En køn redelighed

I går kunne man her i avisen læse, at det åbenbart stadigvæk går dårligt for at afvikle de traditionelle kønsroller i skolen. Undersøgelsen er foretaget af foreningen Sex og Samfund, og på baggrund af interviews med 600 skolelærere fastslås det under overskriften Skolebørn hænger fast i gamle kønsroller, at den øjensynligt er helt gal.

Indledningsvist er det svært ikke at falde for fristelsen til at forholde sig en anelse kritisk til undersøgelsens videnskabelige baggrund, for nok må det medgives, at danske skolelærere om nogle står sagens genstand nærmest, men på den anden side kan jeg heller ikke helt undlade at forestille mig, at en overvægt af disse skolelærere måske også har et ideologisk sindelag, som unægtelig vil kunne virke forurenende på undersøgelsens videnskabelighed. Man kunne jo eksempelvis også forestille sig en rundspørge bland Grevinde Danner Stiftelsens ansatte om, hvordan det står til med kvindesagen i dagens Danmark. Her har man jo om noget sted også en tæt og daglig berøring med emnet, men er dog alligevel måske ikke helt kvalificeret til at danne eneste grundlag for en videnskabelig undersøgelse. Nu skal det naturligvis ikke være mit synspunkt, at alle skolelærere rent ideologisk har et ståsted, som tilslutter sig køns-neutralisering. Jeg er sikker på, at man sagtens kan finde en lærer eller to, der er imod rundt omkring. Jeg har eksempelvis engang hørt rygter om, at der skulle være en i Hirtshals.

Lad os dog dette til trods alligevel forsøge at gå ind på resultatets vilkår og sætte, at det er sandt, at piger stadig helst leger med dukker, og drenge med biler mm. Det lyder faktisk plausibelt, men er det da også så forfærdeligt som antydet? Siden 70erne har pædagogikken i vores skoler lidenskabeligt forsøgt at udviske kønsidentiteten med store vanskeligheder til følge for de generationer, der ufrivilligt har måttet lade sig hverve som forsøgspersoner. Det er en velkendt sag, at navnlig drengene har været de store tabere som konsekvens heraf, og nu slutter man så med denne tragikomiske overskrift, at forsøget desværre ikke er lykkedes til fulde.

Det ville for mig at se være lige så tragikomisk at præsentere overskriften: ”Unge piger hænger fast i gammeldags vane med at udvikle bryster”. Sagen er nemlig den, at noget meget vel kunne tyde på, at vores kønsidentitet så sandelig også er funderet i naturen, for ellers ville det da være mærkeligt, om 40 år med et af verdenshistoriens mest rabiat gennemfeminiserede skole- og uddannelsessystemer ikke havde evnet at afholde disse agern fra lejlighedsvist alligevel at blive ege. Der ligger altså med andre ord en bestemmelse i os, som der gør i et frø, og nok kan man vande og på anden vis kultivere landskabet for at fremme eller hindre en given blomst, men nu lader det altså til, at enkelte roser alligevel vokser op gennem asfalten, og man slutter derfor nedslået ikke at have afrettet naturen i tilstrækkeligt omfang.

Et andet eksempel på sagens kerne byder sig til i januar måneds ophedede debat om lyserøde legoklodser, som vores nye Kirke- og Ligestillingsminister Manu Sareen fik galt i halsen. Han så med stor skepsis på, at LEGO var begyndt at producere lyserøde legoklodser med et feminint univers til piger. Det skal retfærdigvis nævnes, at ministeren senere samme dag trak i land og modererede sit synspunkt kraftigt, men en bagvedliggende livsanskuelse blev dog alligevel blottet i processen, og den slags må han jo vide meget om, da enkelte medlemmer af oppositionen tiltænkte ham ligefrem at blive minister for livsanskuelser, men så ligeledes trak i land. LEGO, der siden min barndom og sikkert også længere endnu har produceret ridderfigurer og cowboys til drenge, havde nu fundet på også at målrette enkelte serier til piger, men tør man tiltænke legetøjsfabrikanten en ideologisk dagsorden hermed? I så fald ville jeg da på vegne af aktionærerne forarges, for det tilkommer vel næppe LEGO at diktere en køns- og kulturpolitisk dagsorden. LEGO er derimod ude på at tjene penge, og fred være med det, men det interessante i denne sammenhænge er, at noget således kunne tyde på, at man havde en forventning om en efterspørgsel på dette produkt blandt unge piger. Det forekommer mig så selvindlysende, at unge piger gerne vil lege med dukker o.lign., at det tangerer det absurde at argumentere herfor, så naturligvis ser en legetøjsfabrikant sit snit til at indtræde som udbyder af sådanne lyserøde produkter. Med andre ord aktualiseres behovet for et feminint univers af efterspørgerne (små piger) ikke af den store onde chauvinistiske udbyder LEGO. Dette tjener atter til at anskueliggøre, hvorledes vores kønsidentitet i vid udstrækning er noget, vi fødes med fra naturen, hvorpå den så kan styrkes eller svækkes af kulturen. Vil man bestride dette, må man jo påvise, at det er forældregenerationen og de hennafarvede skolelærerinder og pædagoger, der pådutter de stakkels piger denne lyserøde præference ved at stoppe Barbiedukker ned i halsen på dem fra morgen til aften. Jeg ønsker held og lykke med at sandsynliggøre dette. Min erfaring er den, at langt de fleste unge piger af egen drift gerne vil ligne prinsesser i lange smukke balkjoler og høje stiletter, og hvor skal det dog være dem vel undt til en forandring.

Egentlig må man betragte embedet som radikal Ligestillingsminister som lidt af en uriaspost i disse tider, hvor stort set alle kulturelle skel, traditioner og strukturer er nedbrudt efter 40 års bestialsk ambition for at neutralisere verden omkring os politisk, kulturelt, kunstnerisk, arkitektonisk, religiøst og snart sagt i enhver henseende, således at man nær kunne frygte at alle andre smagsvarianter end yoghurt naturel snart ville forbydes eller som absolut minimum afgiftsbelægges. Som radikal er man jo traditionelt sat i verden for at neutralisere og afvikle, så hvad kan da være værre end at træde ind på et tidspunkt i historien, hvor samfundet allerede er afviklet og neutraliseret? Her møder man op med hævet muggert for at knuse blot for at finde en verden af skår, her kommer man med trukket klinge for at finde alle dræbt allerede. (en skæbne ikke ulig den alle drenge oplever nu til dags). Naturligvis kan man som radikal måske finde nogle små enklaver at rense ud i, det forlyder måske, at en ballerina i tylskørt er set på Det kongelige teater, så hende må vi hellere have fat i kraven på, og så er der disse legoklodser, enkelte kirker rundt omkring og måske ham skolelæren i Thyborøn, men noget politisk eftermæle lader sig næppe skabe heraf, så hvad gør man? Man tager naturligvis fat på naturen i bestræbelsen for også at neutralisere de vilkår, der i denne er givet, og Poul Henningsens sangtekst ”Mennesket har dyrket en hob ideer som erstatning for naturlig drift” kommer i hu med tanke på, at man for at føre hans fane videre nu må tage fat på sidstnævnte, ideerne er jo røget.

På alle andre felter er det ellers gået “drøngodt” med annulleringen. De fleste børn vokser således i dag op som nogle af de første i verdenshistorien uden en nationalitet, religion, ideologi, klasse, slægt og for manges vedkommende også et sprog, men kønnet stritter åbenbart endnu lidt imod, den iboende drift lader sig ikke stække helt, og godt det samme. Den verserende debat i Berlingske om speltmødre og karrierekvinder vidner med stor tydelighed om, at neutraliseringen og annulleringen af vores samfund er problematisk i enhver henseende, men i vores kønsidentitet i særdeleshed. Der er nemlig i forførelsen noget uhyre udemokratisk, men man har dette til trods forsøgt at demokratisere kønslivet, man ønsker det lige, men også det ens, og det er altså ikke særlig sexet, for sagen er den, at hengivelse kræver afstand, og man begærer ikke, hvad man har. Når vi nivellerer og annullerer, svækker vi med andre ord driften og væksten, den er selv de radikale helt med på, når sagen angår økonomi, men så snart vi bevæger os ind på kulturens mindre transparente felt, argumenterer man helt modsat, antageligt fordi man ganske enkelt ikke evner at se sagens sammenhænge eller kanske blot af uvanens magt. Uvist må det således endnu være, om denne kamp for nu også at inddrage naturen i annulleringsprojektet kan vindes, men sikkert er det, at konsekvensen bliver apati, hvilket vi jo allerede er problematiseret af i rig grad som følge heraf.

I Sex og Samfunds undersøgelse fremgik som eksempler på børnenes ”gammeldags kønsroller”, at de blandt andet så skævt til piger, der havde kysset med flere drenge end gennemsnittet, mens drenge, der havde nedlagt mange piger blev idoliseret, og lidt sjov skal vi jo have, så jeg tilslutter mig hermed denne opfattelse fuldt og helt, i øvrigt ligesom resten af den faktiske virkelige verden.

I bestræbelsen for at åbne de socialliberale øjne i parlamentets midte for denne problematik samt at anskueliggøre, byder Karen Blixen sig til med påmindelsen om, at man som herrer altid er gæst, og som kvinde altid vært. Vi kender således alle dette med at gå til et selskab hos folk, som vi aldrig selv ville invitere til vort eget. Der er med andre ord en kønsmæssig forskel, som anskueliggøres i forholdet mellem vært og gæst, men det kan måske være det samme nu, hvor vi alle er gæster i den store statslige moderbuffet.