Muslimerne og fanatismen

Lad mig indlede med at beklage, at jeg i min overskrift sætter disse to begreber sammen, hvilket efter min bedste opfattelse gøres alt for ofte. Det er således med frygt for at bære ved til et sådant bål, at jeg kvier mig herved, for det er ikke en muslimsk, men en anden og langt mere udbredt fanatisme, jeg sigter til, nemlig den her til lands fanatiske kamp for at annullere vores kulturarv og nationale identitet.

Som de fleste sikkert endnu vil kunne huske, præsenterede SFs gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge, for nogle uger siden ideen om at vores Kirkeministerium skulle ændre navn til det mundrette ”Ministeriet for livsanskuelser”. Forslaget blev hurtigt trukket tilbage efter et velbegrundet gutturalt ramaskrig hele vejen rundt. Selv de Radikale afsværgede sig tanken, og så ved man at have blæst en end og meget fæl jazzstrofe i trompeten. Det interessante ved sagen var imidlertid dette, at SFs gruppeformand motiverede sin annulleringsbestræbelse ved at henlede opmærksomheden på de mange muslimske gæstearbejdere, som er en del af det danske samfund.

Bjørnetjeneste

Derfor var sagen interessant og uhyre nyttig til at belyse den sørgmodige forretningsgang, der fra centrum-venstre gang på gang fordrer en yderligere isolation af vores muslimske gæstearbejdere. Forløbet er enkelt og set et utal af gange: En nævenyttig politiker noterer sig, at vi har et stort muslimsk mindretal og bestræber sig derfor på at afvikle vores kultur for at tækkes dette. Konsekvensen bliver, at mange danskere sidder tilbage og fra et åndeligt udkantsdanmark surt vrisser noget om ”de forbandede muslimer, der nu også skal tage vores kirkeministerium fra os og ikke vil lade vores børn synge alle vers af Et barn er født i Betlehem i skolen etc. etc.” Man får med andre ord gjort den herboende muslimske minoritet endnu en bjørnetjeneste, mens kun få bemærker, at det er de allerfærreste muslimer, som nogensinde kunne drømme om at rynke det mindste på næsen over, at vi her til lands har et kirkeministerium eller for den sags skyld en kulturarv. I mit radioprogram Skriftestolen havde jeg omkring jul fornøjelsen af at have den unge jurastuderende Natasha Al-Hariri som gæst i studiet. Jeg havde inviteret hende, fordi hun dage forinden havde skrevet dette ganske glimrende debatindlæg. Natasha Al-Hariri har boet stort set hele sit liv i Danmark, men har en libanesisk-palæstinensisk og — nok så vigtigt i denne sammenhænge — muslimsk baggrund, men hendes ærinde var at fortælle, hvorledes hun elskede de danske juletraditioner, som hun gennem sin skolegang havde oplevet gang på gang. Hun forekom mig at være et glimrende eksempel på de mange velintegrerede og succesfulde unge piger med muslimsk baggrund, der har et sundt og naturligt forhold til, at det danske samfund selvfølgelig har sine traditioner og ting at samles om.

Det samme forhold genkendes fra herboende muslimers valg af skole til deres børn. De sender dem gerne på kristne friskoler eller lignende uden for den danske folkeskole. Man vil på trods af sin muslimske overbevisning hellere have, at ens børn modtager undervisning funderet i en anden religion, end at de kommer ind og bliver fuldkommen annulleret i den danske folkeskole. Det er fornuftigt og forståeligt. Jeg er naturligvis bekendt med, at der inden for Islam desværre er fanatiske strømninger, som kalder på vores årvågenhed, og jeg anerkender tillige, at der også i Danmark findes enklaver af denne, men det er dog ingen fare at regne mod den danske fanatisme, der i disse tider virker for at nedbryde vores danske fællesskaber.

Integration i ingenmandsland

En del af det politiske landskab i Danmark vedbliver øjensynligt at tro, at den eneste vej frem for integrationen går gennem bestræbelsen for at nedbryde vores eget. Det er som hos en enfoldig vært, der venter gæster til kaffe og derfor beslutter sig for at kassere hele møblementet forinden, så gæsterne føler sig bedre tilpas. Kom indenfor, sæt jer ned på gulvet og nyd en danskvand uden brus i det tomme hvide lokale. Hertil kommer, at hjemmets oprindelige beboere jo også går glip af det møblement, som de jo nok med fordel kunne have glæde af i det daglige. Sagen kan gengives så enkelt, at hvis man ønsker integration, må man også have noget at integrere udefrakommende i, ellers kunne man frygte mere absurde tiltag, så godmodige politikere stolt kunne melde ud til provinsbyens nytilflyttede Mustafa: ”Bare rolig, vi har nedlagt byens industrivirksomhed, så du ikke skal frygte at havne uden for det lokale arbejdsmarked”. Jeg kan heller ikke dy mig for at nævne, at parallellerne til den øjensynligt vedholdende bestræbelse for at neutralisere kønnene rummer samme problematik, for her optræder man som en fager ung kvinde, der tænker, at hun hellere må lægge sin svulmende barm ind og klippe de lange lyse lokker for ikke at skræmme sine bejlere væk, når nu både lokker og barm tjener til at gøre hende så forskellig fra dem. På med den korte hennafrisure og den store uldne rullekravesweater, du danske sang!

Istanbul og Damaskus

Jeg havde engang en kæreste i Syrien, som jeg rejste hyppigt ind i landet og besøgte. Da man ikke kunne flyve direkte fra København til Damaskus, overnattede jeg derfor altid en enkelt nat hos en tidligere elskerinde i Istanbul, inden jeg fløj videre den næste dag. Første gang jeg begav mig ud på en sådan rejse, var jeg en smule utryg ved at skulle rejse ind i Syrien, hvilket man jo i disse dage ikke kan fortænke nogen i. Jeg spurgte derfor min tyrkiske veninde, om jeg havde noget at frygte eller burde berede mig på en særlig vis. Hun svarede, at jeg uden tvivl hurtigt ville blive spurgt til min nationalitet og religion, og at jeg så skulle svare, at jeg var kristen. Det eneste, jeg ikke måtte gøre var at svare som en humaniora relativist, at jeg var da bare ligeglad, og det kunne være det samme alt sammen. Så ville man regne mig et farveløst menneske uden statur, mens man ville have respekt for et menneske med et ganske vist andet synspunkt. Jeg erfarede siden, at hun havde ret, og blev modtaget med en ubegribelig gæstfri og hjertelig imødekommenhed, som jeg frygter, at ingen muslimsk gæst i Danmark nogensinde bliver forundt. Og nej, man havde ikke nedbrudt sine templer eller opført en annulleret Arne Jacobsen bygning oven på basaren for at tækkes mig, og det var jeg så ganske godt tilfreds med. Mødet mellem to kulturer fordrer en respekt for den anden, men så sandelig også for sin egen.