Hov hov kammerat

Af Mads Holger 0

”Hov hov kammerat, vi skriver altså 2012 nu”. Et sådant argument dukker ofte op, når talen falder på vores kulturarv. Det kan eksempelvis være monarkiet, folkekirken eller nu senest også den verserende kønsdebat, i hvilken det under tiden lader til, at den ældre dame generation næsten finder det reaktionært, når deres døtre udvikler bryster i puberteten. Det er pudsigt nok omtrent altid ældre generationer, der anvender dette hov hov-argument om, at forhold, der byder dem imod, ikke har noget at gøre i vores ”moderne samfund” anno 2012, eller hvad der nu ellers står på kalenderen. En ting er, at argumentet ikke har nogen lødighed, men sådan er der jo desværre så meget. Det interessante er imidlertid, at der bagved argumentationen ligger et uartikuleret rationale, og forståelsen af dette er en nødvendig forudsætning for at kapere, hvordan generationer kan gå så meget fejl af hverandre, som det for tiden er tilfældet.

Udvikling og afvikling er ikke identiske

Bag argumentationen om at noget, der har eksisteret længe, naturligvis derved ikke længere bør have gang på jord, ligger nemlig en hel lineær historieforståelse, og vel at mærke en historieforståelse, der dikterer, at den eneste form for udvikling og fremskridt er uløseligt forbundet med afvikling. Man har simpelthen gennem en hel menneskealder ikke sondret mellem afvikling og udvikling. Det vil sige, at man i udgangspunktet har et traditionelt samfund med f.eks. kongehus, kulturarv, kønsroller mm. Opgaven er så at afklæde samfundet disse traditioner mm, indtil intet står tilbage, herefter kan man så gå på efterløn og rejse med Politiken Plus til Toscana eller noget i den stil. Det har for en hel generation været en livsopgave, der nu er løst. Det er legitimt nok at finde dette et værdigt projekt, men illegitimt bliver det først, hvis man regner det for eneste legitime projekt. Der er masser af historiske eksempler på, at udvikling var forbundet med at bygge op og ikke med at neutralisere eller at rive ned, men fordi vi ikke har sådanne epoker i frisk erindring, kommer enkelte og måske navnlig ældre medborgere under tiden til at gøre den fejlagtige antagelse, at det er den eneste anledning til fremdrift. Vi skriver rigtig nok år 2012, og den faktiske virkelighed er lige omvendt. Nedbrud, annullering og neutralisering er i dag det eneste, der med usvigelig sikkerhed ikke tjener til fremdrift.

Tøjet er klippet af, hvad kan vi så tage fat i?

Margaret Thatcher skulle engang have udtalt, at problemet med socialisme var, at man før eller siden løb tør for andre menneskers penge. Måske, men kanske vi hellere skulle ofre opmærksomhed på, at det eneste problem ved kulturradikalisme er, at man før eller siden løber tør for andre menneskers traditioner at nedbryde. Man kan simpelthen ikke afklæde det nøgne, og vores samfund har rent åndeligt været aldeles afklædt gennem flere årtier. Alle står nu tilbage som en samling nøgne skoledrenge i gymnastiksalens omklædningsrum, hvorved lærerinden nu så må finde noget nyt at anvende saksen til, og så kommer turen til kønnet.

Den  verdenshistoriske efterlønsperiode

Dengang jeg var dreng, udkom bogen Historien er slut af den japansk-amerikanske filosof Francis Fukuyama. ”Det var sgu da ærgerligt”, tænkte jeg, for den ville jeg da gerne have været med i, men ”hov hov kammerat, vi skrev 1992”, og den slags ungdommelige ting med revolutioner, skibsbrud og pludselig død havde ingen gang på jord her i denne verdenshistoriske efterlønsperiode. Således havnede vi som generation med ryggen mod muren, for man kunne heller ikke tage fat, hvor andre slap, der var ikke mere at nedbryde. Med andre ord var og er bestræbelsen for at genopbygge den eneste mulighed, som man i dag har for at skabe en verden, der er anderledes end den verden, man overbragtes. Det har man som tidligere nævnt gjort masser af gange før i historien f.eks. i renæssancen eller romantikken, og ellers foreligger kun to andre muligheder; historien slutter vitterligt, eller nogle andre begynder at skrive den. Sidstnævnte forekommer for tiden mest plausibelt. Et andet argument for at genskabe det tabte er, at det jo kunne tænkes, at ens efterkommere ville blive glade for at være overbragt noget. Jeg ved godt, at dette argument ikke har haft så stor appel længe, men alligevel.

Gode og dårlige historier

Nu går det åh så dårligt for regeringen i meningsmålingerne, og de lærte strides, om det nu skyldes Villy Søvndals manglende engelskkundskaber eller statsministerens manglende lederevner, men med tanke på ovenstående er forklaringen den helt enkle, at man i disses side af folketingssalen ikke har nogen fremdrift, fordi man søger at neutralisere det neutraliserede, annullere det annullerede og ligestille det ligestillede. Intet er så pinligt som at fortælle en vittighed, som alle har hørt før, intet så rædsomt som dramatisk at gengive en historie, som hele selskabet kender. Et urbant selskab er faktisk forpligtet at stoppe en sådan fortæller under hensyntagen til ham selv. Det var ellers så smukt med socialisme. Jeg har forstået, at det var noget med at storme Bastillen og Vinterpaladset eller at være spaniensfrivillig og blive gift med en zigeuner, som man mødte ved Ebros breder, eller som absolut minimum med Helle Virkner i sort-hvid. Men nu? Nu handler det bare om at beskatte ordentlige folks bacon og smøger, så andre kan spare halvanden krone i bussen. Det er ikke vigtigt, det er højst lidt småirriterende og burde finde sin plads i avisspalterne lige mellem horoskoperne og Kasket Karl.

Intet er så dræbende for en idé som dens realisering

Imidlertid skal ret være ret, og socialismen var antageligt Verdensåndens smukkeste elskerinde, men hvor ser hun dog ud, når først hun er blevet frue. I så henseende er det socialistiske projekt hverken bedre eller ringere end alle andre historiske. Det er smukt og pragtfuldt til og med revolutionen, for intet er så dræbende for en idé som dens realisering. Det samme kan man måske en kende frækt bemærke om de ældre feminister, der nu nægter deres døtre både kjole og stiletter, for som omtrent alle opstande er denne en frøkenopstand mod et fruedynasti, og jeg skal gerne lade mig indrullere blandt frøknerne.

Og så lige en sidste ting: Næste gang nogen fortæller Dem, at monarkiet, kirken eller blot balkjoler ikke har noget at gøre i vores ”moderne samfund”, så påmind dem om, at vi dog stadig som intet andet land i Vesten regner det historiske fænomen socialisme bevaringsværdigt, fordi vi har tradition for den slags her til lands. Andre årsager kan vist næppe anføres.

Kommentarer er lukket.