været en sådan medvind for et konservativt projekt som gennem det seneste årti. Når derfor måske desværre snart nekrologen skal skrives over Det Konservative Folkeparti, vil man sikkert bemærke dødsårsagen den, at man i partiet glemte at følge med tiden, for tiden var nemlig overordentlig konservativ, partiet var blot ikke.

Når vi i dag hører den slags retorik om at vedblive med at kassere alt, så ved vi efterhånden, at det kommer fra de kræfter, som rent ideologisk toppede i det foregående århundrede. Måske en det en ung radikal politiker, som kræver børns ret til at hedde Herbert Marianne Andersen eller til at nedlægge kirken, kongehuset eller for den sags skyld nu også værnepligten. Der er jo ikke så meget andet tilbage at forgribe sig på. Det eneste, der kan forvirre lidt, er, at det efterhånden lige såvel kan komme fra De Radikales støtteparti, De Konservative.